Verdensrevolutionen måtte vente

3. maj 2018

Lasse Jensen tog til Paris i foråret 1968 for at berette om Vietnam-fredsforhandlingerne. Istedet blev det en anden slags krig, han kom til at stå midt i.

Maj ’68. Jeg var 21, læretiden på Middelfart Venstreblad var næsten forbi, og jeg ville bare til Paris.

Jeg ville øve mig til mit kommende job på Ritzaus udenrigsredaktion.

Jeg ville til Vietnam og dække krigen, så hvorfor ikke skrive om de første fredsforhandlinger, som netop skulle indledes i Paris. Og så havde jeg læst noget om et begyndende studenteroprør. Og så var der lige den dejlige kvinde fra Vestfyn, der lige var rejst til Paris for at blive au pair.

Mange drifter rev i mig, da jeg stillede mig op ved hovedvej 1 ved Lillebæltsbroen og vendte tommelfingeren i vejret.

Jeg havde opsparet en måneds ferie og var på vej til en lille atelierlejlighed midt i Latinerkvarteret, som min fars kammerat, maleren Richard Mortensen generøst havde stillet til rådighed.

To døgn og ni biler senere stod jeg i lejligheden, bogstaveligt talt et stenkast fra det besatte Sorbonne-universitet. Det kunne ikke være bedre. Højt til loftet, billeder overalt. En kæmpe dobbeltseng med tilhørende badeværelse på en hems.

Det var første gang i mit liv, jeg var i Paris. Og første gang jeg så et bidet. Baguettes, smør, ost og en flaske billig rødvin fra den lokale butik. Solen skinnede, jeg fik mit pressekort på det Vietnampressecenter, som den franske regering havde indrettet.

Nu skulle der skrives. Om Vietnam, troede jeg. Indtil tåregassen begyndte at sive ind i lejligheden.

Efter et par dages nyheds- og nytteløse Vietnamforhandlinger (de kom til at vare i fem år) begyndte studenteroprøret at ligne en borgerkrig. Der blev bygget barrikader, væltet biler og kastet med sten. Og jeg stod midt i det.

Med metroen væk fra krigen

Det var første – men ikke sidste – gang, jeg stod midt i en voldelig konflikt, og jeg husker tåregassen og de frygtede hjelmklædte sikkerhedstropper fra CRS, Corps Républicaines de Sécurité. De republikanske sikkerhedssoldater boede i kaserner og blev rekrutteret langt fra Paris.

Nogle kaldte dem borgerkrigssoldater, og de var ualmindeligt forhadte blandt de oprørske studenter, som taktfast råbte »CRS-SS, CRS-SS«. De var overalt i Latinerkvarteret, kampklædte og kamplystne. Der var en isoleret krigsstemning, der forsvandt, når jeg – som alle de andre journalister – tog metroen til regeringens luksuriøse Vietnam-pressecenter på Champs-Élysées for at skrive om oprør, tåregas, stenkast og vold.

Her på højre Seine-bred gik livet uanfægtet videre. Uden for Latinerkvarteret var forårets Paris fredeligt, upåvirket og charmerende, mens platantræerne blomstrede.

Informations bryske og begavede Pariskorrespondent, Niels Ufer, havde taget mig under sine vinger og hjalp mig med kontakter og det franske. Han var klog nok til altid at sikre sig, at der var flugtveje, når vi sammen i behørig afstand iagttog den eskalerende vold.

En aften begyndte politisoldaterne at vise aggressiv interesse for vores lille gruppe af journalister og studerende. Vi flygtede ind i en lille, tilrøget bar i Rue des Beaux-Art i sjette arrondissement (som vistnok hed Le Petit Bar), som derefter blev blokeret af snesevis af truende CRS-folk. Hvis nogen af gæsterne vovede sig udenfor, fik de bank med politisoldaternes lange knipler og derefter slæbt med på stationen.

Baren var tilflugts- og vandingssted for nogle af studenterlederne og derfor også for journalister.

Her introducerede Niels Ufer mig til en 39-årig rund, meget talende og gestikulerende fynbo med busket hvalros-overskæg, som var leder af den nyoprettede redaktion, der med nyheds- og debatprogrammet Orientering for første gang i DR’s historie skulle konkurrere med den officielle radioavis i en slags journalistisk ungdomsoprør.

Tiden var simpelthen moden til opgør med eller oprør mod den ældre generations systemer og normer.

Fynboen snakkede flydende fransk, hans analyser var knivskarpe, og han var langt mere bange end nogen af os andre. Han hed Jørgen Schleimann, og var mindre end to år efter blevet min første chef på radioen.

Han indrømmede senere, at han elskede konflikter. De var en drivkraft i hans liv, bare han ikke selv fysisk var for tæt på de mere voldelige af slagsen. Til gengæld livede han kendeligt op, når konflikterne var verbale eller politiske. Den evne bevarede han på sine mange senere chefposter: For Radioavisen, Weekendavisen, det nyoprettede TV 2 og sidst, men meget kortvarigt som chefredaktør for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Da kommunisterne forrådte studenterne

Hvis der var noget tilbage af min barndoms og tidlige ungdoms kommunisme, forsvandt den helt, da jeg en aften sad i Sorbonne-universitetets store sal, hvor formanden for den store kommunistiske fagorganisation CGT, Georges Séguy, skulle møde de oprørske studenter.

Forinden havde en større gruppe studenter forsøgt at solidarisere sig med strejkende arbejdere, der havde besat Renault-fabrikkerne i Clignancourt. Arbejderne havde nægtet dem adgang. Temaet for debataftenen var solidaritet.

Bølgerne gik højt, og da Georges Séguy foragtende og arrogant afviste studenterlederne Jacques Sauvageot, Alain Geismar og Daniel Cohn-Bendit – kaldet ’Røde Danny’ – med ordene: »Hvem er de? Andet end forkælede borgerdyr«, kogte salen af vrede. Ikke nok med, at de dag efter dag havde fået bank af politiet, nu fik de verbale øretæver af fagbevægelsen og kommunisterne.

Den kommunistiske avis l’Humanité – som på det tidspunkt var Frankrigs største – var udpræget kølig i sin holdning til studenterne. Oppe på redaktionen mødte jeg den berømte australske kommunistiske journalist Wilfred Burchett, der boede i Nordvietnam og som den første havde dækket Vietnamkrigen fra partisansiden.

»Forskellen mellem oprørske studenter her i Paris og dem i USA er, at her er oprøret primært rettet mod et stift, småborgerligt universitetssystem. I USA er kampen mod professorvældet og forældregenerationen helt anderledes og mere politisk slagkraftigt, fordi det er koblet sammen med protesterne mod Vietnamkrigen. De amerikanske studenter er vidner til, at snesevis fra deres generation dør hver dag i Indokina. Her i Paris er risikoen bare, at de får bank.«

Séguy var toppen af et system, der slet ikke forstod, hvad de var oppe imod. Noget, som hverken passede ind i det borgerlige, etablerede magtapparat eller i den lige så etablerede, forstenede fagbevægelse, der i Frankrig var domineret af kommunisterne.

Begge magtapparater blev anfægtet, selv om de reelt ikke blev truede. Men fagbevægelsen forstod til gengæld at udnytte situationen til egen fordel. De strejkede, truede med generalstrejke og fik lønforhøjelser på op til 35 procent.

Da oprøret blev til studiekredse

Oprøret ebbede hurtigt ud. Studenternes oprør blev til studiekredse om marxisme, Herbert Marcuse og Jean-Paul Sartre. Råbene forstummede, men murene i Latinerkvarteret talte videre, påmalet og tilklistret med paroler og plakater. Ordene afløste barrikadebyggeri og molotovcocktails.

Lige før jeg tog hjem, gik kommunalarbejderne og vaskede plakaterne ned. Det var så den revolution, tænkte jeg. Den havde givet arbejderne bedre lønninger, havde rystet nationen og præsident de Gaulle, som hurtigt udskrev valg og kom styrket ud af krisen. Sorbonne og universitetet i forstaden Nanterre, hvor oprøret var begyndt i april, vendte tilbage til normaltilstanden.

Sommerferien stod for døren. De fleste studenter var taget på sommerferie.

Jeg havde besøgt kunstfakultetet på Sorbonne og set massefabrikationen af plakater. Nu blev de vasket ned fra murene.

»Det er forbudt at forbyde,« stod der, side om side med det kritisk-selverkendende »Vi er alle tyske jøder«.

Studenternes blad L’Enrage prædikede en sær, men politisk upraktisk blanding af socialisme, kommunisme, anarkisme, trotskisme, vrede og kærlighed.

»Vi er alle uønskede« stod der på en mur.

Det var i juni, og studenterne var allerede trætte af at lave revolution. Niels Ufer havde advaret mig allerede den dramatiske nat på Le Petit Bar i maj om, at kampen blev et mål i sig selv for studenterne. Jo mere statsmagten slår ned, jo mere attraktivt bliver det at gå på barrikaden. Ideerne drukner i vreden.

Jeg husker samtalen, men rekonstruerer ordene når jeg i dag, 50 år efter, læser hans tekster i arkivet.

Vreden og kærligheden

Studenteroprørene blev kaldt Les Enrages. Jeg havde set vreden, men også i den grad mærket kærligheden og den frigørelse fra efterkrigstidens patriarkalske borgerlige normer og regler, som måske var Parisoprørets mest langtidsholdbare budskab.

»Omfavn din kæreste uden at slippe dit gevær« var et fedt slogan.

Kort før min hjemrejse omtalte en fransk veninde med ærefrygt oprørerne som »les ancien combattants« – gamle krigere. Veteranerne. De, der er reserveret særlige pladser til i metroen og busserne.

Jeg skrev en artikel til Politiken i juli 1968, hvor jeg – med oplevelserne fra Paris stadig friske – konkluderede, at »de gamle krigere vil engang fortælle deres børn om deres revolution, når de sidder som veletablerede spidsborgere i det (gaullistiske?) samfund.

For de franske studenter er en overklasse. Kun seks procent af dem er arbejderbørn. Over halvdelen fra overklassen (…) Det politiske sigte med studenteroprøret var og er uklart. Kun en ting står fast: Opgøret med de forældede undervisningsformer, professorvældet og den kirkelige indflydelse var entydigt og stærkt.

Her vil ændringerne komme. Men verdensrevolutionen må vente.«

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-19 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 15 gæster online