’Hvis din mor siger, hun elsker dig – så afprøv påstanden’ og andre lektioner fra den legendariske reporter Seymour Hersh

17. august 2018

Ekstrem kynisk, totalt skeptisk og med en terriers stædighed var Seymour Hersh sin generations største undersøgende journalist. Men også en af de mest kontroversielle. Hans erindringer er en lærebog i undersøgende og engageret journalistik og en fortælling om en gylden fortid.

Den nu 81-årige amerikanske journalist Seymour M. Hersh sætter ikke sit lys under en skæppe i sin erindringsbog Reporter.

Efter læsningen af bogens 355 sider er man ikke i tvivl om, at han kun meget sporadisk har tvivlet på egne evner. Han har aldrig anglet efter popularitet, han har lagt sig ud med alt og alle – inklusive sine skiftende redaktører – og den medfølende, menneskelige omgangstone er fremmed land for ham. Han stoler ikke på nogen.

En af bogens mere bombastiske læresætninger er »If your mother says she loves you – check it out«, altså selv en mors kærlighedserklæring skal ikke tages for gode varer, før den er godt og grundigt researchet.

En anden læresætning er resultatet af de hundreder af interview, han har foretaget. Han har på utallige historier brugt uger og måneder på at rejse USA tyndt for at finde mennesker, der kan af- eller bekræfte andres påstande. De vil ofte ikke udtale sig, men skridt for skridt får han dem i metodiske timelange samtaler til at fortælle sandheder, som de selv – eller højere magter – har gjort alt for at glemme eller skjule.

Det får ham til at fastslå:

»Begynd aldrig et interview med at stille de vigtige spørgsmål

Et Hersh-lovbud, som snesevis af nutidens journalister, ikke mindst på radio eller tv, burde have indgraveret øverst på deres computerskærme.

Seymour Myron »Sy« Hersh voksede op i et Yiddisch-talende jødisk-litauisk kvarter i Chicago. Han er, som millioner af hans amerikanske generation, andengenerationsindvandrer, blev smidt ud af universitetet og blev journalist. Først lokaljournalist i Chicago, derefter Pentagon-reporter for nyhedsbureauet Associated Press.

Her stødte Hersh for første, men absolut ikke sidste gang sammen med en redaktør, der efter hans mening havde mishandlet hans afsløring af det amerikanske militærs hemmelige opbygning af lagre af biologiske og kemiske våben.

Han forlod bureauet, solgte historien til det venstreorienterede ugemagasin The New Republic og skrev en bog med titlen Amerikas skjulte våbenlagre om det i 1968 – samme år havde han en kort karriere som pressechef for senator Eugene McCarthys fejlslagne præsidentkampagne.

Senatoren udfordrede sin partifælle, præsident Lyndon Johnson, med sin indædte modstand mod Vietnamkrigen, og McCarthys fremgang i starten af kampagnen var medvirkende til, at Johnson, nedslidt af Vietnam, besluttede ikke at ville søge genvalg. I sin bog skriver Hersh lakonisk om sin afsked efter få måneder med McCarthy og hans endelige afsked med partipolitik:

»Jeg havde hjulpet med til at afslutte en præsidents karriere, men havde ikke haft held med at få afsluttet krigen.«

Han lægger ikke skjul på, at hans modstand mod Vietnamkrigen og hans dybe skepsis over for det magtfulde amerikanske militært-industrielle kompleks var en vigtig drivkraft for hans journalistik.

Han udfordrede ikke bare magthaverne i Pentagon og Det Hvide Hus, men også magthaverne i de store amerikanske medier, der på det tidspunkt var dybtfølte patrioter, men også yderst forsigtige med afslørende historier, der kunne »undergrave forsvarsviljen og præsidenten i krigstid«.

Men Hersh havde skaffet sig gode kilder i forsvaret og udbyggede dem med lige så gode – men stort set altid anonyme – kilder i det kæmpemæssige amerikanske forsvars- og efterretningsapparat. Han blev manden, som de utilfredse ringede til med bidder af information og tips.

I efteråret 1969 fik han et tip, som ændrede hans liv og millioner af amerikaneres ellers blinde tiltro til landets militær. Hæren var i al hemmelighed begyndt at undersøge oplysninger om, at en ung løjtnant, William L. Calley Jr., havde beordret sin deling til brutalt at nedslagte et stort antal civile mænd, kvinder og børn i landsbyen My Lai i Vietnam.

Hersh begyndte metodisk at lede efter Calley, som hæren havde gemt væk. Et af bogens mest lærerige kapitler handler om, hvordan Hersh i ugevis forsøgte at finde Calley. Jagten førte ham rundt i USA, hvor han skridt for skridt kommer nærmere Calley for til sidst at finde ham blandt 120.000 andre soldater i den store militærbase Fort Benning, Georgia.

Hershs beretter om, hvordan han stille og roligt (og under timelange samtaler og mange, mange drinks) får Calley til at tale – og dermed får bekræftet historien.

Men det er ikke blot en kontroversiel stor nyhed. Det er også en historie, der smadrer myten om, at amerikanske soldater altid er de »gode« i kampen mod de »onde«. En historie om en krig, der har gjort de amerikanske værnepligtige så trætte, frustrerede og vrede, at de (og deres foresatte langt op i kommandostrukturen) tilsidesætter menneskelighed og regler og bliver gjort til mordere.

Da Hersh er færdig med sin afslørende artikel, er der ingen etablerede aviser, der vil have med den at gøre. Den bliver viderebragt af et lille, venstreorienteret nyhedsbureau. Den 12. november 1969 har en række store amerikanske aviser – herunder Washington Post, men ikke New York Times – købt historien af nyhedsbureauet.

På få dage gik Seymour Hersh fra at være en dygtig reporter til at blive et verdenskendt navn. To måneder senere fik han Pulitzerprisen.

Han gravede videre i historien og afslørede, hvordan hæren systematisk havde forvansket og hemmeligholdt undersøgelsen af massakren – som (naturligvis) endte med, at den unge løjtnant blev gjort til den hovedansvarlige, mens de officerer, der stod over ham og var medansvarlige, stort set gik fri.

Afsløringen af My Lai-massakren står stadig som en af de største og vigtigste historier i nyere tids journalistik. Og Hersh var nok blevet berømt og havde, som han skrev, tjent så mange penge på sin historie, at han havde fået råd til udbetalingen på et hus.

Men han kunne ikke finde fast arbejde, og drømmejobbet på New York Times lå langt ude i fremtiden. Ikke mindst fordi han under offentliggørelsen af My Lai-artiklerne svinede New York Times magtfulde chefredaktør Abe Rosenthal til, fordi The Times forsøgte at kapre et af Hershs hovedvidner.

Seymour Hersh er ikke nogen tilbageholdende eller ydmyg mand. Da han senere blev ansat på New York Times, syntes han, at redaktionen ikke gav ham plads nok til en stor, afslørende artikel. Han ringede til Rosenthal klokken tre om natten for at forlange en hel side mere i næste dags avis.

Han fik fru Rosenthal i røret, som fortalte ham, at chefredaktøren havde forladt hende og nu boede sammen med en anden kvinde. Da Hersh havde tænkt over den oplysning, ringede han tilbage til den besvegne ægtefælle og spurgte om elskerindens telefonnummer.

»Hun var redaktørkone, og efter at have skældt mig huden fuld fik jeg navnet. Jeg researchede endnu mere og fandt nummeret, fik fat i Abe Rosenthal, der fik et raserianfald, da jeg fortalte ham, at hans avis havde hovedet oppe i egen røv.«

Hersh havde gravet op, at CIA i strid med loven havde spioneret mod amerikanske borgere inden for USA’s grænser. Trods omstændighederne fik Hersh sin ekstra side.

På New York Times var man håbløst bagefter Washington Posts stjernereportere Bob Woodward og Carl Bernstein, der dag efter dag afslørede nye vinkler og skandaler på Watergate-sagen. Seymour Hersh blev sat på sagen og skaffede sig metodisk så mange nye kilder, at The Times næsten kunne matche hovedrivalen i Washington.

På et tidspunkt, fortæller Hersh i sin erindringsbog, blev han gode venner med Bob Woodward, og de aftalte, at de nok var konkurrenter, men at de kunne samarbejde for at forhindre, at de ødelagde hinandens arbejde.

Engang, da Hersh havde støvet en ny, central kilde op, fandt han en seddel på kildens hoveddør fra Woodward med den klassiske tegning af »Kilroy was here«. Hersh fandt en ny vinkel.

Nogle år senere forlod Hersh New York Times. Han havde afsløret saftige skandaler om CIA, havde optrevlet, hvordan Pentagon og CIA i dybeste hemmelighed havde brugt næsten en milliard dollar på at hæve en sunket sovjetisk ubåd i Stillehavet.

Han skrev en kritisk-undersøgende bog om Henry Kissinger, der ifølge Hersh »løj lige så ofte som han trak vejret« og gik videre med andre store historier og afsløringer, herunder afsløringen af amerikansk tortur af irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad.

I de senere år har terrieren Seymour Hersh været efter skiftende amerikanske regeringers fejltagelser i krigen mod terror og anklaget Obama-regeringen for direkte at lyve om omstændighederne ved afsløringen af Osama Bin Ladens bopæl i Pakistan, som blev angrebet og Bin Laden dræbt. Hersh prøvede at påvise, at aktionen skete i samarbejde med pakistanerne, men at aktionen blev omgivet af løgne for at styrke Obamas politiske stilling.

Senest har Hersh skrevet, at præsident Trumps beslutning om at bombe Syrien som gengæld for præsident Assads brug af kemiske våben blev truffet på et forkert grundlag.

Seymour Hersh har bibragt amerikansk journalistik en helt ny dimension. Hans næsten aktivistiske, kompromisløse undersøgende og kritiske journalistik har ikke altid holdt vand.

Hans selvtillid og mod var legendarisk i en tid, hvor han ofte blev kaldt landsforræder og kommunist. Men de fleste store afsløringer har været uanfægtede. I sit livs efterår har kritikken af ham – specielt i forbindelse med hans Syrien-historier – været intens.

Hans erindringer bør, som flere amerikanske anmeldere har fastslået, være pligtlæsning for alle journaliststuderende. I den sammenhæng er man som læser villig til at acceptere bogens næsten totale mangel på selvkritik. Hersh har grund til at prale, selv om hans indimellem ulidelige selvsikkerhed kan virke en anelse for meget.

Men det er primært en bog om et journalistliv i en ikke så fjern fortid. Om hvordan journalistik bliver enestående, når det bygger på uendelig skepsis over for magthavere, og en brændende til tider arrogant, men aldrig svigtende selvstændighed, kombineret med mod og disciplineret og slidsomt benarbejde over lang, lang tid.

Seymor M. Hersh: ’Reporter’, Alfred A. Knopf forlag, 355 sider, 28 dollar

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-18 Jensen Media
All rights reserved