Lad os få mere aktive medier, der tør tage kampen op mod magthavernes urimeligheder

29. august 2018

Det er ikke sjældent, at truslen om eksponering i medierne får magthaverne til at ændre mening – og pludselig tænke og handle konstruktivt.

Når store systemer lukker sig om sig selv, kommer mennesker i klemme.

Hvad enten det drejer sig om Skat, banker eller andre store institutioner, er evnen til ikke at tvivle, lytte eller samtale næsten uendelig. Men i disse tider, mens medierne er under anklage for at fordreje, forvanske og forsimple, er der – trods alt – trøst at hente.

Medierne er alt for ofte passivt refererende under dække af den såkaldte tilstræbte objektivitet, hvor en sandhed balanceres med en løgn for en sikkerheds skyld. Men når medierne går aktivt til værks, kan låste døre dirkes op.

Medierne træder til

Forleden så jeg på DR1-programmet I hus til halsen. Konceptet er velkendt. Nogen er kommet i klemme i systemet. Det kan være selvforskyldt, men pludselig sidder man med et hus, der ikke kan sælges. I dette tilfælde var liggetiden næsten tre år, og ejerens gæld voksede og voksede.

Programmets to fiksere, ejendomsmægleren Jens og designer og håndværker Søren, hjælper med at få huset solgt. Der males og smukkeseres. Men der kommer først gang i processen, da det mirakuløst lykkes for den hurtigttalende og -tænkende Jens at få banken til at ændre afdragsbetingelserne for et lån, så det ikke – som banken havde stået fast på – skulle afdrages over fem år, men over 20. Og Jens får banken til at sætte renten ned til tre procent.

Om det var, fordi banken pludselig blev menneskelig, eller det var den implicitte risiko for at blive udstillet på tv, melder historien ikke noget om. Men mediemagten virkede.

Søndag havde Politiken en historie om en sommerhusejer, der pludselig havde fået sin grund nyvurderet af Skat. Med et slag blev den mere end fem gange så meget værd – med tilsvarende forhøjet skat. Klage efter klage var virkningsløs. Skat alene vide.

Indtil Politikens journalist Hans Drachmann begyndte at spørge.

Med en snuptag blev den nye vurdering droppet. Der var – som det hed – sket »en menneskelig fejl«, oplyste Vurderingsstyrelsen, hvor tre medarbejdere tidligere havde gennemgået sagen og ikke fundet nogen som helst grund til at ændre noget. Ministeren har nu bedt styrelsen redegøre for, hvordan de vil undgå, at noget lignende sker i fremtiden.

Et af mine favoritprogrammer var i flere år TV3’s Luksusfælden. Også her kommer eksperter folk til hjælp. Ofte mennesker, der selvforskyldt har ophobet massiv gæld.

Det er et klassisk godt-det-ikke-er mig-program, der både kan få den almindelige seer til at gyse over andre menneskers dumhed og ødselhed (som der svælges ret meget i), men det er iøjnefaldende, så let det er for eksperterne at få lavet mere menneskelige afdragsordninger, gældssanering og rentenedsættelser. Både i forhold til myndigheder og pengeinstitutter.

Truslen om eksponering

Man sidder igen med fornemmelsen af, at det er truslen om eksponering i medierne, der pludselig får magthaverne til at tænke og handle konstruktivt og menneskeligt. Og ja, der er tale om ekstreme tilfælde – ellers kom de jo ikke i fjernsynet.

Men også oplevelser i ens egen dagligdag bekræfter, at magthavere, hvad enten det er myndigheder eller virksomheder, kan tvinges til at tænke og handle anderledes, når de står over for mere velformulerede, stærke kræfter, der har evnen og viljen til at sætte sig igennem – og når de står over for en potentiel trussel om at blive eksponeret i offentligheden. Det efterlader de svagere og knap så velformulerede som ofre.

Der var også engang, hvor en massiv medieinteresse i enkeltsager om udvisninger af mindreårige fik udlændingemyndigheder og ministerium til at skifte mening og udvise menneskelighed i stedet for blindt at udvise. Sådan er det ikke mere.

Minister Inger Støjberg afviste forleden at gå ind i en sag om en 13-årig thailandsk pige, der skulle udvises. Hendes opholdstilladelse kunne ikke forlænges. Myndighederne mente, at hun ikke kunne integreres. Det syntes hendes skole nu godt. Men ud skulle hun. Og her hjalp den store medieomtale ikke.

Man kan have en mistanke om, at her var medieomtale nærmest en fordel, fordi den demonstrerede fasthed i udlændingepolitikken.

Man må godt være hård og umenneskelig over for mindreårige udlændinge, fordi det tjener et politisk formål. Men man bøjer af, når det drejer sig om en pensionist, som Skat forsøgte at flå. Ingen af sagerne havde set dagens lys, uden at et medie aktivt var gået ind dem. Den slags kan vi ikke få nok af.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-18 Jensen Media
All rights reserved