Grottedramaet er ikke så væsentligt som Brexit,
men det er gribende

11. juli 2018

De indespærrede drenge i Thailand er en global mediehistorie, der langt overskygger både Brexit-forhandlinger og Trumps besøg i Europa. Når journalistikken er mest effektiv, er den ikke altid væsentlig.

I en tid, hvor hvert eneste medie kæmper desperat for at komme til at fremstå som unikt, og hvor verden derfor ofte kommer til at fremstå ret forskellig, alt efter hvilket medie man vælger at begynde dagen med, er der alligevel nogle enkelte begivenheder, som bliver globale fælleshistorier.

De er ikke nødvendigvis væsentlige i den forstand, at de har – eller kan få – konsekvenser for tusindvis af mennesker. De rykker ikke ved verdens tilstand, hverken positivt eller negativt. De er. Og hver gang vi oplever dem som seere, læsere eller lyttere, afstedkommer de en debat om journalistikkens prioriteringer.

Et spørgsmål om prioritering

I skrivende stund er den formentlig – og forhåbentlig sidste – aktion i gang for at redde resten af de indespærrede fra et oversvømmet hulesystem inde i et thailandsk bjerg. Et drengefodboldhold og deres træner har i næsten to uger gennemgået et klaustrofobisk mareridt, som hele verden har fulgt med i.

Elitedykkere fra udlandet har deltaget i redningsaktionen. En af dem er omkommet. Hundredvis af korrespondenter er strømmet til Tham Luang i det nordlige Thailand. Herunder også danske.

12 thailandske drenges skæbne er næsten en større historie end Boris Johnsons afgang, Trumps rundrejse i Europa, vores længste og varmeste sommer i mands minde og de danske mediers årlige og massive fascination af en større musikfestival på en dyrskueplads i Roskilde.

På Facebook rejses endnu engang spørgsmålet om mediernes prioriteringer. Hvorfor får en lille gruppe drenge større mediebevågenhed, end millioner der sulter i Sydsudan eller Trump-administrationens brutale forsøg på at forhindre en ellers bredt støttet FN-resolution, der prioriterer mødres amning over brug af modermælkserstatning?

Scenen er sat

Vi, der er gamle nok, husker en af tv-historiens første store, direkte transmissioner: ’Miraklet i Lengede’ i 1963, da 11 indespærrede tyske minearbejdere blev reddet i 1963. I 2010 var redningen af 33 chilenske arbejdere, fanget i en lomme dybt nede i jorden i Copiapú-kulminen, overvåget af en hær af udsendte reportere fra hele verden.

I forhold til den store verdensscenes komplicerede, væsentlige konflikter er de thailandske drenge en ubetydelig dråbe. Udtrykket ’scenen’ er ikke tilfældigt. Teaterscenen er et lille lukket rum, hvor tilskueren skal underholdes, gribes, tvinges til eftertænksomhed eller måske endog vækkes til handling. Mediernes journalistiske scene er det samme.

Den opererer efter næsten samme principper. »Ej blot til lyst,« kan også fortolkes som, at der i underholdningen skal være et rent følelsesmæssigt, ikke nødvendigvis altid et opdragende, samfundsrelevant aspekt.

En nyhed, som i denne fragmenterede og segmenterede medieverden kaldes en segmentknuser, får alt, hvad den kan trække. Og der opstår en global medieeffekt, fordi situationen er en, hver eneste mediebruger dybt inde i sig selv kan genkende. Både frygten, men også håbet.

Noget af det første man lærer som journalist, er nyhedsfortællingens tre grundelementer: fascination, identifikation og information. Og selvom dramaet i Nordthailand udspiller sig dybt inde i et bjerg, kan hvert enkelt medie tage ejerskab til den ved at sende korrespondenter til stedet. De kan tilføje den dimension – eller illusion – at vi alle sammen er tilstede.

Børnepsykologen Per Schultz-Jørgensen sammenfattede det i Berlingske tirsdag: »Det rammer et dybt lag i vores eksistens, som drejer sig om sorg, tab og ængstelse. Samtidig har vi brug for helte, og dem har vi i form af dykkerne (...) i denne ene historie har vi på en gang heltene og ofrene, lidelsen og tabet – samtlige spillere på den store tragiske scene.«

Journalistik er også iscenesættelse af virkeligheden. Når den er bedst taler den både til hjernen, hjertet og maven. Når den er mest effektiv, er den måske ikke altid væsentlig.

Vores hjerner vil måske helt rimeligt råbe, at mediernes prioritering er helt forkert. Men alligevel vågner vi op hver morgen og tænker på drengene i Thailand.

De er også noget lettere at kapere end Brexit, Trump, klima- og migrantkrise. Også fordi der er en happy ending indenfor rækkevidde. Dem er der ellers ikke mange af for tiden.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-18 Jensen Media
All rights reserved