En gang var det vigtigt, at alle kunne se landskamp. Nu handler det vist kun om penge

25. september 2019

YouSee, der distribuerer tv til 1,2 millioner husstande, har smidt Discovery ud af deres grundpakke. Det betyder, at fodboldfans fremover kan komme til at betale ekstra for at se landsholdet spille, skriver mediejournalist Lasse Jensen i denne klumme.

Der er udbrudt krig mellem telegiganten YouSee og tv-selskabet Discovery Networks, der er den tredjestørste kommercielle indholdsproducent i landet med kanalerne 4, 5, 6 og 9 samt to Eurosport-kanaler. Discovery har indrykket helsidesannoncer i landets største aviser, hvor de kalder YouSee for »No See« og anklager dem for at svigte seerne, fordi Discoverys kanaler i fremtiden ikke vil være en del af YouSees faste kabelpakker. »Det er helt sort,« skriver Discovery.

Engang for mange år siden var DR’s og TV 2’s øverste chefer de to mest magtfulde tv-programchefer i Danmark. Det var dengang.

Nu ligger magten over store dele af vores tv-forbrug hos YouSee, der udspringer af TDC. Med 1,2 millioner betalende husstande og dominans på markedet for kabel-tv er YouSee’s direktør Jacob Mortensen landets mest magtfulde tv-chef. I den forløbne uge har han spillet med musklerne.

Han har, tilsyneladende uden forhandling, fjernet Discovery fra sine kabelpakker fra den 1. januar. I samme hug har han lavet en aftale med TV 2, der markant styrker TV 2’s nichekanalers udbredelse, åbnet op for at coproducere indhold med TV 2 og vil give TV 2’s betalingstjeneste TV 2 Play en plads i Yousees tilbud på linje med streamingkanalerne HBO, Netflix og Viasat.

Samtidig har han udvidet samarbejdet med den svenske tv-gigant NENT (TV3-kanalerne) og har for nogen tid siden lavet sin egen tv-kanal. Den hedder Xee og sender danske lavprisserier, serier fra det amerikanske tv-selskab Fox og – ikke mindst – halvdelen af kampene fra verdens mest populære fodboldliga, Premier League.

En ny magttrekant på milliardmarkedet for tv-distribution begynder at tage form: YouSee, TV 2 og NENT.

Kamp om grundpakken

Kampen handler om tv-selskabernes adgang til flest mulige seere. Det er bedst at være i grundpakken, for her er flest brugere. YouSee flytter for eksempel TV 2 Charlie fra mellempakken til grundpakken. I tørre tal sikrer det Charlie adgang til 300.000 flere seere. Ikke dårligt for Charlies reklameindtægter.

Konkurrence på tv handler ikke kun om programindholdet. Succes er også betinget af en effektiv distribution, og hele systemet er under radikal forandring. Flere og flere seere er begyndt at vælge kabel-tv fra til fordel for netadgang til abonnementstjenester som Netflix eller til DR via den gratis app.

Men trods nedgang er kabelpakkerne fortsat distributør af tv til næsten halvdelen af befolkningen. Og hvis man kan sætte sig på en del af hele fødekæden, er det naturligvis en bedre forretning. Før sad YouSee på en væsentlig del af distributionen, nu begynder de selv at producere programmer – uden fordyrende mellemled.

Det er et klassisk eksempel på, hvordan man kan maksimere sin fortjeneste. Med begrænset plads i pakkerne vil pakkeejeren være fristet til at skubbe andre ud for at give plads til sig selv og sine nære samarbejdspartnere, for eksempel TV 2-nichekanalerne.

Kamp om sport

Krigen mellem Discovery og YouSee handler også om sport, ikke mindst fodbold – og det er naturligvis her, følelserne kommer i kog for alvor. Discovery ejer rettighederne til det danske landsholds kvalifikationskampe til EM og VM, de deler OL i 2020 med DR og foreløbigt har de eneretten til OL i 2024.

Mest bekymrende for mange af os fodboldseere er, at vi kan komme til betale ekstra for at se herrelandsholdet. Over en million danskere vil i værste fald miste adgangen til landskampene. Danmarks Idræts-Forbund og Dansk Boldspil Union er bekymrede.

»Det er problematisk og beklageligt, hvis seerne ikke får adgang til det populære fællesskab som et fodboldlandshold kan skabe,« siger DBU’s direktør til Mediawatch.

Det amerikanskejede Discovery er kommet i klemme mellem Danmarks største teleselskab, landets største tv-selskab, det statsejede TV 2 og en magtfuld svenskejet koncern.

Politikerne gik engang meget op i, at nationale sportsbegivenheder, som en herrefodboldlandskamp, kom ud til flest mulige danskere. Den kamp er opgivet, fordi sport er blevet en global milliardforretning.

Måske troede nogen engang, at kabelnettet ville sikre udbredelsen af dansk tv til så mange som muligt. Det gælder ikke længere. Nu handler det tilsyneladende udelukkende om penge.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-19 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 10 gæster online