Boris Johnson skærper sit korstog mod BBC

21. januar 2022

En ting er, at de konservative hylder et frit, kommercielt mediemarked, noget andet er, at regeringen tydeligvis sigter mod en kulturel splittelsespolitik.

Skiftende britiske konservative regeringer har siden Margaret Thatchers vrede udfald mod BBC under Falklandskrigen i 1982 haft et anspændt forhold til verdens største og mest udbredte public service-station. I søndags tweetede Boris Johnsons kulturminister, Nadine Dorries, at BBC-licensen ville blive fastfrosset i de kommende to år af hensyn til »hårdtarbejdende britiske familier, der slås med stigende omkostninger«. Hun tweetede også, at licensen ville blive afskaffet. En stor nyhed på et tidspunkt, hvor hendes chef, Boris Johnson, stod midt i sit politiske livs værste krise. En nyhed, som flere britiske medier hurtigt bedømte og fordømte som en billig afledningsmanøvre.

Et døgns tid senere orienterede Dorries Underhuset – og allerede da var retorikken blødgjort. Licensafskaffelsen var pludselig væk. BBC’s forhold – herunder licensen – er nemlig reguleret af et såkaldt Royal Charter, som udløber med udgangen af 2027. Men i år skal den kongelige kontrakt midtvejsevalueres, og de konservative har leget med tanken om at introducere abonnementsbetaling i stedet for licens.

En tanke, som BBC anser for at være et dødsstød mod det såkaldte universalitetsprincip. BBC er for alle, ikke kun de der i givet fald vælger at abonnere.

Men regeringen har ret til at regulere licensen – og fjernelsen af dyrtidsreguleringen af licensen vil ifølge BBC’s generaldirektør, Tim Davie, betyde et hul i kassen på 285 millioner pund (cirka 2,5 mia. kroner) og uvægerligt føre til programmæssige nedskæringer.

Den nye fastfrysning af licensen (på 159 pund/1.400 kroner om året) er en del af en lang række af nedskæringer gennem de seneste 12 år. I årene 2010-15 under premierminister David Cameron blev BBC’s budget beskåret med næsten 30 procent. Boris Johnson har skærpet korstoget mod BBC, som han har kaldt The Brexit-Bashing-Corporation . Bag hans anti-BBC-retorik ligger også dybe kommercielle interesser. Avisen The Daily Mail hævdede i november (med Johnsons søster som kilde), at den australsk-amerikanske mediemogul Rupert Murdoch på et møde med Boris havde krævet, at han helt nedlagde BBC.

Ligesom i Danmark har man i Storbritannien armslængde mellem politikere og den store offentligt ejede medievirksomhed. Men Johnson-regeringen vil i sin midtvejsevaluering sammenkæde BBC’s finansiering med en vurdering af dens journalistik.

En ting er, at de konservative hylder et frit, kommercielt mediemarked, noget andet er, at regeringen tydeligvis – som også The Guardian påpeger i en leder – sigter mod en kulturel splittelsespolitik, hvor (mis)opfattelsen af BBC’s ’neutralitet’ dikterer mediepolitikken. Det får, skriver avisen, ministre til at lyde mere som »billige tyranner« end »ordentlige demokrater«.

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17 72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-22 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 8 gæster online