Historien om en russisk festdronning, der blev en overraskende dissident, er, hvad vi har brug for

18. marts 2022

Dokumentarfilmen ’F@ck This Job’, der handler om en russisk tv-station, er en film om en fest, der endte som en mørk tragedie – fuldstændig som det Rusland, som kanalen kæmpede en ulige kamp for at være en del af.

Det var glade dage i Rusland i slutningen af nullerne. Den nye præsident Dmitrij Medvedev osede af velvilje og kærlighed, pengene flød i de rigtige kredse, økonomien gik fint, og den danseglade society-dronning Natasja Sindeyeva, som havde fået sin nyrige bankmand Viktor ’Sasja’ Vinukurov til at finansiere en succesrig musikradiostation, fandt på at udvide med en tv-kanal med navnet Dozhd.

Dozhd betyder »regn«, og det skulle være en glad, optimistisk tv-kanal. Hun samlede en farverig, ung og skæv medarbejderskare, der gik til opgaven med ofte amatøragtig entusiasme og professionel udnyttelse af digitale muligheder. En del af medarbejderne var åbenlyst LGBT+-personer, der i Rusland officielt er klassificeret som andenklassesborgere.

Alle var velkomne i Natasjas glade og åbne redaktion. Og de holdt mange, store fester med musik, dans og masser af champagne. Også efter, at Vladimir Putin igen overtog præsidentposten efter sin vikar Medvedev. Dozhd sendte hver dag fra april 2010 indtil den 3. marts i år. Den var nemlig blevet til en uforfærdet, selvstændig nyhedskanal – den sidste i Rusland, indtil Ukraine-invasionen satte en endelig stopper for de sidste rester af pressefrihed.

En munter fest

I sidste uge skulle dokumentarfilmen om Dozhd – med den mærkelige titel F@ck This Job  – have haft premiere i Moskva. Det blev stoppet, men nu kan man heldigvis se den på CPH:DOX. Instruktøren, Vera Krichevskaja, var medgrundlægger af Dozhd, men forlod tv-kanalen efter et par år. Hun har skabt en 106 minutter lang dokumentarfilm, der starter som en munter fest, der langsomt udvikler sig til noget, der ligner et mareridt. Næsten en analogi for det Rusland, der åbenbart føltes som en fest i nullerne, men endte som et mareridt.

Det er en både traditionel og utraditionel film. Speakerbåret (instruktøren har selv indtalt), interviewbaseret, men tydeligt inspireret af det, som bar kanalens nyhedsdækning: Reportager via iPhones, privatoptagelser af fester og ’fluen på væggen’-videoer fra redaktionen. Og i lange træk er filmen mærkelig upolitisk, selv om den politiske virkelighed langsomt og uhyggeligt kryber ind i fortællingen.

Her er filmen, som BBC omdøbte til det mere præcise og mundrette Tango med Putin , ikke bare et portræt af en redaktion, der bliver en familie (med alle de problemer en presset familie indebærer) – og sideløbende et portræt at society-danseren og kanalejeren Natasja Sindeyejas langsomme (næsten mod sin vilje) politiske forandring.

Politisk cancer

Natasja får konstateret brystkræft og rejser til Freiburg i Tyskland, hvor hun tilsyneladende bliver helbredt. Det første, hun gør, da hun ankommer, er at hyre en tangoinstruktør. Hun vil danse, mens Putin strammer grebet om Rusland.

Det resulterer i en forrygende krydsklipning mellem den barbrystede Natasjas tur i kræftstrålekanonen og Vladimir Putins annoncering af en forfatningsændring, der gør det muligt for ham at forblive præsident til 2036, og tidligere klip, hvor han helt afviser nogen form for forfatningsændring.

Natasjas virkelige kræftsygdom og den politiske cancer, som Putin langsomt, men sikkert metastaserer ud i alle dele af Rusland.

Putins chikane

Her skal sløret ikke løftes for F@ck This Jobs beskrivelse af den række af Putin-statens chikanerier mod den glade tv-kanal, som flere gange må ty til feberredninger for at forblive i luften. Men en del af filmens fortælling er også, hvordan entusiasme bliver til stædighed, og hvordan irritation bliver til reel dødsangst.

Det er en rutsjebanetur, hvor lavpunktet er 60.000 betalende seere (ud af Ruslands 140 millioner) i 2015, og højdepunktet kommer i 2020, da livereportagerne om protestdemonstrationerne mod Putin flytter til YouTube, og 23 millioner russere ser med på Natasjas ikke længere »optimistiske« kanal.

F@ck This Job er uhyggeligt aktuel. Og giver faktisk også et indblik i, hvordan Maidan-revolutionen i Ukraine og Ruslands militære hjælp til russiske separatister i Ukraine (som Dozhd dækkede live og kritisk modsat de store statslige kanaler) forstærkede både den aggressive og antidemokratiske udvikling i Rusland.

I en tid, hvor forståelig afsky og vrede mod Putins krig i Ukraine desværre nogle steder er kammet over i boykot af russiske kunstnere, er det vigtigere end nogensinde, at denne russiske film, lavet af en russisk instruktør (nu i eksil) om modige og beundringsværdige russere, bliver set.

’F@ck This Job’ – Instruktion: Vera Krichevskaja. Manuskript: Vera Krichevskaja og Paulina Ukrainets. Fotografi: Danny Salkhov og Aleksandr Shelaputov. Længde: 104 minutter. Find spilletider og steder på cphdox.dk. Filmen kan også lige nu streames på dr.dk, hvor den har fået titlen: ’Putin, medierne og magten’

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17 72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-22 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 17 gæster online