’A Kid in the Newsroom’ er en velskrevet skildring af Carl Bernsteins første år i journalistikken

22. april 2022

Han blev verdensberømt for afsløringen af Watergate-skandalen, men det hele startede, da 16-årige Carl Bernstein trådte ind på avisen The Washington Evening Star. Det er der kommet en utrolig underholdende bog ud af.

Han var 16 år gammel, da han første gang trådte ind på en redaktion. Han havde sparet 45 dollar sammen til et cremefarvet sommerjakkesæt. Så synes han, at han var klædt på til at virkeliggøre sin drøm om at komme ind i journalistikkens forjættede land. Året var 1960. Stedet var Washington, D.C. Dwight Eisenhower var præsident, Richard Nixon var hans vicepræsident, som håbede at slå en demokratisk opkomling ved navn John Fitzgerald Kennedy til valget i november samme år.

Den 16-årige Carl Bernstein gjorde sin entré på avisen The Washington Evening Star som deltidsbud. Han skulle jo færdiggøre sin skolegang. Det lykkedes aldrig helt. Det gjorde det med journalistikken til gengæld. Så meget, at Bernstein (og Bob Woodward) vandt Pulitzerprisen og blev verdensberømte for deres afsløringer af Watergate-skandalen, som fældede præsident Nixon. I dag er 77-årige Bernstein med egne ord »den eneste journalist på et nationalt medie i USA uden en collegeuddannelse«.

Bernstein skrev i 1989 erindringsbogen Loyalties om sin opvækst med forældre, der som tidligere kommunister blev udstødt af det gode selskab og forfulgt af FBI. Hans nye erindringsbog Chasing History med undertitlen »A kid in the Newsroom« beskriver kun de første seks år af Bernsteins 62 år i journalistikken. Den slutter den dag den 1. juni 1966, da han som 22-årig blev ansat som juniorreporter på The Washington Post.

Akademisk uegnet

Bernstein husker sine første år minutiøst og har beskrevet dem levende i erindringsbogen. Da han trådte ind på redaktionen, blev han øjeblikkeligt forelsket i det, som han beskriver som »tumult med et formål« (» The purposeful commotion «). Det er her, han vil være. Ikke i skolen. Han slæber sig igennem high school og begynder på college, hvor han til sidst ryger ud og bliver erklæret »akademisk uegnet«. Han lægger i øvrigt ikke skjul på, at han begyndte på universitetet for at slippe for værnepligten.

På det tidspunkt har han allerede været med til at dække mordet på John F. Kennedy (han tog imod diktat fra avisens udsendte korrespondent i Dallas, den legendariske politiske journalist David Broder). Han sad med på redaktionen under Martin Luther Kings store borgerrettighedsmarch i Washington og fik lov til at rapportere om Alabama-guvernør George Wallaces præsidentvalgkampagne i 1964. Med en slet skjult reference til Donald Trump skriver Bernstein, hvordan det chokerede ham, at en racistisk og populistisk demagog som Wallace kunne få 40 procent af de hvide stemmer i Maryland. »Det var ikke de amerikanere, jeg kendte.«

På engelsk er bogens titel »Chasing History« – på jagt efter historien. Men det er måske slet ikke det, titlen beskriver. Bernsteins oplæring fandt sted, da aviser blev sat med flydende bly og sats, rubrikker og billedklicheer blev komponeret (»brudt om«) i hånden i kantede rammer, side for side. Rammen hedder på engelsk »a chase«, og en amerikansk anmelder mener, at Bernstein bevidst har valgt titlen, fordi han ikke jager historien. Den kender han. Han sætter den ind i en ramme, så den kan trykkes. Hjulpet godt på vej af de hundreder af notesblokke, som han dag efter dag har fyldt med iagttagelser og noter (for eksempel har han kort efter et møde med sin redaktør og mentor Sidney Epstein omhyggeligt beskrevet Epsteins påklædning).

Bernsteins beskrivelse af sine første år i journalistikken er ren nostalgi, men giver også et fingerpeg om, i hvilken retning det begynder at gå med printaviserne. The Evening Star er en eftermiddagsavis, der kommer i fem udgaver hver dag. Dengang breaking news ikke var en farvet bjælke nederst på en tv-skærm, men nyheder der skulle researches, rapporteres og udgives på papir så hurtigt som muligt. Han fortæller for eksempel, hvordan avisens udsendte medarbejder til et pressemøde med præsident Kennedy styrtede til nærmeste telefon for hurtigt at diktere sit referat hjem til redaktionen. Men pressemødet var allerede sendt direkte i fjernsynet – som med nye, populære eftermiddagsnyhedsprogrammer på tv langsomt, men sikkert reducerede den store eftermiddagsavis’ læserskare. Da Martin Luther King holdt sin historiske »I have a dream«-tale til hundredtusinder af demonstranter på The Mall i Washington, hyrede Washington Evening Star en helikopter, der kunne bringe reporternes noter fra demonstrationen til taget af redaktionsbygningen nogle få kilometer væk!


Carl Beirnstein (tv.) og journalistkollega Robert Woodward (th.) fotograferet i Washington den 7. maj, 1973. (Foto: RITZAU SCANPIX)


Bernsteins 379 sider lange bog handler i høj grad om de hundreder af reportere, der kun sjældent sad på redaktionen, fordi de var ude i marken for at rapportere, finde kilder og møde mennesker. Det blev sat i et nutidigt perspektiv forleden, da jeg – mens jeg læste bogen – læste en artikel om stillesiddende arbejde. Overskriften i fagbladet Journalisten den 15. februar lød »Journalister er danmarksmestre i at sidde ned«. I en undersøgelse foretaget af Arbejdstilsynet svarer 95,1 procent af journalisterne i Arbejdstilsynets undersøgelse, at de sidder ned i mindst tre fjerdedele af arbejdstiden, efterfulgt af it-konsulenter (91,7 procent) og psykologer (91,6 procent).

Fristende nostalgi

Set i dette perspektiv kan man godt betragte Carl Bernsteins bog som ren nostalgi – i værste fald en nekrolog over journalistikken. Det er dejligt, men farligt at være nostalgisk, men journalistikken er slet ikke død, og den skal bedømmes på baggrund af det, som er journalistikkens hele eksistensberettigelse: Nutiden, med dens radikalt ændrede mediebillede(r), brugermønstre og teknologier. Denne anmelder er kun to år yngre end den aldrende Bernstein og kan i svage øjeblikke dykke ned i alderdommens værste fristelse, nemlig nostalgien.

Jeg kan derfor godt huske den konstante lyd af nyhedsfjernskriveren fra Ritzaus Bureau – og ikke mindst, når den pludselig ringede med tre eller flere klokker. Tre klokker betød en vigtig nyhed, mange klokker betød en meget stor nyhed. Vi havde kun én fjernskriver på Middelfart Venstreblad – Bernstein passede som bud et utal af fjernskrivere på The Washington Evening Star, og en af hans arbejdsopgaver var at fordele telegrammerne på redaktionen. Men når der kom en serie af klokker, stimlede redaktører og redaktionssekretærer sammen foran fjernskriverne – og klokker var der nok af i Bernsteins første spæde journalistår: Kennedys valgsejr, den fejlslagne invasion af Cuba ved Svinebugten, Cuba-krisen, mordet på Kennedy, Gagarin som første mand i rummet.

Bernstein forlader efter fem år sin læreplads på The Star . En ny redaktør meddeler ham, at han ikke kan blive fastansat som reporter, fordi han ikke har færdiggjort sin collegeuddannelse. Han flytter til en lokalavis i Elizabeth, New Jersey, hvor han på kort tid bliver stjernereporter og modtager store priser. Så er vejen banet til drømmejobbet på The Washington Post, hvor en ny chefredaktør ved navn Benjamin Bradlee giver fanden i universitetstitler og indvarsler en ny, journalistisk linje. Da Bernstein bliver kaldt til ansættelsessamtale med Steve Isaacs, der er redaktør for lokalstoffet, er han fræk nok til at sige til redaktøren, at »min bedste anbefaling til det job, jeg søger, er, at jeg ikke har en collegeuddannelse. Jeg har fået verdens bedste uddannelse på The Washington Star«. Han bliver hyret på stedet, og seks år efter har han morgenvagten på lokalredaktionen, da han og en ung reporter ved navn Bob Woodward får besked om at undersøge et mærkeligt indbrud i demokraternes valgkontor i Watergate-bygningen.

The rest is history , som det hedder. Og det er ikke med i bogen, som er en velskrevet hyldest til og beskrivelse af en svunden tid. Og for resten: The Washington Evening Star lukkede endegyldigt efter en lang og smertefuld dødskamp i 1981. Carl Bernstein er seniorkommentator på CNN og tilknyttet magasinet Vanity Fair.

Carl Bernstein: ’Chasing History – a kid in the Newsroom’. Henry Holt & Company. 379 sider. 29,99 dollar

Information
Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17 72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-22 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 298 gæster online