Legebørnene på 24syv har det godt, og det har højskolen på P1 også

16. marts 2018

P1 er størst og Radio24syv kæmper på syvende år for at nå sit lyttermål. Men tilsammen har de to kanaler fået os til at høre meget mere taleradio.

Godt seks år efter at Radio24syv gik i luften den 1. november 2011 nærmer kanalen sig sit oprindelige mål på et gennemsnit af 500.000 ugentlige lyttere. P1 – den anden landsdækkende talekanal – har øget sin føring på det sidste. Men det er kun tal. De betyder intet for indtjeningen, mest for selvforståelsen. Radio24syv får ligesom DR alle sine millioner fra licensen.

Radio24syv er blevet en succes. Og sammen med konkurrenten P1 har begge kanaler fået langt flere til at høre taleradio. Mere end 300.000 nye taleradiolyttere er kommet til siden begyndelsen.

Det eneste, både P1 og 24syv kun med begrænset held har haft succes med, er at kapre de unge lyttere. De foretrækker at høre musikradiokanaler eller bare musik. Taleradio er for andre aldergrupper: P1’s gennemsnitslytter er nu 60 år, Radio24syvs 55. Ikke just unge.

Når det går fint for Radio24syv, skyldes det primært, at stationen – ikke mindst med Den korte radioavis, debatprogrammer som Cordua og Steno, Det røde felt og Rushys roulette og en skærpelse af sin nyhedsprofil, har vundet indpas hos publikum. Nye kanaler kræver lang tid for at blive indarbejdede. For Radio24syv tog det fire-fem år.

Og for en gangs skyld er den enes brød ikke den andens død. P1 lever i bedste velgående. Lyttertallet dykkede kortvarigt da 24syv kom, men rettede sig hurtigt, og ikke mindst det sidste år har P1’s fremgang været markant. Profilen er skærpet med nye værter og nye formater.

P1’s formidable slagskib P1 Morgen er en stærk motor, det journalistiske baggrunds- og analyseprogram Orientering (som i disse år kan fejre 50-årsjubilæum) går frem og nye programmer som Slotsholmen, Kejser og korte serier som Selvmordstanker har hjulpet til.

Verdens eneste af sin slags

Det var DR’s totale dominans af den danske radiolytning – og måske også en borgerlig utilfredshed med, hvad man opfattede som P1’s lidt for kritiske journalistik, der førte til skabelsen af verdens eneste licensfinansierede ’private’ konkurrent til det licensfinansierede offentlige mediehus. Tanken opstod hos den nyudnævnte konservative kulturminister Per Stig Møller.

Kort efter sin tiltrædelse i februar 2010 lancerede han et projekt, der er blevet et fast holdepunkt i en halv million danskeres liv. Først blev det kaldt Radio Møller af en skeptisk dagspresse. Per Stig Møller lagde ikke skjul på, hvad formålet var: At bryde DR’s reelle monopol på klassiske public service-områder som nyheder, debat, kulturformidling og satire.

Han ville tage en frekvens (kaldet FM4) fra DR, flytte næsten en milliard licenskroner over i en ny kanal i otte år og bede det private mediemarked om at byde på den. Tre måneder efter Møllers tiltræden var projektet vedtaget i et smalt medieforlig. Venstrefløjen kæmpede imod projektet, så medieforliget i 2010 blev smalt og borgerligt: V, K, LA og DF. Radiokanalen blev gennemtrumfet.

Myriader af detaljerede regler

Et udvalgsforslag om en nyhedstaleradio blev foretrukket, og myriader af detaljerede regler blev opfundet: Præcise minutkrav til hver genre, hvor lidt der måtte genudsendes og krav til værts- og chefkompetencer. Så detaljerede regler, at JP/Politikens Hus trods et omfattende forarbejde afslog at byde i protest mod den politiske detailstyring. Flere medier, herunder Information og Fynske Medier, droppede også projektet.

Alene på podiet i den såkaldte skønhedskonkurrence efter at alle andre var væk, stod Berlingske Media og Artpeople A/S, hvis bud på Radio24syv blev kåret som vinder.

DR’s tidligere tv-direktør Jørgen Ramskov, blev direktør og, formanden for det udvalg, der havde udarbejdet ’Newstalk-radio’-forslaget, den tidligere chef på DR og BT, Suzanne Moll blev nyhedschef og to af de mest kreative, skæve hjerner fra DR2 og P1 blev hentet ind som programchefer: Mads Brügger og Mikael Bertelsen.

Ikke mindst de to sidstnævnte og ikke mindst Mads Brügger kom til at tegne kanalen. Kritikken regnede ned over kanalen, der blev kaldt »Tisvilde-vennernes legeplads«, fordi værterne tilsyneladende blev rekrutteret i en kreds, hvor radioerfaring eller journalistisk kunnen kom i anden række, mens tilhørsforholdet til en snæver kreds af københavnske eller nordsjællandske ungdomskulturcirkler kom i første.

Nyhedsformidlingen var i bedste fald tilstrækkelig videreformidling af telegramnyheder og klip fra den øvrige presse. Kravet om meget få genudsendelser førte til meget lange, direkte programmer, hvor økonomien ikke tillod længere forberedelsestid eller research. En god forklaring var, at kanalen ifølge reglerne skulle have markante værtsprofiler, der også frit kunne give udtryk for deres egne meninger. Det var så langt fra det ’klassiske’ P1, som det kunne komme. Der blev eksperimenteret vildt, og formater som kulturmagasinet AK 24syv og finansmagasinet Millionærklubben var forfriskende nyskabelser.

Ballademagernes tumleplads

Det var legebørnenes og ballademagernes kaotiske tumleplads. Et års tid efter begyndelsen gik det galt. I efteråret 2012, brød strukturen sammen. Den professionelle provokatør Mads Brügger var en god igangsætter, men ikke nogen teamplayer. Han blev fyret. Kort efter gik nyhedschef Suzanne Moll. Den påtvungne model med to chefredaktører – Moll og Ramskov – fungerede ikke.

32 dage efter sin fyring vendte Brügger tilbage i en lidt lavere funktion og – siger flere kilder – med en mere ydmyg tilgang til ledelsesarbejdet. Legepladsen blev til noget, der ligner en organisation. Simon Andersen, en kontroversiel, men indædt nyhedsjæger blev nyhedschef. Nu skulle 24syv grave egne nyheder frem – måske ikke altid de researchtunge, mere alvorlige gravehistorier som DR’s enorme nyhedsmuskel kunne producere, men skarptvinklede, tit skæve, hårdtslående nyhedshistorier.

Pludselig begyndte 24syv at levere nyheder, der blev citeret.

På P1, hvor alvoren og de indarbejdede koncepter stadig var i højsædet, gik det stille og roligt på overfladen. Men også her, virkede ’monopolbruddet’.

Sir Robin Day, en legendarisk skikkelse i britisk tv beskrev engang rammende virkningen af monopolbruddet: »De gamle lærte af de nye at komme op på mærkerne, og de nye lærte af de gamle at opføre sig ordentligt.«

P1 begyndte at eksperimentere lidt mere, værterne fik lidt friere hænder, og kanalen gjorde det, som økonomien ikke tillod 24syv at gøre: Producere kortere, gravende dokumentarer, lave kortere, tematiske serier, inddrage lytterne lidt mere og blive en anelse mere folkelig. Det gav lidt flere nye lyttere, og selv om de inkarnerede, ældre P1-lyttere blev lidt fornærmede, blev de dog trofast ved med at lytte.

Og så var der lige det med podcast.

Den voksende nye måde at høre radio på, hvor man selv bestemte hvad og hvornår, man ville lytte. Fremtidens radio, som ifølge sagens natur har en lidt yngre lytterskare. Problemet er her, at statistikkerne er usikre, og det fyger med alle mulige tilfældige tal som gør en sammenligning nærmest umulig. Men skal man tro en oversigt fra Gallups lokalradioindeks, så lytter i gennemsnit otte procent af danskerne til podcasts fra DR (ikke kun P1, men P1 er klart størst, hvis man ser bort fra Mads & Monopolet) – og 24syv-podcasts lyttes i snit af fem procent.

Så med lidt god vilje kan man godt påstå, at Radio24syv også på dette område er en succes. Legebørnene har det godt, og højskolen på P1 har det også godt. Eksperimentet lykkedes.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-18 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 32 gæster online