LEDER

Den borgerlige massakre på DR handler om skattelettelser

17. marts 2018

Udover et rent hævntogt fra Dansk Folkepartis side mod et DR, der har optrådt arrogant og bekræftet partiet i dets opfattelse af DR som en del af det kulturradikale, elitære københavnerparnas, handler det om skattelettelser.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) var den eneste, der talte rent, da han sammen med finansminister Kristian Jensen (V), DF’s Peter Skaarup og en totalt detroniseret kulturminister Mette Bock (LA) fredag præsenterede regeringsflertallets aftale om at skære Danmarks Radios budget med omkring 700 millioner kroner – eller 20 procent.

Alle de andre talte som sprogblomstrende spindoktorer ved uendeligt at blive ved med at beskrive massakren på DR som »en fokusering« og brugte ord som »en gevinst for danskerne« og »effektivisering«. Men Mikkelsen betegnede aftalen som »en skattelettelse«. Det er i virkeligheden det, det handler om. Udover et rent hævntogt fra Dansk Folkepartis side mod et DR, der har optrådt arrogant og bekræftet partiet i dets opfattelse af DR som en del af det kulturradikale, elitære københavnerparnas.

Aftalen indeholder som ventet en afskaffelse af licensen og en finansiering af public service allerede fra 2019 over finansloven. En beslutning, som en stor del af befolkningen formentlig, uden at spekulere over konsekvenserne, vil hilse velkommen. Den årlige opkrævning af 2.450 kroner (inklusive 500 kroner i moms) erstattes af en mere socialt retfærdig, mindre skatteforhøjelse.

Når aftalen helt korrekt kan kaldes en skattelettelse, skyldes det, at størstedelen af de sparede DR-kroner forsvinder ind i statskassen for at kompensere for den moms, som staten mister ved at afskaffe licensen.

100 millioner af de sparede penge vil komme pensionisterne til gode, og to procent – ca. 75 millioner kroner – vil blive »tilført de kommende medieforhandlinger«. Hvem de kommer til gode, nu hvor alle står i kø – inklusive mange nye medier – er svært at gennemskue, men det endelige resultat er, at medieordførerne – herunder Venstres Britt Bager – må vinke farvel til de våde drømme om en ny, kæmpestor public service-pulje. Og Socialdemokratiets krav, om at besparelserne i DR skal bruges til public service-indhold andre steder i Danmark, er blevet afvist.

Regeringsflertallets aftale er nemlig ikke et »udspil«. Det er et diktat og en benhård forudsætning for at være med i de kommende medieforhandlinger. Et spinkelt flertal i Folketinget har med aftalen udvidet blokpolitikken til også at omfatte mediepolitikken. Magten har talt. Det borgerlige opgør med Danmarks Radio er indtil videre bragt sejrrigt på plads.

Aftalen må efterlade kulturminister Mette Bock med en mærkelig smag i munden. På det tv-transmitterede korte pressemøde foran døren til finansministeriet var hun den loyale, men totalt ydmygede minister. Det er første gang, en central mediepolitisk aftale ikke er blevet annonceret af en kulturminister på hjemmebane i sit eget ministerium.

Hun var stort set tilskuer til en aftale, truffet i Finansministeriet og i ledelsen af Dansk Folkeparti, der her har vundet endnu en markant politisk sejr. Mette Bock blev reduceret til en bifigur, som så kan sidde for bordenden, når de mindre betydende detaljer skal forhandles. Det er svært at få indflydelse på et regnestykke, når facit er mejslet i sten på forhånd. Så kan man kun hygge sig med mellemregningerne.

Men det bliver ikke den store udfordring, fordi det ser slet ikke ud til, at oppositionen kommer med ved bordet. Med mindre der sker uventede ændringer, vil det kommende medieforlig blive indgået uden Socialdemokratiet, SF og De Radikale, som alle har afvist at være med til en så stor beskæring af DR. Mon ikke vi tør gætte på at Enhedslisten og Alternativet betakker sig?

Den blodige nedskæring af DR er, som det så smukt hedder, en »ramme«. »DR skal bare være et fyrtårn,« siger kulturministeren. Bare et mindre fyrtårn. Hun glemte at tilføje, at et mindre fyrtårn mister rækkevidden og efterlader et frådende og risikofyldt mediehav, hvor truslerne mod dansk indhold og dansk journalistik ikke kommer fra DR, men fra udenlandske giganter som Google, Facebook og Amazon, som i dag må gnide sig i hænderne ved tanken om fortsat fri sejlads på et endnu mere gæstfrit dansk marked.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-18 Jensen Media
All rights reserved