DR og TV 2 kan ende i retten, hvis partilederdebatterne byder på lovstridige ytringer

1. maj 2019

Hvad vil DR og TV 2 gøre, hvis en partileder udtaler sig i strid med loven på direkte tv i en partilederdebat? I værste tilfælde kan den ansvarshavende chefredaktør straffes, så Maria Rørbye Rønn og Merete Eldrup har hånden på kogepladen, skriver mediejournalist Lasse Jensen i dette debatindlæg.

Der kommet en elefant ind i medierummet, og TV 2’s nyhedsdirektør Mikkel Hertz er bekymret. Han sagde forleden til Berlingske, at studieværterne på de kommende partilederdebatter skal påtale eventuelle lovstridige ytringer:

»Vi vil forsøge at være fair. Det er studieværtens opgave, at vores retningslinjer bliver efterlevet. Hvis nogen har en adfærd, som er ødelæggende for debatten, er det studieværten og den pågældende redaktørs opgave at sige, nu skal vi lige lukke for boks ét, fordi nu går personen over stregen.«

På DR er man opmærksom på »dilemmaet«, som mediedirektør Henriette Marienlund kaldte det i TV 2’s »Presselogen«, men DR har dog indtil videre klogeligt undladt at sige, hvad man vil gøre, hvis en partileder går over stregen. DR’s og TV 2’s jurister nærstuderer formentlig i øjeblikket lovgivningen for at finde det rigtige ben at stå på.

Først og fremmest medieansvarslovens paragraffer 20 og 21, der i princippet lægger hele strafansvaret på den person, der i en direkte tv-udsendelse overtræder loven, hvad enten det drejer sig om racisme, injurier eller privatlivskrænkelse.

En lille vigtig underparagraf kan nemlig bringe den ansvarshavende chefredaktør for retten: Hvis hun på forhånd er vidende om, at der vil komme strafbare udtalelser, risikerer hun straf. De ansvarshavende redaktører er DR-generaldirektør Maria Rørbye Rønn og TV 2’s administrerende direktør Merete Eldrup. De har altså begge hånden på kogepladen.

Kurs mod en stramning

En ting er eventuelle lovovertrædelser. Mere vidtgående er Mikkel Hertz’ udsagn om, at værten skal skride ind, hvis en politiker udviser en adfærd, der er »ødelæggende for debatten«. Hvad det så nærmere indebærer, står hen i det uvisse.

Hvis den regel var gældende nu, ville mange værter og redaktører have permanent ømme fingre af at trykke på stopknappen. Tendensen på tv og radio er i de senere år gået i retning af at vælge ballade og konfrontation i stedet for saglig debat. Tilrettelæggere på radio og tv har i stigende grad valgt debatdeltagere, der står stejlt over for hinanden på en larmende måde. Det kaldes godt fjernsyn eller medrivende radio og anses for at være underholdende, mens saglig debat er ’kedelig’.

Nu står valget for døren, og alvoren indtræffer for en stund. Hertz’ bekymring bør også ses i lyset af den gradvise stramning, der har fundet sted i politikernes ordvalg, tone og handlinger. Primært i udlændingedebatten. Fra Inger Støjbergs lagkagefejring af udlændingestramning nummer 50 over Martin Henriksens provokationer til Pernille Vermunds kompromisløse fremmedhad. Og nu er der, undskyld udtrykket, kurs mod en stramning til det værre. Det kan blive så slemt, at det i sin yderste konsekvens kan ende i retten.

Om balladen kan undgås ved hjælp af indgreb fra en vågen og meget jurakyndig øjebliksdommer i form af en studievært eller redaktør står hen i det uvisse. De risikerer så også at blive anklaget for at knægte ytringsfriheden, hvis de »lukker for boks ét«. Det bliver en balancegang på en knivsæg.

Provokationer på tv

I Sverige blev der ballade, da værten fra Sveriges Television under den store valgdebat afbrød Sverigedemokraternes leder med en bemærkning om, at hans karakteristik af fremmede var »groft generaliserende, og SVT tog afstand fra hans udtalelse«.

Det skulle hun ikke have gjort. Hendes redaktør blev fyret, og det svenske pressenævn gav stationen en næse. Det er selvfølgelig ikke en hel tv-stations opgave »at tage afstand fra« en udtalelse.

Det kræver ikke stor fantasi at forestille sig, at i al fald en enkelt kandidat nu er i fuld gang med at forberede en eller flere provokationer. En af dem har allerede medført en dom for racisme, den seneste medførte en for ham velkommen, men for samfundet helt uacceptabel voldsom og voldelig reaktion på Nørrebro, som på rekordtid skaffede ham de godt 20.000 underskrifter.

Det er i øvrigt 0,3 procent af befolkningen. Næppe noget jordskred, men nok til at skabe stor mediedækning. Og altså stor bekymring hos tv-stationerne, der skal finde en elegant måde at forhindre eventuelle ødelæggelser, når og hvis elefanten slippes løs i glasbutikken. Uden at elefanten gøres til martyr.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-19 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 15 gæster online