Lasse Jensen Journalist

30. oktober 2017 udkom Lasse Jensens medieerindringsbog

JOURNALIST

***** „En djævelsk god fortælling“
(Elisabet Svane i Fyens Stiftstidende/Avisen Danmark)

***** „Underholdende og spækket med levende liv“
(Niels Lillelund i Jyllands Posten)

„Et stærkt og velfortalt tilbageblik“
(Lisbeth Knudsen i dagbladet Information)


Bogens prolog:

Tunnelen
Min seng kører igennem en lang tunnel med dunkel belysning og Arkitekt Martin Nyrops mørkebrune murstensmosaikker på væggene. Der er 4,2 kilometer gange i katakomberne under Bispebjerg Hospital og sengen skubbes afsted af portørens lille tre-hjulede batteridrevne køretøj. Vi er på vej fra skadestuen til hjerteafdelingen.

Jeg vågnede med voldsomme brystsmerter lige efter midnat og ringede 112. Ambulancen kom otte minutter efter. Jeg kender rummelen. Nitroglycerin under tungen. Reddernes transportable hjerte-måleapparat på køkkenbordet. Jeg er ikke døende og egnet til transport. Afsted til hospitalet. Jeg har prøvet det før. Hver gang undrer det mig, at jeg ikke er bange, men synes det er vildt interessant. Jeg træder ud af mig selv og betragter distanceret en lidt overvægtig snart 70-årig hjertepatient. Jeg er ikke mig, men et interesse-objekt. Da jeg i 2002 fik en blodprop i hjertet, foretog lægerne et ballonindgreb. Jeg var ved fuld bevidsthed og kunne på en farveskærm se mit eget hjerte og det kateter, som lægen via den store vene i låret havde ført op i hjertekranspulsåren. Det var det mest spændende fjernsyn, jeg nogensinde havde set. Live. Det er 14 år siden og jeg fascineres stadig af teknologien, reddernes og sygehuspersonalets professionalisme og hjerte-ambulatoriets effektivitet. „Har I travlt i aften?“ spørger jeg liggende i ambulancen på vej til Bispebjerg Hospital.

„Ikke specielt“ svarer redderen og tilføjer „I aften er, hvad vi kalder en tema-aften: Næsten kun ældre mennesker med hjerteproblemer“.

Blodprøver, røntgen, flere hjertemålinger. Portøren, en stor tung mand, spænder sin el-knallert bag sengen kigger på sin kørselsrekvisition. „Er du DEN Lasse Jensen“ spørger han. Han kan huske, at jeg engang var på skærmen som krigsreporter og korrespondent i USA. Det var i monopoltiden og tv-journalister var verdensberømte i Danmark. Og så var han trofast lytter til mit radioprogram „Mennesker og medier“ på P1. „Jeg kørte med pakkepost i mange år“ siger han. „Så hører man meget radio“. Han er venlig og fortællende: „Jeg er kandidat i samfundsvidenskab fra Københavns Universitet. Blev færdig i 2003, da nedskæringerne for alvor ramte. I min årgang var der over 50% arbejdsløshed, så jeg blev reservepostbud. Nu er jeg portør“.

Mens sengen ruller igennem katakomberne, går det op for mig, at jeg ikke samtalede med ham. Jeg interviewede ham. Jeg er journalist og det overskygger næsten alt andet. Jeg er den evige kølige og skeptiske observatør, betragteren på distancen. Jeg leder hele tiden efter historien, konflikten og – hvis der er tid og plads - et perspektiv, gerne en forklaring.

Det korte møde med portøren den nat i marts 2016 fortalte mig, hvor snotforkælet jeg altid har været. Jeg voksede op i en verden med næsten ubegrænset vækst. Jeg valgte et fag, hvor mulighederne forekom uendelige. Jeg boltrede mig i en voksende medieverden, der var mangfoldig, velhavende og arrogant. Intet eller ingen kunne røre os. Vi voksede op i en fremgangsperiode, hvor sociale skel blev udviskede, men ikke fjernet. Vi var „En generation af opkomlinge“, som en kollega skrev. Indtil indgangen til nullerne kunne vi, som Vorherre, se os omkring og konstatere, at alt var godt. Så gennemgik medierne noget, der lignede en voldelig revolution. Vi var medskyldige, fordi magelighed avler blindhed. Gamle dage var ikke nødvendigvis rosenrøde, selvom mange ældre letsindigt påstår, at alt var bedre, dengang. Jeg husker valgkampen i 1968. Den radikale leder, landets første tv-politiker, statsminister Hilmar Baunsgaard, konstaterede tørt på et vælgermøde i et forsamlingshus på Vestfyn at „ingenting er, som det var“. Så holdt han en lang, effektfuld, kunstpause og tilføjede med et smil: „…og det har det aldrig været“.

Et halvt århundrede i journalistik har lært mig, at man skal være uhyre forsigtig med at drage bastante konklusioner. Hvad der var rigtigt i går, er forkert i dag og omvendt. Mit privilegium er, at jeg ofte var til stede – fra Baunsgaards tale i forsamlingshuset i Nørre Åby til krigen i Vietnam, Reagans valgtriumf i 1980, fødslen af en ny nation i Bangla Desh og døden for en anden, Biafra. Jeg var reporter, chef og lærte medieverdenen at kende som selvstændig producent og var tæt ved at dø af det. I 15 år fløj jeg i en helikopter hen over og medielandskabet. Jeg deltog i og betragtede mediernes farverige, selvmodsigende, konfliktfyldte og vigtige mangfoldighed. Carl Ploug erkendte allerede i midten af 1800-tallet, at journalistik er flygtigt Han ville helst digte, men måtte leve af at være journalist. „Hakkelse måtte jeg skære i Døgnets Rejsestald“, som han skrev til digterkollegaen Christian Winther. 

Hver gang jeg fortæller erindrings-anekdote, siger min kollega og ven Lasse Ellegaard: „Skriv det dog ned!“. Det gør jeg så. Ikke som historiker, men som ældre journalist med en svingende hukommelse, adgang til arkiverne og en deadline hængende over hovedet. Journalistik „tager den tid og den plads der er“, som kollega Ann Mariager engang sagde. 70 års hakkelse fra rejsestalden.

 

Jensen Media
Jensen Media
Bredgade 25D
1260 København K
Tlf.: 33 69 61 85
Lasse Jensen
mobil.: 22 17  72 01
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2010-18 Jensen Media
All rights reserved

Vi har 21 gæster online