LEDER

Rapport fra Kulturministeriet om tillid til medierne er en meningsmåling forklædt som forskning

17. juni 2021

Ny rapport fra Kulturministeriet om danskernes tillid til medierne viser, at danskerne er kritiske over for de nyheder, de læser. Det er godt, men rapporten er svær at bruge til noget, for den er primært en meningsmåling forklædt som forskning.

Fake News er mange ting. En af definitionerne er, at fake news er en nyhed, som strider mod ens egen opfattelse af sandheden. Hvis man er inkarneret vaccinemodstander eller Trump-tilhænger, vil vaccinehyldest eller Trump-kritik automatisk opleves som fake news. Denne leder kan altså godt opleves som en falsk nyhed af nogle. Og med de briller på kan Kulturministeriets seneste rapport også opfattes som fake news. Den udkom tirsdag og hedder ’Medietillid, fake news og fakta-check’ og har undertitlen »befolkningens tillid til medier, syn på fake news og brug af faktacheck«. Rapporten udkom tirsdag og er en del af et fortløbende ministerielt projekt om ’Mediernes udvikling i Danmark’.

Hovedproblemet i undersøgelsen er, at man spørger folk om noget, de ikke ved, hvad er. Rapporten gennemgår i indledningen en række forskellige definitioner på fake news. Definitionerne spænder fra nyheder, som strider imod vores egne forestillinger eller overbevisninger over forvanskede eller fejlvinklede informationer til direkte løgne. Rapportens ukendte forfatter(e) skriver, at deltagerne i undersøgelsen ikke er blevet orienteret om definitionerne. Besvarelsen er baseret på respondenternes »egen konkrete opfattelse og forståelse af, hvad falske nyheder er«. Alene af den grund er der hverken grund til bekymring eller lettelse, for vi er dybest set ikke blevet klogere. Professor Vincent Hendricks gør diplomatisk i fagbladet Journalisten opmærksom på amerikanske undersøgelser, der blandt andet viser, at folks politiske ståsted ofte er udslagsgivende for, hvad man definerer som fake news.

’Medier’ dækker revl og krat

Rapporten, som kan betegnes som en kommenteret meningsmåling, viser blandt andet, at 66 procent af de adspurgte er enige eller meget enige i udsagnet: »Jeg tror på, at de nyhedskilder, jeg benytter, er sande og kun beretter falske nyheder som fejltagelser«. Det lyder jo betryggende. Man bliver straks mere utryg, når det fremgår at 60 procent af de adspurgte faktisk mener, at »der er nyhedsmedier i Danmark, der bevidst går efter at levere fake news«. Alene spørgsmålet er dybt problematisk, men bekymringen mildnes en anelse af, at kun få (otte procent) tror, at der er mange medier, som gør det. Måske et enkelt hist og her. Og vi aner ikke, om det er Kristeligt Dagblad eller Den Korte Avis, som antages bevidst at gå efter løgnen.

Og det fører til det næste problem ved rapporten, som er begrebet ’nyhedsmedier’ eller ’medier’. Det fremgår, at det i rapportsammenhængen betyder alle slags medier. Fra tv, radio og dagblade til Twitter, Facebook, Instagram og Whatsapp. Man kan også læse, at tilliden til for eksempel radio og tv og trykte medier er større end tilliden til dagbladene for slet ikke at tale om sociale medier. Det er en gammel sandhed afdækket i utallige undersøgelser. Begrebet ’medier’ dækker altså revl og krat.

Nem og billig genvej til hurtige overskrifter

Der står tilsyneladende ingen samfundsforskere, kommunikationsforskere eller medieforskere bag den anonyme kulturministerielle rapport. Det eneste, vi kan læse, er, at tallene kommer fra meningsmålingsfirmaet Kantar Gallups tal. Ellers er den kulturministerielle rapport ikke signeret. I princippet kunne det være en robotanalyse af Kantar Gallups internetpanels svar. Det ligner slet ikke selvstændig forskning udøvet af kyndige, uafhængige forskere. Det er det, som nogle forskere kalder ’Vox Pop-forskning’, som er hurtigere, mere overskriftsegnet og væsentligt billigere end ’rigtig’ forskning.

Og så bygger rapporten på tal indsamlet i slutningen af 2019. Et år før Trump lancerede den falske nyhed om den udbredte valgsvindel, før coronakrisen og kun et halvt år efter socialdemokraternes overtagelse af regeringsmagten. Opfattelsen eller rettere oplevelsen af fake news er med professor Hendricks ord »en funktion af alt fra tidsånd til mediebilledet«.

Det er da rart, at rapporten indikerer, at »danskerne« tydeligvis er kritiske over for de nyheder, de læser, ser eller hører. Men rapporten er primært en meningsmåling forklædt som forskning. Ikke mindst, når den fremstår anonymt og har et ministerium som ansvarlig udgiver. Meningsmålinger er ofte en alt for nem og billig genvej til hurtige overskrifter. Rapporten er ikke en UFO, men den ligner en UPO, et uidentificeret publiceret objekt.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-20 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 15 gæster online