Hvis der findes en pris for elendig krisehåndtering, bør den gå til Danske Bank

26. september 2018

Det er ikke hver dag, at The Wall Street Journal og Financial Times er til et dansk pressemøde. De fik dog lige så dårlige svar fra Danske Bank som alle de andre fremmødte journalister.

I onsdags fulgte jeg Danske Banks pressemøde, hvor bankens såkaldte »objektive og tilbundsgående undersøgelse« af hvidvaskningen af milliarder af kroner blev præsenteret. Sagen mistænkes for at være verdens største sag om hvidvask. Det er ikke hver dag, at The Wall Street Journal og Financial Times er til et dansk pressemøde.

Men hvis banken troede, at undersøgelsen og pressemødet ville lægge låg på krisen, tog den fejl. Efter pressemødet faldt bankens aktier yderligere i værdi – og en frustreret presse begyndte at stille endnu flere ubehagelige spørgsmål.

Lange bortforklaringer

Banken havde linet et panel op, hvoraf mindst to deltagere viste sig at være overflødige. Bestyrelsens næstformand, britiske Carol Sergeant, og formanden for revisionsudvalget, Jørgen P. Jensen, var tydeligvis med for at give seancen den størst mulige legitimitet – og for at sørge for, at størstedelen af tiden (68 minutter) blev fyldt ud med enetaler, så der kun var 34 minutter til spørgsmål fra den fremmødte verdenspresse. Kun et spørgsmål fra hvert medie uden mulighed for opfølgning.

Journalisternes frustration kunne høres, når flere spørgere forsøgte at følge op, men fik lukket munden af ordstyreren, pressechef Kenni Leth. Dermed stod bortforklaringerne, de mangelfulde svar, de oplæste, velforberedte tomheder og alle beklagelserne alene og dirrede i luften.

Tanken faldt på en af de syv dødssynder – hovmod – ikke mindst fra bestyrelsesformand Ole Andersen, der eksempelvis blev spurgt, hvad direktør Thomas Borgen fik i aftrædelseshonorar? Svar:

»Det kan du læse i årsrapporten.«

Her lå en anden dødssynd, fråseri, lige under overfladen.

Den benhårde regel om kun et spørgsmål fra hvert medie resulterede – som planlagt – kun i få uddybende svar. Det kunne have været sjovt, hvis flere af journalisterne havde opgivet deres egne spørgsmål og havde insisteret på, at kollegaen fik et ordentligt svar.

Elendig håndtering

Chefundersøgeren, advokat Ole Spiermann fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle, gennemgik udtryksløst sin undersøgelse, og udtrykket »finder vi kritisabelt«, blev gentaget gang på gang. Det gjorde formuleringen »ikke noget juridisk ansvar« også. Den sidste ønskede banken tydeligvis fremmet mest muligt.

Jeg troede ellers naivt, at det ikke er advokater, men domstole, der endeligt fastslår et juridisk ansvar.

Den 90 sider lange undersøgelse blev udsendt få timer før pressemødet, så journalisterne ikke havde haft tid til nøje at gennemgå den, hvilket heller ikke virkede befordrende for den gode stemning. Det er et gammelt trick, som skal sikre, at journalisterne ikke ved for meget, når de stiller spørgsmål.

Da jeg hørte, at et af de mange forhold, der forhindrede en tidligere indgriben, var manglende oversættelse af vigtige dokumenter, tænkte jeg, at Danske Bank havde haft svært ved at skelne ordene estisk og etisk. Eller at den estiske bankfilials absurd høje indtjening var for god til, at der skulle ændres ved den. Det hedder grådighed og er – uden for finansverdenen – en tredje dødssynd.

En fjerde dødssynd, dovenskab, stak hovedet frem, da det blev afsløret, at den russiske centralbank allerede i 2008 havde sendt en advarsel om forholdene i filialen i Estland, men at der gik flere år, før Danske Bank handlede.

Og så var der lige den ikke ubetydelige oplysning, at undersøgelsen ikke havde haft tid og mulighed for at undersøge alle transaktioner eller tvivlsomme kunder. Den var altså ufuldstændig.

Forløbet af pressemødet sikrede, at bankens krise ville blive værre, og at mediernes kritiske interesse ville blive intensiveret. Berlingskes graverredaktion var i næsten et år alene om den største afsløring og opfølgningerne med nye vinkler på skandalen.

Først da Finanstilsynet offentliggjorde sin kritik i maj, gik resten af medierne for alvor på jagt. Pressemødet forsynede alle med stof til nye, kritiske vinkler. Berlingske må være topkandidat til årets Cavlingpris. Hvis der findes en pris for elendig krise-og pressehåndtering, bør den tildeles Danske Bank.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-18 Jensen Media
All rights reserved