Konservativ propaganda i bedste sendetid

6. september 2017

I en tid med politisk splittelse sværger mange amerikanere til deres lokale tv-station i håb om at få neutrale nyheder. Men nu forsøger en ultrakonservativ medievirksomhed, der er kendt for stærkt farvede indslag, at købe store dele af markedet. Det ville svare til, at Den Korte Avis overtog de danske regionalstationer.

Når snakken falder på det betændte forhold mellem amerikanske medier og Donald Trump, er det landsdækkende kabelnyhedskanaler som CNN, Fox og MSNBC, der oftest nævnes. Få har noteret sig, at hundredevis af lokale tv-stationer tilsammen tiltrækker mange flere seere.

De lokale eller regionale nyhedsudsendelser er mange millioner amerikaneres primære nyhedskilde, ikke mindst fordi de i høj grad opfattes som unbiased. Som troværdighedens sidste bastion i en tid, hvor den nationale splittelse er trængt ind i de store, landsdækkende tv-medier; hvor kabelkanalen Fox News er stærkt konservativ og Trump-venlig, og den anden store kabelkanal MSNBC er kendt som det modsatte, mens CNN forsøger at holde sig på midten, men alligevel er genstand for præsident Trumps vrede.

Her ser og stoler amerikanere på deres lokale tv-station i den tro, at den er ikkeideologisk og upolitisk.

I disse uger er risikoen for, at balancen i de lokale stationers nyhedsdækning vælter, imidlertid overhængende. Medievirksomheden Sinclair Broadcast Group afventer i øjeblikket de amerikanske mediemyndigheders stillingtagen til gruppens planlagte køb af den Chicago-baserede Tribune Media for fire milliarder dollar. Hvis der bliver givet tilladelse, bliver Sinclair en absolut dominerende spiller på det store amerikanske lokal-tv-marked.

I programmet Last Week Tonight dokumenterede værten John Oliver, hvordan Sinclair-gruppen konsekvent tvinger sine stationer til at udsende ultrakonservative holdningsindslag i nyhedsudsendelserne. Oliver er satiriker, men som sin læremester Jon Stewart på The Daily Show er han morsom på baggrund af omhyggelig research.

Han fortalte, hvordan de stærkt farvede indslag kommer ikke bare som regelmæssige kommentarer, men også som daglige nyhedsindslag fra Sinclair-gruppens ’Terrorism Alert Desk’. Højdepunktet var et indslag om muslimske kvinders særlige ’Burkinier’, badedragter, der dækker hele kroppen og hovedet. »Det handler ikke om terrorisme,« sagde John Oliver, »kun om muslimer. Definitionen er, at terrorisme er alt, hvad muslimer foretager sig.«

I Danmark ville det vel svare til, at TV 2-regionerne i fællesskab hyrede Ralf Pittelkow og Karen Jespersens Den Korte Avis til flere gange om ugen at have et fast indslag om lov og orden på samtlige stationer.

Sinclair-gruppen er med andre ord i fuld gang med at knægte lokalstationernes politiske neutralitet. De lokale redaktioner beskæres, og lokalstof erstattes af de centralt producerede indslag, der sendes på alle Sinclairs 173 lokalstationer, som nu kan ses i næsten 40 procent af alle amerikanske husstande. Hvis Sinclairs køb af Tribune Media godkendes, vil koncernen i fremtiden eje 233 stationer og dermed nå næsten tre fjerdedele af USA’s befolkning, mere end 200 millioner mennesker.

Sinclair er ikke bare konservativ, men har et helt særligt varmt forhold til Donald Trump. Under valgkampen indgik mediekoncernen en aftale med Trump-kampagnen om et tæt samarbejde, der bl.a. betød, at republikanske kandidater fik særbehandling. Tidligere har Sinclair forbudt flere af sine stationer at udsende kritiske dokumentarprogrammer om Irak-krigen.

Det er væltet ind med indsigelser mod Sinclairs planlagte milliardopkøb til den føderale regulator Federal Communications Commission, FCC. Kongresmedlem Frank Pallone sagde forleden til The New York Times, at en tilladelse direkte ville »true demokratiet, der hviler på en forskellighed af stemmer og fri konkurrence mellem nyhedsmedierne«.

Men FCC’s Trump-udnævnte formand Ajit Pai holdt allerede før sin tiltræden ifølge The New York Times et langt møde med Sinclair-ledelsen, og han går i øvrigt ind for en omfattende deregulering. Reglerne har indtil nu forhindret, at en ejer af lokalstationer kan nå mere end 40 procent af de amerikanske husstande, men ifølge Politico har Pai allerede fundet et hul i dem, som gør det muligt for Trump-administrationen at tillade opkøbet.

Sinclair-udviklingen i USA er, hvad der kan ske, hvis den rene markedstænkning og drømme om et totalt ureguleret og frit medielandskab forsøges virkeliggjort. Det er skræmmende.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-19 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 23 gæster online