Det er ikke høje DR-lønninger eller unfair licensfinansieret konkurrence, der truer de danske medier på livet. Truslen kommer fra Facebook og Google

20. september 2017

Truslen mod de danske medier kommer fra de globale mediegiganter, der suger milliarder af kroner og data ud af markedet, og som via algoritmer og egne retningslinjer prioriterer stoffet.

Samtlige medieordførere glimrede ved deres fravær i onsdags, da et par hundrede medieinteresserede i Eigtveds Pakhus i København lyttede til gennemgangen af en ny rapport, der burde afstedkomme en fundamental ændring af den hysteriske mediedebat, som flere politikere og mange danske dagblade har ført igennem længere tid.

Rapporten er udarbejdet af Mandag Morgen i samarbejde med forskere fra CBS og Aalborg Universitet. Den handler om globaliseringen af den danske mediebranche, og det er ikke læsning for sarte sjæle eller dem, der mener, at det alvorligste problem i den danske mediebranche er DR, og derfor forsøger at få debatten før det kommende medieforlig til at handle om direktørlønninger, genudsendelser eller licensens størrelse.

Rapporten fastslår, at globaliseringen truer de danske mediers eksistens. Truslen er helt konkret, og der kan sættes navne på: Google, Facebook og snart Amazon. De to førstnævnte truer ikke blot økonomien ved at suge milliarder nærmest skattefrit ud af det danske mediemarked; de er også godt på vej til at kontrollere distributionen, og ikke mindst Facebook truer den redaktionelle frihed ved at anvende sine egne retningslinjer til at prioritere og censurere indhold.

Herudover suger de milliarder af personlige og private oplysninger ud af brugerne og ud af danske medier, hver gang vi klikker på en nyhedsartikel. De sociale mediers eksistens og dominans har, ifølge rapporten, ændret indholdet og journalistikken. Ikke nødvendigvis til det bedre.

Vi ved allerede, at de klassiske nyhedskriterier er blevet tilføjet et nyt, nemlig ’performance-kriteriet’; kommercielle logikker overtager de journalistiske. En nyhed, der skaber mere trafik, flere klik og genererer mere datatrafik, er en god nyhed. Uanset væsentlighed.

Hvor bliver debatten af

Den alvorlige trussel fra udlandet har fået både interesseorganisationen Danske Medier og Dansk Journalistforbund til at efterlyse handling. Gerne fælles handling fra både politikere og medier.

Tovholderen for undersøgelsen, Mandag Morgens Lisbeth Knudsen, lagde ikke fingrene imellem: »Vi er på vej ind i en platformskrig, som handler om, hvem der ejer kunden. Det gør den, der ejer platformen,« sagde hun og tilføjede senere i Mediawatch, at platformskrigen »er helt ude af de danske mediers kontrol«.

Rapporten, der er bestilt af Kulturstyrelsen, har vakt opsigt – også i udlandet. Den store norske mediekoncern Schibsteds publicistiske direktør, Torry Pedersen, roste rapporten og advarede i meget bastante toner mod den stigende kontrol med distribution og datastrømme, som de amerikanske giganter har fået.

»Da de store olieselskaber i sin tid blev alt for store, svarede USA’s lovgivere med at regulere dem,« sagde han, »data er den nye olie, men det er langt mere kompliceret at regulere.«

Nogle få journalister fra mediefagpressen har givet rapporten omtale, Mennesker og medier på P1 kaldte rapporten en gyser. Men Presselogen på TV2 News omtalte den ikke, og heller ikke i dagbladene skaber den de store overskrifter, den burde. Jyllands-Posten ville hellere skrive om DR’s høje lønniveau, selv om avisens journalister gennemsnitligt tjener mere end DR’s. Også mediepolitikerne glimrer ved deres fravær.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-19 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 17 gæster online