Afskeden med Kim Larsen bringer for en sjælden stund fællesnyheden tilbage

1. oktober 2018

Danske medier er i højere grad blevet et ekkokammer for deres brugere, men ikke i denne uge, hvor de i fællesskab tog afsked med ’Lune Larsen’.

Avisforsider fortæller som regel kun, hvad den pågældende avis mener er dagens største nyhed.

Engang var avisernes store forsidenyhed den samme – i forskellig opsætning og med lidt forskellig vinkel, men grundlæggende set den samme nyhed. Med den stigende konkurrence og en konstant nyhedsstrøm, hvor nyheder breaker på nettet og TV 2 News få minutter efter, er forsiderne i stadigt højere grad blevet reklamesøjler for egne historier eller kampagner.

Når man ser avisforsider, kan verden den samme dag se meget forskellig ud. I den ene avis er forsidehistorien en ny kur mod diabetes, en anden er afsløringen af en skandale, den tredje om en undersøgelse, der viser et eller andet, en fjerde noget helt fjerde.

Forsiderne udstiller diversiteten i den danske dagspresse, men i høj grad også et samfund, hvor segmenter lever og tænker i hvert sit univers. Læserne opsøger de medier, der klinger bedst eller forstærker egne holdninger, og medierne prioriterer og målretter nyheder, så de passer bedst til segmentet.

Ekkokamre

Bedst udtrykt fornyligt af Berlingskes øverste chef, Anders Krab-Johansen, der beskrev avisen som »en avis målrettet til borgerlige københavnere«.

Vi er i Danmark heldigvis langt fra amerikanske tilstande, hvor store politiserede medier på tv og nettet direkte forvrider og forvansker nyhederne, så brugerne bliver direkte manipuleret.

Og så har vi de to store public service-medier, der i deres nyhedsformidling er lovmæssigt forpligtet til balanceret at tjene hele befolkningen. Og »medvirke til at fremme et fællesskabsbaseret Danmark«, som det står i DR-kontrakten.

Man kunne få den tanke, at det ikke kun er konkurrencen og teknologien, der har skærpet de enkelte dagblades profiler, men også at færre og færre nyheder og udviklinger opleves og opfattes på samme måde af mediebrugere og medier.

Denne avis prioriterer for eksempel klima og miljø og forsøger at mobilisere et kritisk opgør med den traditionelle vækstpolitik og indgroede økonomiske modeller.

Det gør andre, landsdækkende aviser ikke. De har andre prioriteter og vinkler. Alle arbejder målrettet på at finde de vinkler og holdninger, som de finder rigtige – men også gerne vinkler og prioriteringer, som er anderledes end de andres. Det kaldes mangfoldighed.

Pæredansk

Men med mellemrum kommer den store fællesnyhed. Kim Larsens død, for eksempel. Sidst, vi oplevede det, var i august, da Benny Andersen gik bort. ’Nationalskjalden’ Larsen (han hadede i øvrigt den titel) og Benny Andersen, der på forsiden af Politikens kulturtillæg blev beskrevet med et ord: pæredansk.

Det tredje store dødsfald var Prins Henriks i februar.

Han var hverken pæredansk eller nationalskjald, men han havde tilkæmpet sig en slags popularitet som en adelig oprører. Han var en fælles oplevelse på afstand, men ikke helt en del af fællesskabet. Og han var slet ikke, som Benny Andersen og Kim Larsen, blevet en naturlig del af Højskolesangbogen. På Politikens forside den 18. august var teksten om Benny Andersen, at »han fylder mere i Højskolesangbogen end H.C. Andersen og Kim Larsen«.

Når Kim Larsens og Benny Andersens død helt automatisk og naturligt bliver årets to største fællesnyheder, er det måske også et udtryk for vores længsel efter det fællesskab, de skabte.

»Mor jer nu godt, når jeg er borte« behøver ikke nogen forklaring. Vi synger alle med på Svantes viser.

Når Berlingske på forsiden skriver: »Nu bliver der stille«, synger vi alle videre på sangen – ligesom vi i fællesskab nynner videre på den melodi, som både Politiken og Information citerer på det store forsidebillede af ’Lune Larsen’:

»Som en strejf af en dråbe …«

Og vi forstår alle sammen, når Ekstra Bladet på forsiden spørger: »Hvad gør vi nu …«

Det er fællesskab og ’pæredansk’. Omfavnende, kærligt og præcist fra Andersen og Larsen, der forstod og udtrykte danskhed helt anderledes end den hadske, frygtsomme og isolerede etniske version, som de i øvrigt begge tog afstand fra.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-18 Jensen Media
All rights reserved