Medierne bør ikke gøre valget til en sportsbegivenhed – så mister de troværdighed

8. maj 2019

Medierne dækker valget som en sportsbegivenhed, hvis de fokuserer på mellemtider og meningsmålinger og gør vælgerne til passive og umælende tilskuere. Journalisterne bør kigge udad og ikke stirre sig blinde på Borgen, skriver mediejournalist Lasse Jensen i dette debatindlæg.

Valgkampen har raset i månedsvis, men statsministerens formelle meddelelse giver signal til, at man må sætte valgplakater op og sige klart, at man fører valgkamp. Medierne går i valgtilstand, valgplaner sættes i værk.

Den sædvanlige diskussion om, hvem der tilgodeses mest i hvilke medier, er lige om hjørnet. Det, vi ved, er, at statsministeren – uanset parti – altid vil få lidt mere plads i medierne end udfordreren. Og vi ved, at medierne foretrækker enkelthed: rød mod blå med det grønne som en lille joker.

Lars mod Mette.

Valgkampen bliver en fire uger lang sportsbegivenhed, et maratonløb, hvor mellemtiderne – meningsmålingerne – studeres, analyseres og udbasuneres.

Højtråbende, såkaldte farverige partier på kanten af spærregrænsen får medieplads, hvis de råber højt nok på en usædvanlig måde.

Lær af fortiden

Man kan håbe, at de journalistiske medier har lært af nutiden og den umiddelbare fortid. Venstres pressemøde, hvor hovedemnet var, hvad der måske og eventuelt kunne/ville ske på udlændingeområdet, hvis de røde fik magten, var et skoleeksempel. Her gik langt de fleste medier kritisk til værks. Heldigvis.

Forhåbentligt et lille tegn på, at de traditionelle medier vil åbne et endnu mere kritisk øje for, hvad der er valgflæsk, og hvad der ikke er. I stedet for at løbe i hælene på politikerne i håb om drama, kunne det være dejligt, hvis endnu flere medier udsatte kandidaternes udsagn for et intensivt fakta-check.

Valget i 2015 var en øjenåbner for de publicistiske medier. Medierne blev taget på sengen af to store overraskelser: DF’s triumf med 21,1 pct. af stemmerne, der gjorde partiet til landets næststørste med to-tre procent mere end meningsmålingerne havde spået. Og så bragede Alternativet ind på Borgen med ni mandater – meget mere end målinger og mediernes utallige eksperter havde forudset.

Derfor flytter nogle medier – bl.a. Information – denne gang journalister væk fra København for at lodde folkestemningen.

Sociale medier afgørende

2015 var også det første valg, hvor forskerne efterfølgende kunne konstatere, at partiernes valgstrateger havde satset massivt på sociale medier. Der blev investeret store kræfter i målrettet brug af Facebook, Twitter, Snapchat, YouTube, Instagram m.m.

Denne gang overvåger partierne de sociale medier konstant, og der handles og reageres øjeblikkeligt. De digitale valgstrateger bruger hele værktøjskassen: fra hurtige politiske selfievideoer til velproducerede kampagner, rettet mod mange flere og langt mindre segmenter – ikke mindst lokalt.

Det er ikke længere kun førstegangsvælgerne, der er den naturlige målgruppe på sociale medier. Målgruppen for den digitale valgkamp er blevet meget større. 3,8 mio. danskere er på Facebook. Samtidig falder antallet af brugere af de journalistiske medier.

Troværdighed på spil

Uanset de store skred i brugeradfærden har landsdækkende tv stadig en central rolle i en valgkamp. Forskningen viser, at omkring tre fjerdedele af befolkningen bruger de to public service-stationer som en vigtig kilde. DR og TV 2 er den store, samlende faktor. Men skal også tænke sig om. Måske er tiden kommet til at skrue voldsomt ned på duellerne – i 2015 gik den afgørende vælgervandring væk fra de gamle, store partier og mod de mindre. Måske en anledning til at neddæmpe boksekamp-metaforerne?

De journalistiske medier er trængt og har i dag mindre betydning end nogensinde i valgkampen.

Men i kampen mod de uredigerede, anarkistiske og fremstormende sociale medier og de groft manipulerende og partiske webmedier som Den Korte Avis har de traditionelle medier, dagblade, radio og tv, stadig større troværdighed. Den skal bevares og udbygges.

Den trues, hvis valgkampen gøres til en sportsbegivenhed, hvor vælgerne er passive og umælende tilskuere. Derfor bør journalisterne en gang imellem kigge udad og ikke stirre sig blinde på Borgen. Valgkampen afgøres ikke på Christiansborg eller i et tv-studie, og selv om meningsmålingerne er blevet billigere og en del af mediernes indbyrdes konkurrence, så bør medierne omgå dem med yderste varsomhed og skepsis.

Og endnu en opfordring til kollegerne på de traditionelle medier – der, hvor der drives journalistik: Brug mange ressourcer på at overvåge de sociale medier. Det er måske her, valget bliver afgjort.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-19 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 17 gæster online