Dokumentarserie på DR2 om New York Times i Trumps tidsalder er et fremragende lærestykke i journalistik og samfundshistorie

29. maj 2018

En amerikansk journalist har fulgt New York Times fra indsættelsen af præsident Trump og de næste 365 hektiske dage. Det er blevet til et fremragende portræt af aviskrise, af avisens workaholics og en meget vigtig tv-dokumentarserie om et samfund og et medie i total forandring.

Det er den 20. januar 2017. Donald Trump aflægger embedseden og erklærer krig mod »sumpen i Washington«. På New York Times-redaktionen i New York læner chefredaktør Dean Baquet sig frem og udbryder: »Sikken historie. Wauw. What a fuckin’ story!« Men han er også bekymret og kritisk over den måde, hans egen avis har dækket valgkampen.

Hans bekymring var også et ekko af den selvkritik, som nogle danske redaktører udøvede efter folketingsvalget i 2015 og enkelte britiske mediechefer udtrykte efter Brexit: »Vi dækkede valgkampen og Trump efter fortidens regler. Vi fandt ikke ud af, hvordan landet følte. Vi havde ikke fingeren på pulsen,« sagde han. De gamle regler og skikke var væk. Det var ikke bare et præsidentskifte. Det var et paradigmeskift af de større.

Krydsklippet mellem den bekymrede redaktør og den selvsikre præsident er en del af åbningsscenen i første afsnit af dokumentarserien The Fourth Estate (Den fjerde statsmagt), som havde premiere på Showtime i USA i søndags og med rosværdig hurtighed er kommet til Danmark, hvor den sendes i aften og de følgende tre tirsdage på DR2.

En forandret verden

Den oscarnominerede dokumentarinstruktør Liz Garbus havde efter Trumps valgsejr fornemmelsen af en »seismisk forandring«, og da hun læste, at den kommende præsident havde sendt et tweet med et pludseligt afbud til et møde med ledelsen af New York Times, formede ideen sig hos hende. Trump hævdede, at The New York Times havde »ændret spillereglerne« for mødet. Det var ikke rigtigt. To timer efter tweetede han igen: Nu ville han alligevel gerne komme.

»Jeg var helt vild med tanken om at være en flue på væggen ved det møde,« skrev hun forleden i New York Times. Liz Garbus fik lov til at følge redaktionen tæt i dens dækning af Trump i et år. Fra indsættelsesdagen og de næste 365 dage. Det er, kort fortalt, hvad serien handler om.

Kronologisk følger kameraerne reportere og redaktører på New York Times i deres hæsblæsende kamp for at finde ud af, hvad der foregår i og omkring Det Hvide Hus. Med en præsident, der offentligt har gentaget, at de etablerede medier er »folkefjender«, der spreder falske nyheder.

Det er ikke bare en tv-dokumentarserie om en af verdens største og bedste redaktioner, det er også en afspejling af, hvordan redaktionen omhyggeligt må undgå at lave fejl, som præsidenten ikke vil tøve med at udnytte i sin kamp mod medierne i almindelighed og The New York Times i særdeleshed.

En avis, han ifølge journalisten Maggie Haberman er »besat af«. Han er new yorker, han elsker publicity og higer efter respekt. Den får man ikke uden at komme i New York Times. Han hader og elsker avisen på samme tid.

Ingen lytter til hinanden

Samtidig skal avisen igennem nedskæringsrunder og fyringer for at overleve på langt sigt, da den mister millioner af annoncedollars til Facebook, Google og andre netvirksomheder. Den befinder sig mellem Skylla og Charybdis både økonomisk og politisk.

Chefredaktør Baquet er næsten profetisk på indsættelsesdagen. »Vi har en venstrefløj, der ikke vil høre på, hvad den anden side siger – vi har en højrefløj, der føler det helt på samme måde. Og begge disse grupper vil pløje sig vej gennem hver eneste historie, vi skriver og lede efter fejl. Dette bliver en kæmpemæssig test for os på mange områder.«

Det var før, den nyvalgte præsident i en endeløs række af tweets konsekvent betegnede New York Times som a failed newspaper – en »fejlslagen avis«, senest i slutningen af sidste uge, hvor Trump beskyldte avisen for frit at opfinde en kilde til en historie om det droppede topmøde med Nordkorea.

Kilden var en højtstående embedsmand i Det Hvide Hus, der havde givet en fortrolig briefing til mere end 50 journalister. Trump løj igen. Bedre og mere aktuel baggrund til den nye dokumentarserie kunne instruktøren ikke ønske sig.

Scanpix

»Min computer er Det Hvide Hus«

Man kan betragte den veldrejede dokumentarserie som en fortsættelse af Andrew Rossis prisbelønnede film om New York Times, Page One fra 2011. Her var temaet den tiltagende aviskrise i USA, der også ramte New York Times. Og selvom der ikke var egentlige hovedpersoner i Page One kom avisens farverige, nu afdøde medieredaktør David Carr til at fremstå som en hovedperson. Det var gennem ham, avisernes overlevelseskamp blev fortalt.

I The Fourth Estate brænder den allestedsnærværende Trump-reporter Maggie Habermann igennem. Hun har dækket Trump i mere end tyve år på den lokale scene i New York, mest for tabloidaviserne The New York Post og The New York Daily News, men blev hyret af The New York Times til at dække præsidentvalget.

Hun nærmest ånder gennem sin mobiltelefon, hun har helt ekstraordinære kilder i Trump-lejren og i en nøglescene i første afsnit ringer præsidenten til hende den dag, han led sit første store nederlag i kongressen om afviklingen af Obamacare, den tidligere præsidents mærkesag på sundhedsområdet.

Tre sekunder efter samtalen er overstået, sender hun det første tweet ud. (»I tilfælde af, at han siger det samme til konkurrenten.«). Hun sover tilsyneladende aldrig, hun pendler konstant mellem New York og Washington. Hun er mor til en lille dreng, som har mareridt om natten.

Hun beroliger ham i mobilen på vej ind til en briefing i Det Hvide Hus: »Jeg lover dig helt bestemt, at man ikke kan dø i en drøm.« På kort tid er hun blevet den mest citerede journalist i USA med solonyheder fra sine kilder i et præsidentkontor, der er læk som en si. Det værste, der kan ske for hende er, hvis wi-fi-forbindelsen til hendes computer forsvinder. »Jeg føler, at jeg hele tiden har fingrene inde i computeren – og computeren er Det Hvide Hus.«

Hendes kollega Michael S. Schmidt er også totalt opslugt af jobbet. Hans liv er at arbejde. Hans graverarbejde med FBI’s undersøgelse af Trump-kampagnen gav genlyd, og man føler med ham, da den fyrede FBI-chef James Comey under en kongreshøring betegner en af hans historier som fejlagtig. Også her krydsklippes der fra Comey på tv-skærmen og Schmidt, der ser mere og mere forpint ud. Det viser sig, at Schmidts historie holder vand. »Vi er også blevet skydeskiver, det er en del af jobbet,« siger Schmidt.

Graverjournalisten Eric Lipton arbejder hårdt på, at avisen skal bruge mere tid og plads på de store forandringer, som Trumps folk gennemfører overalt i ministerier og styrelser. »De er i fuld gang med at ændre dette land for øjnene af os,« siger han og påpeger, at New York Times er et af de få medier, måske det eneste, der har »kræfterne til at gøre det«.

Digitale workaholics

Serien er også en beskrivelse af workaholics. Der er ikke meget plads til fritid eller privatliv, når man er en del af New York Times omfangsrige Washington-kontor, hvor størstedelen af optagelserne har fundet sted. Det er den første dokumentar om journalistik, jeg har set, hvor der ikke optræder en rotationspresse eller rækker af lastbiler, der bringer morgenavisen ud.

Ustandselig optræder der tweets og andre netmeddelelser på skærmen – hver gang med den elektroniske twitter/kvidre-lyd. Underlægningsmusikken er intens og lidt dyster. Der er ingen pauser, for i moderne journalistik er der deadline hvert minut. Historier gennemgås minutiøst og der diskuteres indgående, hvilke adjektiver man kan bruge.

Enkelte ord ændres 3-4 gange, kontrolprocessen er intens, før der klikkes på skærmens grønne publiceringsknap. PUBLISH. Sekunder efter er artiklen offentliggjort og få minutter efter ser redaktionen med tilfredshed på, hvordan historien kommer som breaking news på tv. De føler sig som en elite, og det er godt at få bekræftet. Og over det hele hænger den anden krise, som i seriens andet afsnit kulminerer med endnu en større fyringsrunde på avisen.

Det er altid interessant at opleve, hvad der sker bag normalt lukkede døre. Ligesom det var interessant at se Mikala Kroghs fluen på væggen-dokumentar om Ekstra Bladet, er Liz Garbus-serien om New York Times et fremragende og vigtigt stykke samfundshistorie. Ikke mindst fordi Trumps kamp mod medierne er uden sidestykke.

Man aner undertrykte konflikter og blodige territorialkampe mellem stjernereporterne, mellem hovedkontoret i New York og den selvbevidste redaktion i Washington, men det er tydeligt, at de professionelle mediemennesker oftest er totalt bevidste om kameraholdets tilstedeværelse.

Som et underholdende lærestykke i journalistik i magtens korridorer i Washington kan det ikke gøres bedre.

’The Fourth Estate – Trump, løgn og nyheder’. Dokumentarserie i fire afsnit. Sendes på DR2 fire tirsdage kl. 20.45. Første gang i aften

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-18 Jensen Media
All rights reserved