Der bliver stadig færre journalister til at løfte oplysningsopgaven

13. februar 2019

De seneste knap 30 år er 65 procent af alle journalistjob i USA forsvundet. Det skyldes både hæmningsløse investorer og techgiganternes mere eller mindre målrettede svækkelse af konkurrenterne i de traditionelle medier.

Året 2019 er kun 43 dage gammelt, men det tegner allerede nu til at blive et af de blodigste for amerikansk journalistik.

Siden nytår har mere end 2.000 journalister mistet deres arbejde, og på de seneste knap 30 år er 65 procent af alle journalistjob i USA forsvundet. Procentvis en større nedskæring af arbejdspladser end i stål- og kulindustrien.

Præsident Trump tweetede forleden triumferende, at »Fake News og dårlig journalistik er skyld i en stor nedtur«.

Mindre clickbait?

Den nye og tiltagende nedtur har intet med kvaliteten af journalistikken at gøre. Det er ikke derfor, at læserne – og annoncerne – forsvinder fra dagbladene.

Nedturen handler i høj grad om, at digitale nyhedsmedier som The Huffington Post og BuzzFeed, der de seneste uger har nedlagt redaktioner, fyret medarbejdere og dermed reduceret nyhedsdækningen, er ofre for en annonceflugt til giganterne Facebook og Google. Men den skyldes også en ændring i Facebooks algoritmer, der over det seneste år har reduceret de nye nyhedsmediers læsertal med op til 90 procent.

BuzzFeeds strategi var i høj grad baseret på det, som stifteren Jonah Peretti beskrev som at »fiske efter øjnene i andre folks floder« – med andre ord at bruge tjenester som Twitter, Pinterest og ikke mindst Facebook til at tiltrække brugere.

Det britiske fagmedie DigiDay har beskrevet, hvordan historier, der tidligere bragte 200.000 læsere til BuzzFeed via ikke mindst Facebook, nu læses af 20.000. Officielt var formålet med Facebooks algoritmeændring at begrænse falske nyheder og forstærke dialogen mellem ’venner’. Men virkningen var også, at eventuelle konkurrenter blev svækket.

Udviklingen i konkurrenceforholdene i den digitale journalistiske verden sker så hurtigt, at nye tiltag bliver forældede på meget kort tid.

BuzzFeed og andre nye medier opfandt nærmest det fænomen, som nogle kaldte ’den metriske model’. De var de første, som opstillede store skærme på redaktionen, der minut for minut viste, hvordan enkelte historier tiltrak kliks og læsetid fra brugerne, og hvordan sociale medier som Facebook var lokomotiv for brugertallene.

De viste også, hvordan skarptskårne overskrifter og historier (såkaldt clickbait) fik tallene til at stige. Forleden mente Mathew Ingram, der er digital redaktør på Columbia Journalism Review, at nedskæringerne på BuzzFeed kunne betyde enden for ’den metriske model’.

Hvis det fører til bedre journalistik, er det en fremgang, men spørgsmålet melder sig, hvordan den kan laves med færre og færre journalister?

Google og Facebook vinder

På de amerikanske lokalaviser er den store dræber ikke så meget de sociale medier, men hæmningsløs grådighed hos de kapitalfonde og andre investorer, der løbende har opkøbt aviserne, skåret ned, solgt værdier, fjernet papiraviserne og erstattet dem med billigere digitale udgivelser.

I år alene er det gået ud over aviser i Dallas, Knoxville, Phoenix og delstaten New Jersey. Dermed er dækningen af delstatsregeringer, byråd og regionale og delstatslige forvaltninger nogle steder helt forsvundet og de fleste steder afgørende svækket.

Diskussionen om journalistik i USA handler oftest om de nationale mediers dækning af Det Hvide Hus, ikke om opsynet med et halvt hundrede politisk valgte guvernører, og tusinder af borgmestre, selv om det er mindst lige så vigtigt måske vigtigere.

Præsident Trump kan gnide sig i hænderne. Hans sympati for vrede og bitre fyrede arbejdere gælder ikke fyrede journalister. Tværtimod tweeter han med slet skjult tilfredshed om den nye journalistiske krise.

Men de største vindere af det nye slag i krigen om journalistikken er – igen, igen – de store techselskaber Google og Facebook, der støvsuger annoncemarkedet og ikke tøver med at anvende midler, der får Falck i Danmark til at ligne en søndagsskole.

Det handler ikke kun om annoncekroner, men om de samme firmaers globale overvågning og indsamling af personoplysninger, som den amerikanske professor Shoshana Zuboff fortalte i Information den 8. februar og i Politiken den 12 februar. Det får Stasi til at blegne og er en af de største samfundstrusler overhovedet.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-19 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 16 gæster online