Mickey Mouse og Anders And kan godt lide at dominere

20. december 2017

Disney har købt størstedelen af Rupert Murdochs medierige. Det er blot den seneste i en lang stribe af handler, der samler magten over vores medieforbrug på stadig færre hænder. Det er foruroligende og farligt.

Rupert Murdoch er ikke længere, hvad han har været. Hans verdensomspændende medieimperium er – hvor mærkeligt det end lyder – ikke stort nok til at konkurrere på et mediemarked, hvor de meget større og langt stærkere gorillaer i Californien langsomt, men sikkert er i gang med at erobre verdensherredømmet. Den nu 86-årige australske opkomling er med et slag reduceret til en mindre betydende spiller i kampen om det globale underholdningsmarked.

Mickey Mouse og Anders And i form af The Walt Disney Company kom i sidste uge rullende henover Murdoch og købte langt størstedelen af hans mediekonglomerat for i alt 66,1 milliarder dollar (417 milliarder kroner).

I den verden bruger man ikke kontanter. Der er ikke indbetalt hundreder af milliarder kroner ved kasse et – det hele er foregået ved en aktiebytning: Aktionærerne i Murdochs 20th Century Fox ombytter simpelthen deres aktier til Disney-aktier i et aftalt forhold.

Hvis handelen bliver godkendt af de amerikanske konkurrencemyndigheder, rykker Murdoch ud af og Disney op i den lille amerikanske superliga af medievirksomheder, der tæller Apple, Google, Facebook, Amazon, Comcast og Netflix. Virksomheder, der tilsammen kommer til at dominere vores tv-sening og streaming, vores brug af internettet og sociale medier og de globale medie-pengestrømme.

Det varer ifølge amerikansk presse ikke længe, før Disney starter sin egen Netflix-lignende streaming-tjeneste. Og de gør det med et af verdens største filmarkiver i baghånden, inklusive Disneys seneste megasucces, den sidste Star Wars-film, der havde verdenspremiere kort før offentliggørelsen af milliardhandelen med Murdoch.

Nu kan Disney føje blockbusterne fra Murdoch til deres righoldige portefølje. Film- og serier som Avatar, X-men, The Simpsons og Modern Family. Disney overtager også Sky TV og Star TV i Indien, der når næsten 800 millioner husstande fordelt på over 100 lande.

Og i småtingsafdelingen en pæn del af National Geographic TV. Netflix, der har reddet på en bølge af fremgang, kan få det hårdt i fremtiden.

Monopolisering

Man behøver ikke at føle medlidenhed med Murdoch. Han har forøget sin personlige formue med et pænt antal milliarder og bevarer kontrollen med bl.a. Fox News, Fox Sports og sine aviser (som han selv klager over er dårlige forretninger).

Hans News Corporation vil fortsat have kontrollen over toneangivende store angelsaksiske aviser: The Wall Street Journal, New York Post, The Australian og The Times og The Sun i England. Rupert Murdoch har øget sin personlige formue ved at afgive kontrollen med næsten tre fjerdedele af sine medieforretninger, og Fox News er stadig en god forretning.

Selvom aviserne ikke er det, er de sammenlagt med Fox News fortsat et potent værktøj, når den gamle mediemoguls politiske præferencer skal plejes. Han var en ubestridt faktor i valget af Donald Trump som præsident og udfaldet af Brexit-afstemningen i Storbritannien sidste sommer.

Sidste uges milliardhandel er blot endnu et eksempel på, at der er blevet færre af de store i den globale medieindustri. En endnu større handel i den globale mediekrig er nu genstand for en retssag i USA, hvor justitsministeriet forsøger at blokere AT&T’s overtagelse af Time-Warner for det beskedne beløb af 85,4 milliarder dollar – 539 milliarder danske kroner.

Med Disney-Murdoch handelen har årets to store amerikanske potentielle mediehandler en værdi, der pænt overstiger det samlede danske statsbudget. Til sammenligning kan det nævnes, at den danske finanslov for indeværende år er på 685 milliarder kroner.

Da nogle få moguler i slutningen af forrige århundrede truede med totalt at monopolisere produktion og distribution af stål, olie og kul i USA, indførte den amerikanske kongres strenge antitrust-love, der brød monopolernes magt. Nu er den globale medieindustri på vej til at gøre det samme med film, tv, musik og netdistribution. Det er ikke bare foruroligende, det er også farligt.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-19 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 9 gæster online