LEDER

Regeringen lægger op til en liberalistisk, værdipolitisk disruption af danske medier

6. april 2018

Uanset hvordan man vender og drejer regeringens medieudspil, er det en nedskæringsplan.

At læse regeringens udspil til de kommende medieforhandlinger – og høre en synligt selvtilfreds kulturminister præsentere det og besvare spørgsmål – efterlader et overordnet indtryk af rendyrket liberal værdipolitik og en lang række spørgsmål.

Udspillet med den sloganagtige titel Nye medier, nye vaner, nye tider kan bedst beskrives som disruptivt. Man fornemmer både ved læsning og lytning af ministerens ord, at når der skæres over det hele, vil der næsten som en naturlov opstå nye tanker, nyt, bedre og mere indhold.

Det gælder næsten over hele linjen.

Den vedtagne 20 procents nedskæring af DR kan der ikke rokkes ved, men i udspillet skæres FM4 – for tiden kendt som Radio24syv – med intet mindre end en tredjedel, TV 2-regionerne skal over den kommende femårsperiode bløde med en årlig to procents nedskæring – og det gælder tydeligvis også de trykte aviser, hvis støtte tydeligvis skal reduceres for at skaffe penge til en seksdobling af den public service-pulje, som tilsyneladende skal løse de fleste problemer i det danske medielandskab.

Man fornemmer, at de mange penge skal gå til nye digitale medier, men det er ikke problematiseret, at en klar forudsætning for overhovedet at få penge fra puljen er, at man kommer med halvdelen af beløbet selv. Det vil si adskillige nye medier fra.

Uanset hvordan man vender og drejer udspillet, er det en nedskæringsplan. Eneste lille lyspunkt er, at digitale nyhedsmedier vil blive fritaget for moms. Men det skal jo også finansieres, ligesom den momsmilliard, der kommer til at mangle, når licensen afskaffes.

Udspillet løfter også sløret for, hvor DR ikke må spare.

Tværtimod skal kvaliteten af nyheder og aktualitet, kultur, børn og unge, uddannelse og læring og den regionale dækning skærpes. Ligesom udspillet kræver alt DR-indhold, inklusive arkivet, digitaliseret og stillet til rådighed for borgerne. Alene rettighedsclearing og ikke mindst digitalisering kan nemt løbe op i hundreder af millioner kroner i ekstraomkostninger.

På langt sigt er formålet klart: Offentligt ejede eller finansierede public service-medier skal i stigende grad kommercialiseres. Radio24syv skal både have lov at sende musik og reklamer. Farvel, taleradio.

40 procent af TV 2-aktierne skal sælges – men det er kun en start, endemålet er en endelig 100 procents privatisering. Der skal udbydes en ny digital kulturel radiokanal og en ditto tv-kanal med statsstøtte. Måske også med reklamer. Det er liberal værdipolitik, så det batter, og selv om Dansk Folkeparti ikke kan lide hverken Radio24syv- eller TV 2-regionsnedskæringerne, skal det nok blive forhandlet på plads. Måske en minimal nedskæring, reklamefrihed og så en flytning til Aarhus?

Da finansminister Kristian Jensen (V) og Dansk Folkepartis Peter Skaarup annoncerede forliget om DR’s budget og afskaffelsen af licensen, var rammerne for det hele sat. Medie- og kulturpolitikken kom i anden række. Først skulle pengene på plads. Ingen var i tvivl om, at Kulturministeriet og dets minister stod i anden række.

Man begyndte ikke med en tilbundsgående diskussion om medierne, og man ignorerede de reelle trusler mod danske medier, der kommer udefra, ikke indefra. Pengene var vigtigst. På den baggrund kunne medieordførere og kulturministeren strikke et udspil sammen, der blev præsenteret som noget historisk, men næppe er det.

Landets største parti, Socialdemokratiet, står i et dilemma. Spørgsmålet er, om socialdemokraterne som et såkaldt ansvarligt parti vil gå med i forhandlingerne, der uanset det endelige udfald ender med en stor reduktion af både indhold og kvalitet, selv om nye, digitale medier – og måske lokale og regionale medier, inklusive distriktsbladene – får en lille saltvandsindsprøjning.

En seksdobling af public service-puljen burde ikke være nok til, at Socialdemokratiets top og medieordfører Mogens Jensen accepterer finansministeren og DF’s diktat om, at en accept af den økonomiske ramme er adgangsbilletten til forhandlingerne.

Hvis socialdemokraterne gør det, blåstempler de en liberalistisk, værdipolitisk disruption af danske medier. Ikke bare af public service, men også af den publicisme, som er en grundsten i både private og offentlige medier.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-18 Jensen Media
All rights reserved