Liberale værdikrigere sværger til trumpske metoder

27. december 2017

Der skal ikke meget til, før et medie dømmes ude som rødt. Kritik af et skatteudspil, en antydning af medmenneskelighed over for indvandrere, og der råbes fake news, hvorefter man rubriceres som venstreorienteret.

Jeg måtte pudse brillerne, da transportminister Ole Birk Olesen (LA) i september sammenlignede Morgenavisen Jyllands-Posten med det kommunistiske dagblad Land og Folk. Han rasede over forsidehistorien med overskriften »Løkkes skatteudspil gavner de vellønnede danskere mest«. Hvad var der sket med den avis, der før årtusindskiftet blev hånet som Morgenfascisten Jyllands-Pesten og i nullerne lavede Mohammed-tegninger og tordnede mod muslimerne?

Der skal ikke meget til for tiden: Et lille pip til forsvar for flygtninges rettigheder eller en antydning af medmenneskelighed over for indvandrere er nok til en øjeblikkelig rubricering som ’rød’. I Ole Birk Olesens univers omfatter farven alle, der ikke ubetinget deler hans ultraliberalisme. Han forlod engang Berlingske i protest mod avisens venstredrejning (!) og lavede sit eget netmedie 180 grader med Saxo Banks Lars Seiers penge som rygstød.

Når man kigger på medieåret 2017 er ovenstående lille episode et fingerpeg om, hvordan de to store borgerlige aviser i Danmark har skiftet kurs, efter at de begge skiftede chefredaktører. Jyllands-Posten ind mod midten, Berlingske længere ud mod højre.

Den stilfærdige østjyde Jacob Nybroe blev chefredaktør for JP i 2016. Han kom fra TV 2 Nyhederne, hvor man som på TV Avisen opdrages journalistisk til ikke at mene noget. Men siden han kom til, kan man i avisens ledende artikler og redigeringen af debatstoffet konstatere en stilfærdig udvikling væk fra den lettere hysteriske højrefløj og ind mod midten. En slags borgerlig ’ordentlighed’, der engang prægede de konservative og den desværre hensygnende del af Venstre, som populært kaldtes ’højskole-venstre’.

Berlingskes ansvarshavende chefredaktør siden 2015, Tom Jensen, er på overfladen en stilfærdig og venlig Thybo, men er en langt mere holdningspræget ideolog af typen ’handelshøjskole-venstre’. Han har skærpet Berlingskes værdipolitiske profil på ledersiden, men også på debat- og kultursiderne, hvor markante meningsmagere fra Gentofte-paradiset som ægteparret Rune og Eva Selsing og andre ikke blot ytrer meninger og holdninger, men også er begyndt at anmelde bøger og teater. Ideologien har bredt sig fra lederne til debat- og kulturstoffet.

Synlige kursændringer

Forandringerne i det borgerlige dagbladslandskab bliver mere og mere tydelige. Berlingske søger derhen, hvor avisen tror, de højborgerlige læsere er. Jyllands-Posten bliver mere jysk og bredtfavnende. De har for længst krydset hinanden i hver deres bestræbelser på at standse oplags- og omsætningsnedgangen. Berlingske mod højre, Jyllands-Posten mod midten.

Hvis man er på vej mod centrum, påkalder man sig de liberale værdipolitikeres vrede. De har i årevis tordnet mod DR’s påståede venstreorientering, og nu er turen kommet til de borgerlige aviser, der tillader sig at have en anden mening. Den pæne, engang radikale centrumavis Politiken har i årevis i borgerlige øjne været højrød, og mange politikere har som Ole Birk Olesen for længst lært den trumpske strategi om, at kritisk journalistik rubriceres som venstreorienteret og fake news.

I juni blev de to borgerlige avisers kursændring klart synlige. Da integrationsminister Inger Støjberg (V) blev afsløret for bevidst at overtræde loven i sagen om de såkaldte barnebrude, gik hendes spindoktorer i gang med en demagogisk afværgeoffensiv. Kritikere af Støjberg gik i virkeligheden ind for »barnebrude« og var dermed hallalhippier af værste skuffe! Berlingske overtog spinsynspunktet i en leder under overskriften »Tak til Støjberg« og betegnede et pinligt og afslørende samråd som »helt overflødigt«. JP’s leder »Støjberg på afveje« konkluderede, at ministeren var blevet grebet i en løgn og havde en ualmindelig dårlig sag.

Begge aviser bedriver kritisk journalistik, men på lederplads og i det omsiggribende og afsmittende debat- og blogunivers driver den ene mod højre, den anden mod centrum. Fra en tid, hvor stort set alle store aviser lignede hinanden til ukendelighed, arbejder alle på at være forskellige. Det i sig selv er da et fremskridt.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-19 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 16 gæster online