Både medier og magt holder til i hovedstaden. Det kan parti- og symbolpolitik næppe ændre på

4. april 2018

Signalerne fra regeringsflertallet er klart: Medierne uden for København skal styrkes. Men hovedstaden er hovedstaden, og det er der, politikere, chefer og mange andre af mediernes kilder befinder sig. Det er næsten en naturlov, som parti- og symbolpolitik næppe kan ændre.

Da socialdemokraten Benny Engelbrecht i januar 2017 krævede Radio24syv flyttet til »provinsen«, som han udtrykte det, rykkede radiostationens morgenhold til Sønderborg, hvor redaktionen blandt andet interviewede Engelbrecht. Det foregik telefonisk. Engelbrecht var i København.

Episoden genopfriskes gerne på Radio24syv i disse dage, hvor kravet om en tvangsflytning igen trækker overskrifter. Radio24syvs programchef Mads Brügger bad dengang på Twitter Engelbrecht om at droppe »den gustne, letkøbte provinspopulisme og det opportunistiske københavnerhad«.

I disse dage kunne man fristes til at anvende Brüggers karakteristik, når regeringen flytter snesevis af hele, halve eller kvarte statslige organisationer fra hovedstadsområdet til det, som af ukorrekte københavnere blev kaldt Udkantsdanmark, Vandkantsdanmark eller provinsen. Statsministeren kalder det Produktionsdanmark. Det er den del af landet, hvor hans parti har mistet tusinder af stemmer, og hvor støttepartiet Dansk Folkeparti vil fastholde deres.

I påsken begyndte medierne for alvor at interessere sig for problematikken. Graver regeringen og DF kunstige grøfter? Spørgsmålet blev debatteret i DR2’s Deadline. »Venstre taber stemmer i Storkøbenhavn,« meddelte Berlingske på forsiden langfredag, og påskedag var tophistorien, at fire V-borgmestre i hovedstaden ønsker en minister for hovedstaden.

Radio24syv-værten, den politiske kommentator og venstremand Jarl Cordua påkaldte sig partitoppens vrede, da han sagde, at »Venstre har udviklet sig til et parti, som kun gavner jyderne og intet har at tilbyde hovedstadens vælgere«.

Det var næppe Corduas lige venstre, der gav anledning til skærtorsdags store, men gamle medienyhed. Med vanlig effektiv sans for at udnytte feriedagenes mediesult proklamerede Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, at partiet ville flytte Radio24syv til Aarhus. Det stod for resten i partiets mediepolitiske udspil fra foråret 2016, men nyheden blev en nyhed, fordi det ikke længere var et ønske, men et krav til medieforhandlingerne.

Socialdemokraterne, der efterhånden ikke kan se et krav fra DF uden at tilslutte sig det, meddelte via medieordfører Mogens Jensen, at de støtter kravet. Det er måske lige meget, hvad han og hans parti mener, fordi det bliver mere og mere tvivlsomt, om Socialdemokratiet overhovedet kommer med ved forhandlingsbordet.

Jylland uden 24syv

Nu kan politikerne slet ikke flytte Radio24syv til Aarhus. De kan gøre det til en af betingelserne, når kanalen skal i udbud, når dens koncessionsperiode udløber i slutningen af 2019. Kanalen hedder FM4. Berlingske og ArtPeople, der i fællesskab ejer navnet, er ikke varme på tanken om en flytning.

Berlingskes fremtidsplaner omfatter ikke Jylland, og radiodirektør og chefredaktør, Jørgen Ramskov, er dybt skeptisk. Hvis kanalen i fremtiden skal drives fra Aarhus, bliver det en helt anden radio, siger han. Underforstået, at så bliver det næppe med ham som chef eller Berlingske People som ejer.

Måske står en anden meget sulten mediekoncern med base vest for hovedstaden klar til at tage over? Knap 100 millioner skattekroner er altid rare at få. Signalerne fra regeringsflertallet er klart: Medierne uden for København skal styrkes. Kulturministeren taler om balance. DR skal styrke provinsdækningen, står der også i Dansk Folkepartis medieudspil. Det er næppe her, DR får lov til at hente den nedskårede femtedel.

Taleradio bygger af økonomiske og professionelle grunde i høj grad på direkte udsendelser med levende gæster i studiet. Mange af dem kommer fra hovedstadsområdet, hvor en tredjedel af befolkningen og magten, politikerne og organisationerne bor. Så uanset, hvor den privat drevne, men statsligt finansierede taleradio officielt kommer til at bo, så vil man nok blive inspireret af TV 2.

Officielt skal TV 2 bo i Odense, men nyhedskanalen, alle nichekanalerne og tv2.dk ligger i København, hvor flertallet af chefer og medarbejdere bor. Hovedstaden er hovedstaden. Det er næsten en naturlov, som parti- og symbolpolitik næppe kan ændre. Man kan ikke få vand til at løbe opad.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-18 Jensen Media
All rights reserved