Luften siver ud af Zetland

27. september 2017

Man kunne ønske, at det gik meget, meget bedre for netmagasinet Zetland. Intentionerne er smukke, men markedet er ubønhørligt og tilsyneladende mættet. Og overdreven selvfedme og for mange fejl pynter ikke.

Jeg har det nok som mange journalister. Vi elsker faget og ser med velvilje på nye kvalitetstiltag. Så meget, at vi tøver med at tage de kritiske briller på. I lang tid har netmagasinet Zetland kørt på en bølge af velvillig sympati. Men i takt med at pengene tilsyneladende fosser ud af Zetlands kasse, er kritikken begyndt at konkurrere skarpt med velviljen.

Hvis man lytter til Zetlands frontfigur Lea Korsgaard, er Zetland svaret på stort set alle journalistikkens problemer. De ret få medarbejdere er så dygtige og flittige, at et abonnement til 99 kroner om måneden nærmest kan erstatte andre journalistiske medier, fordi Zetland »kun bringer det vigtigste«, som de siger. Det er kun lidt af Zetlands indhold, der har skabt de store overskrifter, afdækket skandaler eller afsløret magtmisbrug.

Til gengæld er der rejst tvivl om Zetlands troværdighed. I februar fangede DR2’s Detektor Lea Korsgaard i at fuske med tallene om kriminalitet blandt indvandrere. I sommer afslørede netmediet tjekdet.dk, at Zetland i en reklamekampagne strammede konklusionerne fra en forskningsrapport så voldsomt, at forskeren bag rapporten professor Kim Schøder fra RUC slet ikke kunne genkende dem.

Kritik og konkrete fejl

Metroxpress-journalisten Lars Fogt har indledt et enmandskorstog mod Zetland på Facebook, hvor han har påpeget konkrete fejl og mangler i flere artikler. Men Lars Fogt har et gammelt regnskab at gøre op. Han tabte en injuriesag mod Zetland for nogle år siden. Selv om der kan skydes på budbringeren, er der tale om flere små prikker, der får luften til at sive lidt ud af Zetlands hårdt pumpede selvretfærdighedsballon.

Senest har den normalt fredelige journalist og forlægger Bjarke Larsen i K-Forum i sidste uge afskrevet Zetland. Han sammenligner en meget lang artikel om Nigerias tidligere præsident Olusegun Obasanjo med en meget kortere nyhedsartikel i Politiken og konkluderer:

»Blev jeg fire-fem gange klogere, og/eller fik jeg fire-fem gange flere informationer af at læse Zetlands historie frem for Politikens? Nej. I stedet følte jeg mig overmæt af alle de tomme kalorier, omstændelige forklaringer og beskrivelser, som artiklen er fuld af uden at bringe meget nyt til torvs. Jeg følte hverken, at jeg blev meget klogere eller bedre underholdt – bare, at jeg spildte for meget tid.«

Han kritiserer også skarpt alvorlige mangler i en anden Afrika-artikel i Zetland.

Bjarke Larsen rammer et ømt punkt. Zetland er ikke blevet et alternativ til de nyhedsmedier, som mediets reklamer beskylder for at være ’daglig nyhedsstøj’. Zetlands primære målgruppe er tydeligvis det ’grønne segment’, der i forvejen er velorienteret og lytter til P1, ser Deadline og læser Weekendavisen og Information – som Zetland i øvrigt udnævner til en stor konkurrent. Zetlands bestyrelsesformand er i øvrigt tidligere direktør for Information, nu direktør for Det Kongelige Teater Morten Hesseldahl.

Markedet er mættet

Zetland har netop meddelt, at der har meldt sig nye investorer i opstartsvirksomheden, der havde skaffet sig en startkapital på otte millioner, da de i 2015 fik bevilget fire millioner i statslig mediestøtte. De første 12 millioner er stort set brugt. Nu melder direktør Jakob Moll ud, at der skal bruges flere penge på nye reklamekampagner, hvilket fik Bjarke Larsen til at skrive, at »Zetland brænder pengesedler af i olietønder i et forsøg på at holde varmen«.

Zetland har på halvandet år fået over 8.000 abonnenter, siger Jakob Moll. I de kommende otte-ni måneder skal der skaffes mindst dobbelt så mange, for at det kan løbe rundt. Alle ved, at de første kunder er lettere at skaffe end de sidste. Omkostningerne til omkring 20 faste medarbejdere var ifølge årsregnskabet 2016 over ni millioner kroner – mere end de samlede nuværende medlemsindtægter. I Zetland er abonnenter medlemmer.

Man kunne ønske, at det gik meget, meget bedre for Zetland. Intentionerne er smukke, men markedet er ubønhørligt og tilsyneladende mættet. Og overdreven selvfedme og for mange fejl pynter ikke.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-19 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 14 gæster online