Tidligere The Guardian-chefredaktør skelner skæg fra snot i en verden af fake news

29. januar 2021

Den tidligere The Guardian-chefredaktør Alan Rusbridgers nye bog ’News and how to use it’ om, hvad man skal tro på i en verden af falske nyheder, er et lille lys i mørket for journalistikkens pessimister.

Som ansvarshavende chefredaktør for The Guardian igennem tyve år stod Alan Rusbridger i spidsen for en af de mest vellykkede og gennemgribende turnarounds for et dagblad i en tid, hvor trykte aviser økonomisk og oplagsmæssigt var i næsten frit fald. Han (og hans efterfølger Katherine Viner) gjorde avisen til en økonomisk og journalistisk succes.

Af mange grunde.

Primært fordi man udvidede abonnementsmodellen med en slags frivillig donationsordning, fordi The Guardian satsede på undersøgende journalistik udført af større grupper af journalister, og fordi redaktionen inddrog læserne som en aktiv ressource i journalistikken. Man satsede på digital udbredelse over hele verden – og avisen tonede rent flag og gjorde klimajournalistikken til en af de bærende søjler i sin journalistik.

Men afgørende for The Guardians succes var også, at den ejes af en fond med stor tålmodighed med meget dybe lommer, og at det hele foregik på engelsk, hvilket udvidede The Guardians læserskare til hele verden – ikke mindst USA, Canada og Australien.

Alan Rusbridger forlod The Guardian i 2015 og er nu formand for bestyrelsen for en af verdens mest anerkendte journalistikforskningscentre Reuters Institute for the Study of Journalism på Oxford-universitetet. Hans forudsætninger og akkreditiver er uantastelige. Han begyndte som ung journalist for fyrre år siden og arbejdede sig op til at blive en af de mest respekterede og succesrige chefredaktører i den angelsaksiske verden. Det er hans styrke – og set med ikkeangelsaksiske øjne også hans svaghed som forfatter af flere bøger om journalistik.

Hans vægtning af det britiske og amerikanske er til gengæld også en af de skævheder, som præger journalistikken – også i Danmark. Nemlig at USA (og til dels Storbritannien) overdækkes, mens andre – fra Kina til Tyskland og Italien – står i andet eller tredje geled i den journalistiske prioritering.

Informeret og provokeret

Rusbridgers seneste bog er en samling af miniessays, som rammer præcist ned i et utal af de problemer og dilemmaer, som præger journalistikken. Det er ikke en samlet, argumenteret fremstilling af moderne journalistik, men en slags håndbog, svær at læse kontinuerligt, men en guldgrube at slå op i – og blive både informeret og provokeret af.

Titlen NEWS – and how to use it og undertitlen »Hvad skal man tro på i en verden af falske nyheder?« antyder, at her kan nyhedsbrugere få svar på (næsten) alle spørgsmål og dermed være bedre rustet til at skelne skæg fra snot. På 280 sider kan man læse velformulerede forklaringer og holdninger til emner, alfabetisk ordnet fra A til Z. Fra »Accuracy« (»Nøjagtighed er ikke det samme som sandhed – det er muligt at give en nøjagtig beskrivelse af en løgn«) til »Zoomers« – den gruppe af unge, som i dag ikke bruger det, Rusbridger kalder »professionelle« medier, unge der ikke synes, at nyheder er noget, »man skal og bør kende«, men nærmere »informationer, man kan bruge til noget, som er interessante eller bare er sjove«. »Zoomers« og den lidt større gruppe, som man kan finde under Y – »Young People« tilhører begge den talstærke generation, der ikke vil betale for nyheder.

’NEWS – and how to use it’ af Alan Rusbridger

Det fører for vidt at referere de næsten 100 miniessays i bogen, men stærkest står Rusbridgers bidende og lidt tragiske beskrivelse af Brexit og de britiske medier. Startende med den ildsprudlende Bruxelles-korrespondent for den fine, gamle konservative avis Daily Telegraph, der i årevis fodrede sine læsere med sjove, skævvinklede og ofte frit opfundne (læs: løgnagtige) artikler om EU. Han hedder Boris Johnson, og dækningen af Brexit-valgkampen hentede inspiration i hans løgne og udviklede sig for nogle meget store tabloidaviser til ren Brexit-propaganda. Afsnittet er læseværdigt og tragisk – og man kan passende springe nogle sider frem og slå op under M for Rupert Murdoch.

Rusbridger forsøger at skabe lidt balance ved at fremhæve Murdochs positive betydning for britisk presse ved at knække fagforeningernes helt overdrevne magt tilbage i Thatcher-tiden og sikre hundreder af journalistiske arbejdspladser – men balancen tipper til det stærkt negative i den bidende fremstilling af Murdochs helt hæmningsløse og opportunistiske magtudøvelse og indflydelse på konservative premierministre som James Cameron og Labours Tony Blair. Det er kendt stof, men Rusbridgers fremstilling er nærmest uhyggelig. »Hvis offentligheden får en opfattelse af, at Murdochs etiske standarder og nyhedsværdier er, hvad journalistik burde være, ville nyhedsindustrien for alvor være i vanskeligheder,« fastslår forfatteren.

Hvad er journalistik i dag?

I den sammenhæng spiller Rusbridger og The Guardian en nøglerolle, fordi hans avis brød den journalistiske mafialignende tavshedslov om ikke at »pisse i egen rede« ved at afsløre Murdoch-avisen News of The Worlds ulovlige telefonaflytninger og bestikkelse af blandt andet politifolk. Afsløringer, der førte til avisens lukning og nedsættelse af Leveson-undersøgelseskommissionen. Den hovedansvarlige chefredaktør Rebeccah Brooks slap for et retsligt efterspil og har siden været en af Murdochs absolutte topchefer i Storbritannien.

Alan Rusbridgers håndbog for mediebrugere kredser om flere helt centrale – og alt for lidt debatterede spørgsmål. Ikke mindst, hvad er journalistik i en tid, hvor alle kan kalde sig journalister? Man skal bare oprette en webside, en YouTube-kanal eller en podcast, og så er man journalist. Når Rasmus Paludan optræder på en statsministerpressekonference som repræsentant for et nærmest selvopfundet medie, er han så journalist? Han har åbenbart pressekort, men det er ikke nogen garanti for, at man udfører journalistik i overensstemmelse med fagets ideelle målsætninger. For slet ikke at tale om de »journalister« med millioner af følgere på nettet, der hæmningsløst agiterer for bestemte ideologier eller konspirationer – uden så meget som at skele til den grundlæggende journalistregel om uafhængigt »at søge efter sandheden«.

Det er ikke et enkelt fænomen, men snesevis af fænomener, der igennem mange år har opbygget en stigende mangel på tillid til medier såvel som til magthavere. I Danmark har journalister, politikere og spindoktorer ligget nederst i troværdighedsundersøgelserne i årevis.

I 2018 viste en meningsundersøgelse i Storbritannien, at to tredjedele af de adspurgte ikke længere var i stand til at skelne mellem ansvarlige eller uansvarlige nyhedskilder. Den ene undersøgelse efter den anden viste en helt usædvanlig forvirring hos borgerne op til COVID-19-udbruddet. Rusbridger nævner, at den konsekvente nedskæring i antallet af fagjournalister – på sundhedsområdet for eksempel – ikke styrkede mediedækningen af epidemien.

I USA stod kampen mellem ordentlige og omhyggelige journalister på den ene side og journalister og medier, der hæmningsløst viderebragte falske og fejlvinklede påstande på den anden. For slet ikke at tale om netbaserede og sociale mediers kakofoni af meninger og påstande, der fik større og større udbredelse. På den baggrund kunne corona-epidemien næppe være kommet på et værre tidspunkt i Storbritannien og USA, skriver Rusbridger. Oveni kom så det amerikanske præsidentvalg og den dybe trussel mod demokratiet, som Trumps falske anklager om valgsvindel udgør. Bakket op af medier, som helt har opgivet at søge efter sandheden og har gjort »journalistik« til et rent politisk-propagandistisk kampmiddel.

Pligtlæsning

»Der er en særlig plads til Fox News i det journalistiske helvede,« skriver Alan Rusbridger i det lange forord til bogen. Han havde som så mange andre håbet, at når forvirringen og krisen nåede et højdepunkt, ville folk komme tilbage og flokkes om de journalistiske kvalitetsmedier, som de igennem de sidste mange år har forladt. Det skete i nogen grad, men langtfra nok til at kompensere for de voldsomme tab i annonce- og abonnementsindtægter, som de »professionelle« medier har lidt gennem de seneste mange år.

Rusbridgers bog er pligtlæsning for alle journalister og medieinteresserede, og hvis man forfalder til mørkesyn omkring journalistik og medier, er den et lille lys i mørket. I en podcast fra Reuters Institute siger forfatteren i en samtale om bogen, at en af vejene frem er, at journalister går lige så kritisk til værks over for andre journalister og medier, som de gør over for magthavere. Medier og journalister er nemlig også magthavere, ligesom de opfattes af mange som elitære. De er ikke uafhængige, i luften frit svævende fænomener. De skal bringes ned på jorden. Det er naturligvis lettere sagt end gjort, men Alan Rusbridger gør med bogen et kvalificeret forsøg.

Alan Rusbridger: ’News and how to use it’. Canongate. 280 sider. 28 dollar

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-20 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 15 gæster online