Klaus Riskær Pedersen og medierne fortsætter deres fælles trip med hans nye parti

14. november 2018

Klaus Riskær Pedersen og hans nye parti har medvind i medierne. Hans kriminelle fortid og blakkede moral forbigås så ukritisk, at det må gøre andre politikere dybt misundelige.

Der er nogle mennesker, der bevarer en helt særlig tiltrækningskraft hos medierne.

Klaus Riskær Pedersen synes at have en slags uendeligt adgangskort. Han har sit eget program på Radio24syv med titlen »Riskjærs Revolution«. DR’s Clement Kjærsgård har to gange i år haft ham som gæst – senest forleden, hvor han også fik taletid i DR’s Aftenshowet. Han er alle vegne.

Den seneste årsag er, at manden har stiftet sit eget politiske parti, der meget rammende har fået navnet »Klaus Riskær Pedersen«.

Det er ikke et parti, det er en person. Der mangler kun de lidt flere end 20.000 underskrifter, der giver ham adgang til næste folketingsvalg. Uden stor medieomtale ville det formentlig være ret meget op ad bakke at opnå. Men Riskær er en mediekendis og tilsyneladende en mediedarling. Det har han været det meste af sit liv.

Han er kendt, fordi han er kendt. Og det har en sær, selvforstærkende effekt.

Fascinerende forbryder

Riskær har i sit 65-årige liv nået mere end de fleste. Hans politiske liv begyndte, da han i 1989 stillede op til Europa-Parlamentet for partiet Venstre. Han fik over 57.000 personlige stemmer, sprængte listen og slog blandt andet Lars Løkke Rasmussen. Fire år efter blev han ekskluderet af Venstre. Samme skæbne led han, da han forsøgte at blive opstillet for Alternativet – her varede hans medlemskab dog kun en uges tid. Han har også flirtet med Kristendemokraterne og De Konservative.

Riskær er iværksætter. En af tidens mest positivt ladede titler. Hans karriere startede i gymnasiet og synes endnu ikke helt overstået. Han har tjent og tabt mange millioner.

Man må godt kalde Riskær for en forbryder, for han er fundet skyldig og dømt tre gange: i 2000 for groft mandatsvig, bedrageri og skyldnersvig. Det gav to et halvt års betinget fængsel. I 2008 dømtes han for bedrageri, underslæb og skyldnersvig og fik tre et halvt års ubetinget, hvilket betød en samlet straf på seks års fængsel. Efter fem år bag tremmer blev han løsladt i 2013. En fransk dom for tilsvarende forseelser fra 2002 gav ham endnu tre års betinget fængsel.

Andre mennesker med en tilsvarende straffeattest ville få svært ved at slå igennem som kommentatorkendisser eller politiske kandidater, men Riskær har badet sig i et velvilligt medielys.

Han er veltalende, velklædt og villig. Han har også været tv-vært og dommer i en (i øvrigt mislykket) dansk version af Trump-reality-showet »The Apprentice« med titlen »Hyret eller fyret«.

Der synes ikke at være grænser for offentlighedens/mediernes fascination af ham. De hårde og kritiske regler, der gælder de fleste andre i politik, gælder ikke i samme grad for ham.

Overdækket partidannelse

I en tid, hvor politikere står benhårdt til regnskab for flyrejser, kontorindretning og fryns, har Riskær anderledes let gang i medierne. Han er intens og underholdende. I en menneskealder har han og medierne været på et fælles trip.

Måske bedst forklaret i presseteksten til Christoffer Boes dokumentarfilm fra 2007:

»Klaus Riskær Pedersens trang til at prøve nyt, sætte i gang og gå nye veje har skabt et utal af virksomheder, som tilsammen har genereret hundreder af millioner i overskud. Der har været privatfly, palævillaer, limousiner, kvinder, skilsmisser og en personlig konkursgæld på 150 mio. kr. – alt sammen udspillet i det offentlige rum.«

Filmen havde titlen Avantgarde-kapitalisten. På det tidspunkt var Riskær dømt tre gange.

Riskær har afsonet sin straf, er en fri mand og kan selvfølgelig gøre, som han vil, inklusive starte sit eget personlige parti. Men det betyder ikke, at fortiden skal forbigås ukritisk. Den har dog en betydning i den samlede vurdering af mandens politiske og personlige dømmekraft.

Riskærs partidannelse er en nyhed, der efter væsentlighedskriteriet hører til i kategorien »Kendte folks gøren og laden« som en notits. Når og hvis han får indsamlet 20.000 underskrifter, kunne det journalistisk sagtens forsvares at give det større dækning.

Men det handler ikke om væsentlighed, det handler om fascination. Om underholdningsværdi. Velbekomme.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-18 Jensen Media
All rights reserved