»Hvis sådan noget som Pentagonpapirerne blev offentliggjort i dag, hvem ville så tro på de medier, som gjorde det?«

5. april 2018

Kløften mellem magthavernes ord og deres handlinger blev med Pentagonpapirerne dybere og bredere end nogensinde før i USA’s historie. Pentagonpapirerne, som Spielbergs film handler om, er begyndelsen på en historie om den dalende tillid mellem regering, medier og befolkning.

I den ultimative scene i Steven Spielbergs film The Post står The Washington Posts øverste chef og ejer Katharine Graham foran en afgørende beslutning: Skal hun give sin chefredaktør Ben Bradlee grønt lys til at bringe historien om de hemmelige Pentagonpapirer, som en domstol netop har forbudt konkurrenten The New York Times at skrive mere om?

Hun er en del af den magtelite, som nu forsøger at forhindre offentliggørelsen. Hun er opdraget til dyb og patriotisk tillid til magtens institutioner. Hun risikerer fængsel og sin avis’ økonomiske overlevelse.

Men hun har også lyttet til sin far, avisens mangeårige ejer, Eugene Meyer, og sin afdøde mand og tidligere avischef, Philip Graham, der begge troede på principperne om avisens journalistiske uafhængighed og pligt til at gå magten kritisk efter i sømmene.

Advokaterne og de andre direktører er imod. Chefredaktør Ben Bradlee og redaktionen kræver et ja. Umiddelbart før deadline giver hun grønt lys.

Grahams beslutning var en vigtig del af et monumentalt og historisk skift i forholdet mellem regeringen og medierne og et brud på borgernes tillid til regeringen, da Højesteret et par uger efter gav hende og ikke mindst The New York Times medhold. Og tilføjede Nixonadministrationen et sviende nederlag.

Tillidstabet og Trumps krig mod medierne

Siden den junidag i 1971 er tilliden til både medier og magthavere langsomt blevet mindre og mindre. Mens Nixons efterfølgere i mere end fyrre år tøvende og ikke uden sværdslag har accepteret mediernes uafhængige rolle som kritisk vagthund, har Donald Trump som den første præsident siden Nixon åbent erklæret krig mod adskillige medier. Herunder og i særdeleshed The Washington Post og The New York Times.

»Jeg hensank i dyb melankoli, da jeg havde set filmen The Post,« skrev klummisten Daniel P. Finney den 17. januar i sin avis, The Des Moines Register.

»Melankolien kom efter, at præsident Donald Trump i onsdags tweetede om sin plan om at uddele Fake News Awards. Jeg sad tilbage med et skrækindjagende spørgsmål: Hvis dokumenter så afslørende, betydningsfulde og skadelige som Pentagonpapirerne blev offentliggjort af et nyhedsmedie i dag, ville nogen så tro på os?«

I dag er tilliden til medier og magthavere lavere end nogensinde før. Ifølge Pew Research Center tror kun 11 procent af republikanerne og 34 procent af demokraterne i USA på de nationale nyhedsmedier. Kun 18 procent af amerikanerne stoler helt eller delvist på regeringen. Da Pentagonpapirerne blev offentliggjort havde mere end halvdelen af amerikanerne tillid til regeringen.

Richard Nixons stabschef Bob Haldeman var klar over, hvad offentliggørelsen betød. Da The New York Times bragte historien sagde han til Nixon:

»Som følge af dette hurlumhej står det helt klart, at man ikke længere kan stole på regeringen, man tror ikke længere på, hvad den siger, og troen på vores dømmekraft er væk. Den indbyggede tro på præsidentens ufejlbarlighed, som har været bredt accepteret i Amerika, er blevet alvorligt skadet af dette.«

Da tillidskløften blev bredere og dybere

The New York Times indledte offentliggørelsen af den mere end 7.000 sider store forskningsrapport The Pentagon Papers den 13. juni 1971. Den beskrev USA’s lange, komplicerede og løgnbefængte vej ind i Vietnamkrigens morads. Bestilt af en dybt bekymret forsvarsminister Robert McNamara fire år i forvejen kortlagde rapporten usentimentalt, hvordan regeringen i årtier havde tilsidesat hundreder af advarsler, negligeret kendsgerninger og offentligt løjet for offentligheden om krigen.

Da papirerne kom frem i lyset var næsten 40.000 amerikanere, 95.000 franskmænd og mere end to millioner vietnameserne døde i krigen. For første gang stod det for alvor klart, at regeringen under fem præsidenter – Harry Truman, Dwight D. Eisenhower, John F. Kennedy, Lyndon B. Johnson og Richard Nixon – havde ført amerikanerne bag lyset. Kløften mellem det, magthaverne sagde, og det, de gjorde, blev med Pentagonpapirerne dybere og bredere end nogensinde før i USA’s historie.

Mistilliden havde da luret i nogle år. To år før – i 1969 – afslørede journalisten Seymour Hersh i The New York Times den ellers hemmeligholdte My Lai-massakre, hvor amerikanske soldater dræbte hundreder af civile vietnamesere. Andre Vietnamreportere dokumenterede, at krigen gik dårligt, selvom generalerne og regeringen hævdede det modsatte.

Vietnamprotestbevægelsen var i de foregående år vokset, men fik efter offentliggørelsen af Pentagonpapirerne langt større udbredelse. Det handlede ikke længere kun om Vietnam, men blev til en voksende mistillid til landets folkevalgte ledere.

Tillidskløften er aldrig siden blevet overvundet. Væksten i forbundsregeringens omfang og styrke gjorde det sværere at bygge bro over kløften. Richard Nixon blev den sidste egentlige Washington-insider i Det Hvide Hus. De fleste af hans efterfølgere, Jimmy Carter, Ronald Reagan, Bill Clinton, George W. Bush og til en vis grad Barack Obama var outsidere og vandt, fordi de var det.

Vendepunktet var Vietnam, Pentagonpapirerne og Watergateskandalen. Mistilliden til magthaverne i Washington blev større og større og kulminerede i november 2016, da den ultimative outsider, Donald Trump, vandt valget.

En højesteretskendelse af historisk betydning

Filmen The Post er primært opbygget om en klassisk dramaturgisk aktantmodel med to helte, Katharine Graham og Benjamin Bradlee, og deres kamp mod fjenderne i magtens centrum. Selvom filmen er ganske omhyggelig med at holde sig tæt til den virkelige historie, er avisens journalistiske indsats i virkeligheden lokalavisen The Washington Posts desperate og delvist succesrige forsøg på at matche storebror og ærkerival The New York Times’ solohistorie om Pentagonpapirerne.

På The New York Times har der lydt kritiske røster, fordi filmen nærmest tildeler avisen en birolle. Men The Times valgte at følge fogedforbuddet, mens The Post valgte at trodse det. Begge aviser fremtvang den historiske højesteretskendelse, der med stemmerne 6-3 afviste forbudskendelsen og tildelte Nixonadministrationen et sviende nederlag. Højesteret fastslog, at forhåndscensur (prior restraint) er forfatningsstridig, og at pressen har »et overordnet ansvar og en pligt til at forhindre regeringen i at mislede folket«, som højesteretsdommer Hugo Black udtrykte det den 30. juni 1971.

The New York Times, ikke The Washington Post, vandt året efter Pulitzerprisen for afsløringen af Pentagonpapirerne.

Katharine Graham fremhæver i sine erindringer, Personal History, hvordan Pentagonpapirerne fik afgørende betydning for hende selv og hendes avis:

»Offentliggørelsen af Pentagonpapirerne gjorde fremtidige beslutninger lettere. Først og fremmest forberedte den os – og på ulykkelig vis også Richard Nixon – på Watergate.«

Et år efter sejren i Højesteret sendte Ben Bradlee to unge reportere, Bob Woodward og Carl Bernstein ud for at dække et retsmøde i forbindelse med et tilsyneladende banalt indbrud i Det Demokratiske Partis hovedkvarter i Watergatebygningen i Washington. Et par år efter forlod Richard Nixon Det Hvide Hus i vanære og The Washington Post opnåede den samme status som The New York Times som en af denne verdens mest respekterede – og magtfulde – aviser.

Regeringens hemmelighedskræmmeri fortsætter

Dana Priest, der i årevis dækkede national sikkerhed for The Washington Post, skrev i 2016 en artikel i Columbia Journalism Review med titlen »Betød Pentagonpapirerne noget?« Hun gennemgik en række af de store, næsten tilsvarende afsløringer i nyere tid.

Wikileaks’ offentliggørelse af tusinder af klassificerede e-mails, dokumenter om og videoer fra bl.a. Irakkrigen og whistlebloweren Edward Snowdens afsløringer af amerikansk overvågning af både personer, organisationer og udenlandske toppolitikere. Hertil kommer hendes eget arbejde med The Washington Posts afsløringer af CIA’s hemmelige fængsler og fangetransporter.

Hun beskriver kampen mellem medierne og regeringen som intens. Efterretningstjenesterne og militæret gør deres yderste for at »overtale« journalister til at holde oplysninger tilbage. Journalister overvåges og aflyttes. I stigende grad under Obama-administrationen.

Krigen mod terror har varet i næsten sytten år, og »regeringens omfattende hemmelighedskræmmeri har ikke ændret sig siden Pentagonpapirerne. Tværtimod«, skriver Dana Priest, der fastslår højesteretskendelsens helt afgørende og varige betydning. Det var med den i hånden, at The New York Times besluttede at offentliggøre Snowdens afsløringer. Kendelsen havde »enorm betydning« for Priest og hendes kollegers arbejde med at afsløre CIA’s hemmelige fængsler.

Offentliggørelsen af Pentagonpapirerne og Højesterets kendelse fra 1971 »er i dag det mest magtfulde juridiske og moralske våben i de amerikanske mediers kamp mod regeringens hemmelighedskræmmeri«, skriver Dana Priest og fortsætter: »Mens Storbritannien og de fleste andre lande fastholder retten til på forhånd at censurere nyhederne, fjernede den amerikanske højesteret den ret en gang for alle i 1971.«

Men glæden og stoltheden over Pentagonpapirernes journalistiske, juridiske og moralske betydning – og den nødvendige eftertænksomhed, som den nye Spielbergfilm har aktualiseret – overskygger ikke den bekymring over det dobbelte tillidstab, som kommentator David Finney på The Des Moines Register oplevede, da han så slutteksterne rulle hen over lærredet:

»Donald Trump har kaldt nyhedsmedierne for ’folkets fjender’, og nu truer han reportere og kommentatorer, som han ikke kan lide. Det er det mest rystende angreb på den forfatningssikrede pressefrihed siden Nixon’,« skriver David Finney, som slutter sin triste refleksion med at gentage sit spørgsmål:

»Hvis noget, der ligner Pentagonpapirerne, kom frem i dag, vil sandheden blive hørt og føre til handling i en tid, hvor folk ikke bare forventer, at regeringen lyver, men heller ikke stoler på nyhedsmedierne? Jeg er ikke sikker på, at jeg ønsker at høre svaret.«

USA og verden er ikke som i 1971. Massemedier er blevet til en hel masse medier. De største af dem er sociale, på nettet, amerikanske og uden redaktionel journalistisk kontrol. Svaret på Finneys spørgsmål er formentlig, at der stadig er store journalistiske medier, som fortsat afslører magtens ubehagelige hemmeligheder.

De største og mest ubekvemme historier kan – ikke mindst på grund af højesteretskendelsen – ikke undertrykkes på forhånd. Og de har en effekt. Det er nok derfor, præsident Donald Trump så hadefuldt tweeter imod medierne næsten hver morgen.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-18 Jensen Media
All rights reserved