Støjbergs ramadan-svada er plat,
men den virker desværre alligevel

23. maj 2018

Inger Støjberg demonstrerer endnu en gang, at hun er noget nær verdensmester i at generere omtale på hurtige holdninger til det muslimske mindretal.

Jeg kan forestille mig samtalen mellem udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og hendes mangeårige spindoktor Mark Thorsen lige før pinse. Der var gået flere uger, uden at Støjberg havde været i medierne. Noget måtte gøres.

Thorsen tweeter regelmæssigt om, hvor mange udlændingestramninger regeringen (dvs. Støjberg) har gennemført i sin levetid. 76 indtil nu, en fremgang på fem på fire dage og 26 siden Thorsen og Støjberg i marts sidste år fejrede jubilæum ved på Facebook at præsentere en Othello-lagkage med tallet 50 skrevet med glasur. Intet er tilfældigt i Thorsen og Støjbergs kommunikationsstrategi. Selv kagen var opkaldt efter en general af anden herkomst end hvid.

Nu er det så heldigt, at den kristne pinse i år falder sammen med den muslimske fastemåned, ramadanen. Og endnu mere heldigt, at ramadanen i år falder sammen med starten på de lyse danske sommernætter, så de rettroende i år ikke må indtage hverken vådt eller tørt i næsten 18 timer.

Ramadanen har sådan set fungeret upåklageligt i århundreder, men ikke inde i Støjbergs hoved. Hos hende har de etniske danskeres liv, ære, sikkerhed og velfærd højeste prioritet, så hun fik en pinse-åbenbaring. Den var ikke rar. Tørstende, sultne og afkræftede muslimske buschauffører, sygeplejersker, piloter, politibetjente og lokomotivførere udgør en sikkerhedsrisiko!

Anti-integrationsministeren proklamerede i sin blog på BT, at de ramadan-ramte burde tage ferie i stedet for at arbejde. Alt andet var tydeligvis farligt.

Nyheden kom i toppen af TV 2 News og den kristne pinse var reddet. Hendes tilhørende facebookopslag er blevet delt 437 gange, flere end 900 danskere har kommenteret det. Hvor meget den højtråbende minister deler vandene, fremgår tydeligt af kommentarerne. Her er både muslimhadere og Støjberg-kritikere i rigt mål.

 

Jeg vil gerne slå tre ting fast: For det første har vi religionsfrihed i Danmark. For det andet er religion en privat...

Posted by Inger Støjberg on Monday, May 21, 2018

Arriva afviser problem

Men BT bragte ikke ukritisk ministerens spin. Avisens journalist brugte elementært journalistisk håndværk og efterprøvede påstanden hos det store busselskab Arriva, hvor en tredjedel af chaufførerne er muslimer. Her kender man intet til det af ministeren opfundne problem. »Vi har aldrig oplevet uheld eller ulykker, som kunne relateres til fastende chauffører,« siger pressechef Pia Hammershøy Splittorff.

Transportgruppen under fagforbundet 3F havde ovenikøbet for nogle år siden indkaldt Imam Abdul Wahid Pedersen, der fortalte chaufførerne, at de selvfølgelig – også i henhold til Islams forskrifter – skulle drikke, hvis de følte sig dårlige. Faktisk må de også gerne spise, og så have en fastedag til gode.

Støjberg er populær i vide udlændingekritiske kredse, fordi hun ved enhver given lejlighed lykkes med at så mistillid og fjendtlighed mod en stor samfundsgruppe af muslimer. I modsætning til Dansk Folkepartis Martin Henriksen, der udstråler en rå brutalitet, er minister Inger Støjberg altid samfundsbekymret og husker at indføje, at hun skam har stor respekt for andre menneskers religion og frihed til at praktisere samme.

Omtale giver magt

Hver gang Støjberg gentager og fornyer den fremmedfjendske retorik, skaber det overskrifter. Og al omtale er som bekendt bedre end ingen omtale. Det bekræftede Støjbergs spindoktor Mark Thorsen i et portrætinterview i Euroman i maj 2017. Han erkendte med slet skjult tilfredshed, at balladen om strammerkagen havde skaffet Inger Støjberg enorm presseomtale, og det var jo meningen med det.

Så er det lige meget, om ministeren kan forekomme plat eller udtaler sig i direkte strid med kendsgerningerne. Støjbergs partifælle, Jacob Jensen, der spagfærdigt på Facebook – og senere på TV 2 News – gik i rette med ministeren, som efter hans mening nok burde have underbygget sin bekymring med kendsgerninger.

 

Jeg kan forstå, at min gode MF kollega Inger Støjberg er bekymret for, at der skal ske ulykker på arbejdspladser, som...

Posted by Jacob Jensen on Monday, May 21, 2018


Efter den nylige regeringsrokade var flere politiske kommentatorer, herunder Berlingskes Thomas Larsen overbevist om, at det ‘pæne‘ Venstre havde sejret. Nu var Støjberg nærmest ude på et sidespor i partiets interne hakkeorden, var budskabet.

Men den politiske hakkeorden bestemmes i høj grad også af ministres evne til at komme i medierne. Uanset hvad og hvordan. Og her er Støjberg og hendes garvede spindoktor noget nær verdensmestre.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-18 Jensen Media
All rights reserved