LEDER

Det sikre valg for TV 2

2. maj 2019

Kun tre måneder efter, at TV 2 igangsatte jagten på en ny direktør, faldt valget på kanalens tidligere indholdsredaktør, Anne Engdal Stig Christensen. Som dronningen af dansk flow-tv er hun det sikre valg for TV 2, men hun får nok at tage sig til i den eksplosivt foranderlige medieverden.

Selvom TV 2’s bestyrelsesformand Jimmy Maymann bebudede en lang proces for at finde Merete Eldrups efterfølger som chef for TV 2, gik der kun tre måneder, før TV 2’s indholdsdirektør, den 50-årige Anne Engdal Stig Christensen, fik jobbet. Hun har i en årrække stilfærdigt sikret, at TV 2 har kunnet konsolidere sin førerstilling på det danske tv-marked.

Anne Engdal Stig Christensen overtager stationen på et tidspunkt, hvor DR er i gang med en massiv nedskæring efter sidste års medieforlig, der i høj grad var en kæmpesejr for TV 2. Om få år kan TV 2 målt på omsætning blive større end DR. TV 2 kan beholde sine seks tv-kanaler, hvor DR må halvere sine.

TV 2 er dominerende på det kommercielle tv-marked, så set med nutidens briller, er der ingen ko på nogen is.

Dronningen af dansk flow-tv

Men udfordringerne tårner sig op.

Anne Engdal Stig Christensen har været dronningen af dansk flow-tv, men flow-tv er på retur, og det langt sværere og benhårde marked for digitale streamingtjenester er i voldsom udvikling.

TV 2’s bestyrelsesformand, der selv er digital iværksætter, har ikke – som mange havde forventet – tænkt ud af boksen, men har valgt helt traditionelt: Indhold er stadig det vigtigste, siger han og derfor blev det Anne Engdal Stig Christensen.

Indhold er vigtigt, men i den eksplosivt foranderlige medieverden er den svære nøgle til succes også en kombination af forretningsviden, teknologisk kunnen og viden, branding, marketing og politisk manøvredygtighed.

Der er nok at tage fat på

TV 2’s streamingtjeneste TV2/Play går godt, men den rent kommercielle aktør Viaplay er større. Googles YouTube er en af Danmarks mest sete tv-kanaler, selvom det ikke er en ’rigtig’ tv-kanal, og intet tyder på, at det overraskende stabile tv-reklamemarked vil fortsætte med at være stabilt.

Og så er TV 2 stadig en 100 pct. statsejet virksomhed med public service-forpligtelser.

Det har Anne Engdal Stig Christensen indtil nu dygtigt kunnet kombinere i programudbuddet, men hvor hun hidtil har kunnet koncentrere sig om indhold, skal hun nu også agere politisk.

Her har hun noget at leve op til i sin forgænger Merete Eldrup, der er en dreven politisk aktør.

Den nye TV 2-direktør ved mere end de fleste om, hvad danskerne gerne vil se. Nu får hun ansvaret for også at få dem til at betale for det digitalt. Hun repræsenterer en traditionel kontinuitet, og som sine forgængere overtager hun en statsvirksomhed, der stadig ikke ved, om den er købt eller solgt. Der er nok at tage fat på.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-19 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 22 gæster online