Mueller-høringen reducerede storpolitik til overfladisk scenedrama

31. juli 2019

Særlig anklager Robert Mueller begik den ultimative fejl under høringerne i Kongressen: Han var kedelig, korrekt og kortfattet. Derfor kom debatten efter høringen ikke til at handle om undersøgelsen, men om Muellers fremtræden, skriver mediejournalist Lasse Jensen i dette debatindlæg.

Sidste uges store tv-begivenhed i USA handlede ikke om indholdet af Robert Muellers 448-siders undersøgelse af russisk indblanding i præsidentvalgkampen i 2016.

Rapporten fastslog, at russerne havde blandet sig, ligesom den fastslog, at Donald Trump havde forsøgt at blande sig i selve undersøgelsen, og hvis han ikke havde været præsident, ville han formentlig været blevet tiltalt for på kriminel vis at have lagt hindringer i vejen for undersøgelsen.

De to høringer i to kongresudvalg med Mueller som eneste vidne over en hel dag bragte intet afgørende nyt i forhold til det.

Flertallet af de amerikanske mediers dækning af den 74-årige Muellers ofte kortfattede svar på kongresmedlemmernes ofte meget lange programerklæringer forklædt som spørgsmål handlede mere om Mueller selv og hans forsigtige fremtræden end om substansen i hans massive rapport.

Dermed blev mediedækningen endnu en bekræftelse på, at kun få journalister interesserer sig for substansen.

Dækningen blev, som Columbia Journalism Review skrev i en kommentar, selv i Trump-kritiske medier en dybt problematisk antydning af, at den ellers knivskarpe mangeårige forhenværende chef for FBI kun var en skygge af sit tidligere jeg. Måske ovenikøbet viste tegn på begyndende senilitet?

Et hvidt lærred

Republikanerne i kongresudvalgene gik efter Mueller og hans medarbejdere, demokraterne gik benhårdt efter at få Mueller til at stramme rapportens konklusioner omkring præsident Trumps opførsel. Ingen af parterne kom et skridt videre.

Det, der stod tilbage, var en slags skuffelse over, at høringerne ikke udviklede sig til det højspændte drama, som medierne og kongresmedlemmerne havde lagt op til – ja, nærmest havde håbet på. Så dækningen kom i vid udstrækning til at handle om the optics – som om høringerne var et kunstskøjteløb, hvor hovedpersonen fik tårnhøje point for teknisk kunnen, men dumpede på den kunstneriske udførelse.

Robert Mueller har siden udnævnelsen som specialundersøger været et »produkt af andres projektioner: En tavs, ædel frelser for nogle, en opfinder af sammensværgelser for andre,« skrev Michael Grynbaum i The New York Times, mens Washington Posts Roxanne Roberts i december skrev, at Mueller konsekvent holdt sig i baggrunden for ikke selv at blive til en mediehistorie, men at han blev »mere og mere magtfuld for hvert eneste ord, han IKKE sagde«.

Columbia Journalism Reviews Jon Allsop konkluderede efter høringen, at Mueller blev behandlet som et lærred, som parterne kunne bruge til at male deres eget billede på:

»Højrefløjen malede et mørkt og hadefuldt billede af en skurk, venstrefløjen malede en superhelt.«

Ingen rygende pistol

Da Mueller i onsdags optrådte direkte for anslået 20 millioner seere og ikke levede op til nogle af fløjenes modstridende billeder af ham, var der kun selve hans optræden at hæfte sig ved. Derfor blev en vigtig politisk proces i mange amerikanske medier reduceret til et overfladisk scenedrama.

Ikke overraskende gik de Trump-venlige medier som Fox News, Breitbart og Drudge Report i negativt, triumferende selvsving over Muellers »totale fiasko«, mens mere Trump-kritiske medier forsøgte at finde en rygende pistol imod Trump i hans vidneudsagn, selv om de også hæftede sig ved hans tøvende sceneoptræden.

Det har sikkert vakt glæde i Det Hvide Hus, at debatten efter høringen ikke kom til at handle om rapporten, men om Mueller.

Robert Mueller begik den ultimative fejl i den nye medieverden: Han var kedelig, korrekt og kortfattet. Det går jo ikke, når alt for mange medier forventer og kræver daglig højspændt og konfliktfyldt underholdning uanset substans.

I den sammenhæng kan ingen nå præsident Trumps daglige tweets til sokkeholderne. Mueller-høringen er allerede en gammel historie. Nu handler det om åbenbar racisme, rotter i svigersønnen Jared Kushners udlejningsejendomme i Baltimore og truslen i Hormuz-strædet.

Hvis nogen havde håbet, at Mueller-høringen ville øge den kritiske dækning af præsidenten, tog de fejl.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-19 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 17 gæster online