„På falderebet“ er titlen på den ugentlige kommentar, som Lasse Jensen bringer til sidst i Mennesker og medier.

Et aktuelt medieemne tages op til kærlig og kritisk behandling – indholdet står helt og aldeles for redaktørens egen regning og er altså ikke udtryk for hverken P1s eller DRs opfattelse af situationen. En gang i mellem er det nærmest modsat!

 

Det sidste Faldereb

26. september 2014:

Tak fordi i lyttede

Et faldereb kommer ifølge den store danske ordbog af det hollandske ord valreep, som er et 'tov til at lade sig glide ned fra skibet', i overført betydning naturligvis i sidste øjeblik; til slut. For nu er det altså, at jeg her på falderebet lader mig glide i land fra det skib, som jeg har haft fornøjelsen af at være en slags kaptajn på de sidste lidt mere end 700 fredage. Jeg har ikke helt tal på det, men et par tusinde gæster og debattører er det blevet til, siden Mennesker og medier gik i luften for første gang.

Vi startede dengang i 2001 med at proklamere, hvorfor det fortsat var nødvendigt med et mediemagasin i radioen. Fordi medier, efter søvn og arbejde er det, vi bruger mest tid på. Her kan måske tilføjes, at det i løbet af de forløbne 13 år er blevet meget lettere at arbejde og bruge medier samtidigt. Om vi så arbejder samtidigt med, at vi er på sociale medier er nok et debatemne, som vi altså ikke når i dag. Nogle hævder oven i købet, at de kan tweete eller opdatere Facebook, mens de sover. Ind imellem kan det godt opleves som om, det er tilfældet. Men nettet, og ikke mindst de sociale medier, har været med til at skabe den største forandring, måske oven i købet en revolution i medieverdenen, siden trykpressen. Sådan groft betragtet var der, da jeg og P1 startede dette projekt, massemedier og nichemedier.

Nu er de gamle massemedier i gang med at blive til en hel masse medier. Og amerikanske net-giganter som Google, Amazon, Facebook og Apple er blevet de nye massemedier. Det har været 13 år der rystede medieverdenen, og kan man forlange mere som journalist? At få lov til at stå midt i en løbende revolution, i 13 år og så oven i købet få penge for at fortælle om den, få andre til at diskutere den, rejse ud i verden og undersøge den. Revolutionen fortsætter, ingen aner hvor den ender, og der skal yngre folk til at se på dens forløb med friske øjne. Det er jeg sikker på, at produktionsselskabet Zetland og Hakon Mosbech vil gøre. De starter nemlig næste fredag med et helt nyt program med samme titel og ny sendetid, klokken 9:05.

Nu, hvor jeg glider ned af falderebet, er jeg allerede ved at savne det. Men falderebet ender ikke i vandet, men nede på kajen hvor nye opgaver venter. I mit tilfælde som skrivende bidragyder til Dagbladet Information. Det er ikke mange journalister, der i disse tider er så privilegerede, at de får lov til i så mange år, at følge et bestemt fagområde. Faktisk er fagjournalister en døende race, ikke bare i den øvrige presse, men desværre også her i DR. Efter 49 år i journalistik ville jeg ikke drømme om at forlade faget, eller fagområdet. Der er stadig alt for mange aspekter ved den nye medie-uorden, der trænger til et kærligt ord med på vejen. Nu får jeg mulighed for at stille lange spørgsmål, og bagefter korte dem ned eller helt fjerne dem på skrift, fordi så lyder det og ser bedre ud. Der er nok at tage fat på. Det holder nemlig aldrig op. Det fede ved journalistik er jo også, at man kan fordybe sig, producere, aflevere og så ligger verden åben igen.

En ny dag er virkelig en helt ny dag. Med nye historier, nye problematikker og dilemmaer. Og det er kun sjældent sort og hvidt, selvom megen journalistik anstrenger sig for at fremstille det sådan. Jeg synes, at det vigtigste formål for en journalist, ikke mindst når man arbejder på eller for en Public Service-virksomhed, er at gøre lyttere, seere og brugere bare en lille smule mere vidende. At løfte en ekstra lille flig for processer, mennesker, strukturer, økonomi og politik i medieverdenen, som i al sin forvirrende mangfoldighed, spiller en større og større rolle. Ikke bare som formidler af information, men også som formidler af underholdning. De to ting er nemlig ikke modsætninger. I bedste fald går de hånd i hånd.

Jeg hedder Lasse Jensen. Mennesker og medier er slut. Dette var det sidste program produceret af Jensen & Kompagni for DR. Anne Axelgaard var i redaktionen. Jesper Toll er tekniker og det vil han også være i fremtiden, når Zetland og Hakon Mosbech kommer igen med den fornyede udgave af P1s mediemagasin næste fredag kl. 9:05 - og selvfølgelig også på nettet og som podcast. E-mailadressen er fortsat Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Tak fordi i lyttede, tak for tusinder af e-mails, opringninger og breve med ris, ros, forslag og ideer.

Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-18 Jensen Media
All rights reserved