LEDER

Jo, DR og TV 2’s selvstændighed er faktisk lovfæstet

26. juni 2020

Det er ikke bare bekymrende, men direkte farligt, at både kulturministeriet, DR og TV 2 tilsyneladende kan glemme, at de statsejede public service-medier har lovfæstet status som selvstændige.

Den 11. marts udstedte Kulturministeriets daværende departementschef, Marie Hansen, en lodret, telefonisk ordre til topdirektørerne for de to statsejede public service-medier, DR og TV 2. De skulle sende alle medarbejdere hjem, der ikke var beskæftiget med nyheder og beredskab.

Ingen i hele Kulturministeriet rejste spørgsmålet, om der var lovhjemmel for ordren, eller om den havde forkert adresse. Begge medier er af lovgiverne udstyret med en bestyrelse som øverste myndighed, men ordren blev givet til direktørerne. Som om de var statsansatte embedsmænd.

Under tirsdagens samråd i kulturudvalget lagde kulturminister Joy Mogensen (S) sig fladt ned og undskyldte. Det var en fejl at udstede ordren, det var en fejl at kontakte direktørerne i stedet for bestyrelsen, og ministeriet havde ingen instruktionsbeføjelser. DR og TV 2’s status som selvstændige, statsejede virksomheder er garanteret i radioloven.

Det var, hvad Information skrev den 16. maj , da vi afslørede den ulovlige ordre. Vi skrev også, at hverken TV 2 eller DR havde stillet spørgsmål til lovligheden af telefonordren. Ingen af de involverede kunne dengang overhovedet se, at der var et problem.

Direkte farligt

En ting er fejl på en superhektisk coronanedlukningsdag den 11. marts. Fejl kan forstås og tilgives. Men det er uforståeligt og bekymrende, at ingen i ministeriet – fra ministeren og nedefter – havde lovens centrale paragraf på rygmarven.

De to ansvarshavende chefredaktører – DR’s Maria Rørbye Rønn og TV 2’s Anne Stig Christensen – rettede som overivrige mønsterelever ind og gennemførte flere programændringer end nødvendigt. At DR’s bestyrelsesformand, Marianne Bedsted, ikke kunne begribe problemet er helt ubegribeligt. Kun TV2’s bestyrelsesformand, Jimmy Maymann, var efterfølgende bekymret, hvilket tjener ham til ære.

Siden 2002 har primært borgerlige regeringer med DF som mediepolitisk dynamo strammet grebet om ikke mindst DR. Da licensen fra 2018 gradvist er blevet afløst af en ren skattefinansiering, blev DR næsten automatisk til en ren statsvirksomhed, og radiolovens paragraf 14 om selvstændighed røg ud på et teoretisk sidespor, som ministeriet havde glemt, og DR og TV 2’s ledelse ubevidst havde accepteret.

Det er ikke bare bekymrende, men direkte farligt. Afsløringen af ulovligheden og samrådet i tirsdags kørte heldigvis DR’s og TV 2’s selvstændighed ind på hovedsporet. Husk det, når der skal laves et nyt medieforlig til efteråret.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-20 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 13 gæster online