LEDER

DR’s nye bestyrelse giver et glimt af håb

22. december 2018

Det glædelige ved kulturministerens valg og sammensætning af den nye bestyrelses syv kvinder og fire mænd er, at den synes renset for højtråbende værdipolitiske krigere.

DR har fået en ny bestyrelse. Efter et medieforlig med Dansk Folkepartis aftryk over det hele, kunne man have frygtet, at DF ville få næstformandsposten. Men kulturminister Mette Bock valgte sin partifælle fra Liberal Alliance, antropologen og debattøren Dennis Nørmark, ikke DF’s Katrine Winkel Holm.

Ministeren valgte tidligere den politisk ubeskrevne, men velanskrevne Salling-direktør Marianne Bedsted som formand, og nu har Mette Bock direkte udpeget Kristeligt Dagblads direktør og chefredaktør Erik Bjerager og tidligere chefredaktør for bl.a. Vejle Amts Folkeblad, Arne Mariager, som bestyrelsesmedlemmer.

To erfarne publicister.

I sit medieudspil ønskede regeringen en ren »professionel« bestyrelse med syv uafhængige medlemmer plus to medarbejderrepræsentanter. Men DF fastholdt, at seks medlemmer skulle partiudpeges.

En uafhængig bestyrelse var utænkelig for DF, hvis kulturpolitik i praksis går ud på at udøve politik helt ned i detaljen, helst uden armslængde. Man aner et ’tak for sidst’ fra en minister, der blev kørt over af DF i medieforhandlingerne, men nu har sikret en bestyrelse, der i bedste fald ligner et bolværk mod DF.

Det glædelige ved kulturministerens valg og sammensætning af den nye bestyrelses syv kvinder og fire mænd er, at den synes renset for højtråbende værdipolitiske krigere.

Dens første opgave er at sikre arbejdsro for landets største kulturinstitution, der over de næste fem år skal spare næsten trekvart milliard. Bestyrelsen skal også sikre institutionen imod direkte politisk pression. Det er lettere sagt end gjort.

Om to år skal direktion og bestyrelse finde de sidste 250 mio. i spareplanen. Det bliver ikke nemt.

En helt central bestyrelsesopgave er at udnævne direktører. Med udnævnelsen af Henrik Bo Nielsen som direktør for Kultur, Livsstil, Børn og Unge er DR’s direktion på plads. Men så er der lige den politisk ømfindtlige generaldirektørpost.

Det er næppe urealistisk, at den nye bestyrelse med tiden skal finde en ny generaldirektør. Her skal den stå sin prøve, når bastante politiske interesser mobiliseres.

Hverken Venstres nye medlem Karen Rønde, Socialdemokraternes nyudnævnte Christine Antorini eller næstformand Dennis Nørmark er højtråbende værdikrigere, og det er publicisterne Bjerager og Mariager slet ikke. For første gang i et kaotisk og destruktivt mediepolitisk år er der grund til forsigtig optimisme.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-19 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 16 gæster online