Rygterne om den faldende tillid til medierne er stærkt overdrevne

27. juni 2018

I Danmark har vi fortsat tillid til nyhedsmedierne i langt højere grad end i andre lande. Mediekrisen herhjemme handler derfor mest om økonomi.

Når danskerne bliver spurgt, hvilke faggrupper de har mest tillid til, rangerer journalister helt nede blandt brugtvognshandlere og spindoktorer. Men 62 procent af danskerne siger i en ny undersøgelse, at de har tillid til de nyhedsmedier, de selv bruger, og 56 procent har »generelt tillid til nyheder«.

Hvad angår tillid til nyhedsmedierne, ligger vi meget højt internationalt set. Og vores tillid er ikke – som det i udpræget grad er tilfældet i USA – betinget af vores egen eller vores foretrukne medies politiske ståsted. Langt de fleste danske nyhedsmedier nyder i høj grad tillid fra deres brugere, uanset brugernes politiske observans. Det fremgår af 2018-udgaven af den årlige internationale undersøgelse fra Reuters Institute ved Oxford University om digitale nyheder, som blev offentliggjort forleden.

Nyhedsforbruget falder

Mens tilliden er stor, falder nyhedsforbruget en smule – ikke mindst hos de unge. Men det er interessant, at brugen af sociale medier som nyhedskilde falder markant. På et år er procentdelen af danskerne, der i undersøgelsesugen havde fundet nyheder på sociale medier faldet fra 56 til 46 procent. Det er ikke mindst Facebook, der mister terræn som ’nyhedskilde’. Noget som en række danske medier, inklusive Dagbladet Information, har konstateret ved selvsyn.

En medvirkende årsag er også, at Facebook har ændret sine styringssystemer, algoritmerne, så nyhedsstof får mindre plads og udbredelse. Til gengæld fastslår forskerne, at Facebooks tilbagegang (f.eks. ni procent tilbage i USA) til gengæld mere end udlignes af såkaldte ’meddelelsesmedier’ på nettet: Instagram, Snapchat osv. Vi vil tilsyneladende hellere udveksle personlige beskeder og billeder med hinanden, end vi vil læse nyheder eller debatindlæg på Facebook.

Ifølge RUC-professor Kim Schrøder, der leder den danske del af undersøgelsen, betyder faldet i brugen af nyhedsmedier ikke nødvendigvis, at danskerne bruger mindre tid på nyheder. »Det kan betyde, at de koncentrerer deres nyhedsbrug på færre medier. Magtbalancen med hensyn til brug er næsten uændret mellem medietyperne, og det er stadig tv-nyheder, der udgør danskernes mest benyttede nyhedskilde,« siger han.

Rapporten har dårlige nyheder til de, der driver ’fødte’ onlinemedier. Faldet i brugen af de traditionelle nyhedsmedier har ikke betydet fremgang for de nyhedsmedier, der udelukkende er på nettet. De er gået tilbage siden 2016 og nedgangen fortsætter, fastslår rapporten.

Økonomisk krise, ikke tillidskrise

Når man her og i udlandet taler om en stigende tillidskrise i forholdet mellem nyhedsmedierne og befolkningen – mest markant udtrykt af præsident Donald Trump, der betegner medierne som »folkets fjender« – kan vi altså foreløbig ånde lettet op herhjemme. Hvis man altså skal tro rapporten fra RUC og Reuters Institute.

Vi er tilsyneladende fornuftige, tænksomme og ordentlige mennesker, som – i modsætning til flere andre landes befolkninger – ikke er overdrevent bekymrede for fake news. Kun få af de 2.025 adspurgte danskere har mødt såkaldte fake news i de nyhedsmedier, de bruger.

Men undersøgelsen har noget forvirrende kun bedt dem om at tage stilling til tre varianter: Den ene er nyheder, der er »opdigtede med et kommercielt eller politiske sigte«. Den har ingen mødt. Den anden – og eneste variant, brugerne har mødt – er den, der kaldes »dårlig journalistik«. Den tredje variant i undersøgelsen kalder forskerne »Historier, hvor fakta bliver til spin for at opnå en bestemt agenda«. Den er nærmest umulig at besvare.

Jeg kunne i den kaotiske debat om fake news godt savne en fjerde variant, den trumpske variant af falskhedsbegrebet, nemlig »nyheder, vi ikke kan lide«. Fake news er blevet en massebetegnelse, som kan betyde uendeligt mange ting.

Desuagtet er Reuters Digital News Report 2018 vigtig læsning for medieinteresserede: Vi shopper ikke så meget rundt, som vi troede, vi gjorde. Vi vælger nye net-nyhedsmedier fra i stigende omfang, vi er – specielt det flertal af befolkningen, som er over 35 – trofaste nyhedsseere og i meget mindre omfang avisbrugere. Generationerne mødes dog dér, hvor vi modtager nyhederne: Vi bruger i stigende omfang (67 procent) smartphonen til nyhedsforbrug.

Samtidig er vi det land i Norden, hvor vi er mindst villige til at betale for nyheder. Mediekrisen i Danmark handler mest om økonomi. I langt mindre grad om tillid og stort set ikke om såkaldte fake news.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-18 Jensen Media
All rights reserved