LEDER

Med et smalt medieforlig i udsigt kan DF’s korstog mod DR fortsætte for en stund

21. juni 2018

Når DF tvinger kulturministeren ned fra træet, kan udfaldet af de smalle medieforhandlinger meget vel blive, at de mere liberalistiske dele af regeringsudspillet falder bort.

Det ligner et smalt medieforlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti efter onsdagens tilsyneladende forlis af forsøget på at lave et bredt. Men man skal ikke tage fejl af, at dette forårs kaotiske forhandlingsproces er en fodnote i forhold til den epokegørende ændring i mediepolitikken, som den forudgående rammeaftale mellem DF og regeringstoppen er: Nedskæringen af DR med en femtedel, omlægningen af licensen til skat og fjernelsen af hundreder af millioner fra det danske tv-produktionsmiljø.

Forløbet omkring et kommende medieforlig kan kun beskrives som bizart. Det er i hvert tilfælde kaotisk. Kulturminister Mette Bock (LA) udstedte mandag et ultimatum. Inden kl. 18 skulle alle partier acceptere tre krav for at få adgang til forhandlingsbordet: Nemlig et delvist salg af TV 2, en udvidelse af public service-puljen med 380 millioner (over fem år), og at udenlandske streamingtjenester skal pålægges at investere to procent af deres danske omsætning i danske produktioner.

Alternativet, Enhedslisten og De Radikale afviste kravet. Socialdemokratiet og SF lurepassede ved at afvise ministerens ultimatum uden at afvise kravene. Dansk Folkeparti lagde sig i baghånd, tydeligvis i forventningen om, at hvis alle andre blev bortvist af ministeren (eller bortviste sig selv), ville vejen være åben for et smalt forlig, hvor DF mere eller mindre kunne diktere betingelserne.

På et møde onsdag afviste S og SF kravene. Om de blev smidt ud eller gik selv, spildes der nu tid på at diskutere. Begge påstande er i virkeligheden rigtige. Hvis man møder et ultimativt krav og siger nej, er man ude. Kulturministeren forhandler nu videre med Dansk Folkeparti, og det ser ud til at ende med et smalt forlig.

Udover at Mette Bock fulgte familietraditionen i Liberal Alliance ved at kravle helt op i træet, forekom det bizart, at hendes regeringsfælle, Venstres finansminister, Christian Jensen, uanfægtet af Bocks ultimatum tilsyneladende forhandlede om finansieringen med den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen. Det virkede en overgang, som om regeringen var i splid med sig selv, eller at Venstre i hvert fald var lidt trætte af den højtflyvende kulturminister.

Socialdemokraterne virkede liggesyge, uden en klar mediepolitik. De sad, som det udtrykkes populært, meget længe på potten uden at kunne beslutte sig for, om der skulle lave stort, småt eller ingenting. Det var ikke kønt at se på, og det har været tydeligt, at de interne debatter i partiet har været intense. Kombinationen af ministerens retorik og den socialdemokratiske tøven resulterer nu efter alt at dømme i et smalt forlig.

Det bliver spændende at se, hvordan DF vil udnytte den nøgleposition, som partiet endnu en gang har fået. Der er flere ting i regeringens medieudspil, som ikke falder i partiets smag: Nedskæringen af bevillingen til TV 2’s regioner og nedskæringen af det budget, som staten stiller til rådighed for den radiokanal, der for tiden bruges af Radio24syv.

Og så er der Dansk Folkeparti skepsis over for salget af 40 procent af TV 2-aktierne og spørgsmålet om oprettelsen af to nye, delvist kommercielt finansierede kanaler på henholdsvis radio og tv.

Kulturministeren bliver nu tvunget ned fra træet af DF, der ser endnu en mulighed for at ydmyge den forhadte regeringspartner, Liberal Alliance. Udfaldet af de smalle forhandlinger kan blive, at de mere liberalistiske dele af regeringsudspillet falder bort.

Sagt med andre ord: Ministerens fingeraftryk på et smalt forlig kan blive svært at få øje på. Og de ekstra 380 millioner kan sagtens bortfalde. DF’s medieordfører, Morten Marinus, sagde forleden, at hvis det endte med smalle forhandlinger, ville ministerens mandagspapir blive »revet i stykker«.

Dansk Folkeparti kan dog ende med at at stå med sejr, der vil vise sig kortlivet. Rød blok har tilkendegivet, at et smalt forlig vil blive revideret, hvis valget næste forår resulterer i et regeringsskifte.

Men alligevel, DF’s korstog mod DR kan nu fortsætte for en stund, og det er svært på længere sigt at forestille sig, at de fundamentale ændringer af mediepolitikken, som rammeaftalen indeholder, kan tilbageføres. De kan højst lappes lidt på.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-19 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 24 gæster online