Jørgen Leths Tour de France-podcast er hans uværdige farvel til cykelløbet

17. juli 2019

’Turen er reddet for Jørgen Leth, der ønsker at tilbringe juli i Frankrig, for vi har hjulpet ham med en ny Citroën, så han kan rejse komfortabelt dertil’, skriver Citroën om deres Tour de France-podcast satsning med digteren i spidsen. Det er klar tale: Podcasten handler mere om Leths tur end om Tour de France, skriver Lasse Jensen i dette debatindlæg.

Denne klumme er en epilog. Ikke en nekrolog. Jørgen Leth er i høj grad i live.

Han (og hans søn Asger) laver hver dag en videopodcast på YouTube, der har den bombastiske titel Citroën redder turen.

Det kunne jo forstås som, at Tour de France ville være fortabt, hvis ikke det franske bilmærke havde finansieret Leths (og sønnens) ophold på et fransk hotel. Eller at TV 2 er fortabt, fordi Jørgen Leth nægtede at sidde i et »grimt studie« (hans egen beskrivelse) i Odense, som stationen foreslog.

Han forlod under brask og bram den tv-station, der i en halv menneskealder havde givet ham en platform, som gjorde ham – en fin, men smal filmkunstner og digter – til et bredt folkeligt medieikon.

Nu er han uden den professionelle platform, og Citroëns opsætning er en lidt deprimerende epilog over en fin 24 år lang karriere som poetisk og unik fornyer af cykelkommenteringen på tv.

God komfort

På sin hjemmeside giver Citroën denne forklaring:

»Turen er reddet for Jørgen Leth, der ønsker at tilbringe juli i Frankrig, for vi har hjulpet ham med en ny Citroën, så han kan rejse komfortabelt dertil.«

Bilfabrikanten (og dens reklamebureau Kunde & Co) gentager ordet komfortabelt i beskrivelsen af Leths tur til Frankrig, »der betyder så uendeligt meget for ham. Det land, som er ophav til den traditionsrige arv, kreativitet og innovation, Citroën består af«.

Det er altså Leths tur til Frankrig, der er reddet. Ikke Tour’en. Eller også er det Citroën. På reklamebureauets hjemmeside fortælles det, at Leths indsats som frontfigur i den tidligere kampagne øgede salget med 54 pct.

Nu sidder 82-årige Leth i hertugelige omgivelser på ’Hotel Leth’, som han med sin klædelige mangel på beskedenhed kalder Hotel Blomac i Carcasonne hundreder af kilometer fra løbets hidtidige etaper, og deler ud af sig selv og sine indimellem sporadiske erindringer og erfaringer på YouTube.

Hotellets søde personale sørger for, at den franske sportsavis L’Équipe ligger på morgenbordet sammen med »verdens bedste müsli«. Uden avisen ville Leth være helt fortabt.

Foran ham ligger også hans egen bog om Tour de France, som han gavmildt læser op af, når han løber tør for aktuelle kommentarer eller citater fra L’Équipe. Bogen er jo, som Leth selv siger: »en bibel – tourens bibel«.

Leths udtur

Jørgen Leths talent har været, som en af mine cykelentusiastiske venner udtrykte det, »at få noget ud af ingenting. Men på YouTube får han ingenting ud af noget«.

Anmeldere, som Politikens Henrik Palle synes, at det er »ret hyggeligt at se Jørgen Leth tulle rundt på et fransk slot og lave tourdagbog«, mens Berlingskes Kurt Lassen giver podcasten én stjerne, »fordi den er lige lovlig leth-købt« og »en svanesang, der er endt i cikadesang«. Ekstra Bladets Jan Jensen har ikke høje tanker om Leths arbejdsmetode og skrev:

»Således siger han i videopodcasten om sin teknik: ’Det er bedst, når jeg finder på det lige på stedet. Jeg behøver ikke at forberede mig så helvedes meget.’ Det gør han tydeligvis heller ikke, og blandt andet derfor minder podcasten mest af alt om en Jørgen Leth på afveje,« skriver Jan Jensen.

Han udelod den sidste sætning i Jørgen Leths beskrivelse af sin metode i podcast nummer to:

»Jeg plukker det ud af atmosfæren og situationen,« lyder det.



Atmosfæren og situationen i Leths håndholdte filosoferen i det smukke slotshotel er endnu fjernere fra Tour’en end det studie i Odense, hvor han selv valgte ikke at sidde. Men man skal ikke tage fejl. Citroën beskrev det jo klart. Det handler mere om Leths tur end om Tour de France.

Og brugerne har tilsyneladende kvitteret med en konstant flugt væk fra Leth. Den første podcast blev ifølge YouTube vist mere end 29.000 gange. Podcast nummer tre havde 18.073 visninger, nummer seks havde 8.649, og nummer ni havde 3.160. I skrivende stund mandag eftermiddag, havde Leth-podcast nummer ti fået 1.160 visninger.

En dramatisk nedtur, der må gøre ondt i Citroëns markedsføringsbudget. Mediet er budskabet, som den canadiske medieguru Marshall McLuhan fastslog.

Jørgen Leth har i perfekt samklang med TV 2 gjort mere end nogen andre for at gøre cykelsporten stor. Meget stor. I samklang med Citroën har han valgt en epilog, som ikke er ham værdig.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-19 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 8 gæster online