Brexit-film er et ildevarslende drama om demokratiets krise

18. januar 2019

’Brexit – the uncivil war’ handler ikke kun om Brexit. Filmen er et slagkraftigt indlæg om, hvordan algoritmer og kynisk udnyttelse af mistillid til eliten og systemet kan føre til sejr. Og som med alt andet, der har med Brexit at gøre, har spillefilmen om den nære fortid skabt splid – også blandt anmelderne.

Hvis journalistik og nyheder er ’den første råskitse til historien’, som det hedder, er spillefilm ’baseret på en virkelig historie’ måske den næste råskitse, skrev anmelderen Hugh Montgomery forleden i The Independent om James Grahams film Brexit – The Uncivil War.

Filmen, der havde premiere på tv-kanalen Channel Four forleden og nu kan ses på streamingtjenesten HBO, er hverken en dokumentar eller en dramadokumentar.

Det er en spillefilm om en virkelig begivenhed, hvor skuespillere spiller virkelige personer. I nogle tilfælde som rendyrkede karikaturer af prominente Brexit-tilhængere som Boris Johnson og fhv. indenrigsminister Michael Gove og ikke mindst den tidligere UKIP-leder Nigel Farage og Brexit-kampagnens økonomiske bagmand, den primitive milliardær Aaron Banks, der lagde mindst 100 millioner kroner i Leave-kampagnen for at få Storbritannien ud af EU.

Ordspillet i den engelske titel er uoversætteligt og ildevarslende.

Brexit-folkeafstemningen i Storbritannien i juni 2016 førte til en slags uciviliseret borgerkrig. Har filmen et overordnet budskab, må det være, at Brexit-folkene bærer et tungt ansvar for, at Storbritannien i dag er et dybt splittet land, hvor tilhængere og modstandere af Brexit ikke blot er uenige, men nærmest hader hinanden.

Konflikten handler i virkeligheden ikke om EU-medlemsskabet, men om mistillid og frygt. Mistillid til politikere, til eliten, institutioner og myndigheder.

Leave-kampagnen skyede ingen midler og bidrog derfor til at øge mistilliden. Hen ad vejen overtrådte den groft reglerne om finansiering og brugte langt flere penge end tilladt. Det handler filmen i øvrigt ikke om, hvilket har givet anledning til kritik.


Ud med kendsgerningerne

Brexit – The Uncivil War har Leave-kampagnelederen Dominic Cummings som hovedperson. Man kan til hudløshed diskutere, om filmens portræt af ham er ’dokumentarisk’.

Men det er indiskutabelt, at hovedpersonen – fremragende spillet af Benedict Cumberbatch – repræsenterer en kynisk-begavet og grov udnyttelse af de holdninger og følelser, som er rodfæstede i det ’tavse flertal’, der med de sociale medier fik en stemme.

Cummings er i filmen totalt afvisende over for de EU-skeptiske politikere, der forsøger at føre Leave-kampagnen med mere traditionelle midler. Han mener, at hele det politiske system har spillet fallit, og at kampen derfor ikke skal udkæmpes på den sædvanlige politiske slagmark, men på en helt ny kampplads, hvor der ikke er plads til kendsgerninger, økonomi og gammeldags politiske metoder.

Cummings tøver ikke med at udnytte løgne – som f.eks. den, at gode britiske borgere hver dag sender så mange millioner pund til Europa, at man for de samme penge kunne finansiere det samlede britiske sundhedssystem, National Health Service – til Leave-kampagnes fordel.

I en af filmens nøglescener sidder Cummings og funderer over det slogan, som kampagnen allerede havde vedtaget: »Take Control«.

I et heureka-øjeblik indføjer han ordet »back« i midten, så sloganet bliver »Take Back Control«. Og dermed appellerer han til folkedybets fornemmelse af, at de gode gamle dage er blevet kidnappet af den grimme elite, udlændingene og indvandrerne. Hvorefter Cummings begynder at sende millioner af præcist målrettede budskaber ud til lige så mange vælgere i samarbejde med et canadisk data-analysefirma ved navn Aggregate IQ (som naturligvis har protesteret over filmen).

Canadierne har nemlig – ved at algoritmeanalysere sociale medier – identificeret tre millioner dybt frustrerede britiske vælgere, som ikke figurerer i de politiske partiers databaser, fordi de ikke er en del af den kendte vælgermasse, end ikke engang som svingvælgere. De er til gengæld vrede på systemet, eliten og indvandrerne.

Hvis den vrede kan mobiliseres, kan der flyttes stemmer – næsten uden at ’systemet’ eller medierne opdager det. Vi kender fænomenet fra USA, og var der nogen, der sagde Dansk Folkeparti og Syd- og Sønderjylland?

Vigtigt at lave film om nutiden

I forbifarten kommer det i dag kompromitterede dataindsamlingsfirma Cambridge Analytics ind over – og hen mod slutningen af filmen mere end antydes det, at Leave-kampagnen indgår samarbejde med Robert Mercer, en af de milliardærer, der var med til at finansierede den kampagne, der gjorde Donald Trump til USA’s præsident.

Det en fascinerende fortælling, men ’det er fanme uhyggeligt’, som Peter Schrøder sagde i tv-satire-programmet Den gode, den onde og den virk’li sjove på DR  starten af 90’erne.

I James Grahams film er der kun få ’gode’. Måske kan de, der kæmpede for at briterne skulle blive i EU, opfattes som gode. Men de er ikke kloge nok til at fatte, at virkeligheden ikke er, som den var engang.

Stort set alle instruktør James Grahams figurer er ret onde, fordi de uden hensyntagen til kendsgerninger, etik og moral bare vil vinde. Og når de onde fremstår som sjove, skyldes det, at de fremstilles som rene revy-figurer.

The Guardians anmelder, Lucy Mangan, stod helt af og gav kun filmen to stjerner, mens den EU-skeptiske avis Daily Telegraphs Chris Harvey flød over af begejstring og kaldte filmen et »brilliant drama«.

Filmen deler vandene, fordi instruktør James Graham som alle dygtige instruktører har valgt at lave en spillefilm, ikke en dokumentarfilm. Det er farligt, når filmen har premiere midt under en ’uciviliseret’ politisk borgerkrig, og når filmen handler om nulevende personer og om, hvad de gjorde – eller ikke gjorde – for blot tre-fire år siden.

Vi er langt mere villige til at acceptere filmisk historieskrivning om eksempelvis dronning Elizabeths unge år eller Winston Churchills regeringsførelse under Anden Verdenskrig. Det er kunst, der ikke risikerer at flytte noget væsentligt.

Brexit – the uncivil war bør ses, fordi den effektivt og underholdende illustrerer ikke blot et britisk, men et vestligt, demokratisk dilemma.

Den handler i virkeligheden ikke om Brexit, men om »konfrontationen mellem det nye teknokrati, repræsenteret af Cummings og hans datagravere og på den anden side det gamle politiske establishment«, som Hugh Montgomery skriver i The Independent.

Han tilføjer denne sætning med særlig adresse til den direkte digitale påvirkning af vælgerne via de sociale medier:

»Man kan dårligt betragte en sådan operation som andet end en ondartet ny retning for demokratiet«.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-19 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 13 gæster online